sig dertil ved Bøn og Faste, og Jernet eller Vandet indviedes af Presten. Umiddelbart efter Prøven blev de Lemmer, hvormed den var aflagt, forbundne af Presterne, og Forbindingen ej tagen af, førend efter tre Dages Forløb. Viste Haanden, Foden eller Armen sig da uskadt, var Beviset udfaldt til Fordeel for den, der havde aflagt det, i modsat Fald var han fældet som Forbryder eller Bedrager, og blev i de fleste Tilfælde fredløs, med Femter-Grid, som det hed, fra Kirkedøren[1], d. e. man tilstod ham Grid eller Lejde paa fem Dage, efter hvis Forløb Fredløsheden indtraadte. Et stort Misbrug var det, at man stundom tillod den Sagsøgte at lade en Anden aflægge Prøven for sig[2].
Det er forhen nævnt, at mange af de Gjerninger, der nu betragtes som Forbrydelser, fornemmelig Drab, Legemsfornærmelser o. a. d., i ældre Tider kunde afsones med Bøder, og derfor kun betragtedes og forfulgtes som Privatsager[3]. At man dog havde begyndt at betragte disse Forbrydelser som vedkommende det offentlige, sees deraf, at Lovene ved dem alle foreskreve, foruden de private Bøder, en Mulkt til Kongen, navnlig Thegngildet for en Thegns (Undersaats) Drab. Som egentlige Forbrydelser ansaaes kun Nidingsdrab, Lands- eller Højforræderi, Trolddom, Blodskam, grovt Tyveri og andre lignende, mod Religion, Sædelighed, Landefred og Huusfred stridende Handlinger. Fredløshed eller Døden var den almindelige Straf. For ringere Tyveri (til en Værdi af en Ertog Sølv eller mere) bestemtes kun en vanærende Straf, den saakaldte Torvs og Kjærre Straf, der medførte Tabet af „Ret“, saa at enhver ustraffet kunde fornærme Tyven[4]. En paa frisk Gjerning greben Tyv skulde strax af den, der greb ham, vindes i Vidners Overvær med Tyvekosterne paa Ryggen, og bringes til Kongens Aarmænd, der strax skulde tilsige Thing, bringe Tyven bunden paa Thinget, og lade Thingmændene dømme, om han var bunden med Rette eller ej. Hvis han da dømtes ret bunden, skulde Aarmanden med
- ↑ Gulathingsloven Cap. 24. I Eidsivalagen gaves 15 Nætters Grid se Eidsiva-Christenret Cap. 43.
- ↑ Se ovenfor, S. 909.
- ↑ Se I. 1. S. 140 flg. jvfr. ovenfor S. 968.
- ↑ En saadan Tyv kaldtes derfor torfs maðr ok tjöru. Gulathingsloven Cap. 253. Frostathingslov XIV. 12. Bjarkøret Cap. 174. I. Frostathingslov kaldes den, der stjal mindre end en Thveite (den mindste Myntsort) hvinn (Rapser), han straffe-des ikke anderledes end ved at miste sin Ret. En Træl straffedes med Hudflettelse. En Trælkvinde eller frigiven Kvinde straffedes for 1ste Gangs Tyveri med Tabet af det ene Øre, for 2den Gangs med Tabet af det andet, for tredie med Tabet af Næsen: „da heder hun Stuva og Ruva, og stjæle saa ofte hun vil“ Gulathingsloven 259. Ogsaa i Sverige brugtes Torv- og Tjære-Straffen, se Vestgøtaloven, Tyvebolk Cap. 3.
