Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1025

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1007
Gudsdomme.

Vidners Overvær var aflagt i Kirken[1], gik Fordringen, der hidtil betragtedes ſom uſikker, og ej kunde indtale-s med formeligt Krav, men alene med foreløbig Anmodning (kvaða), over til at blive vis, eller vidnesfaſt (vitafé), der paa ſædvanlig Maade indkaltes til Thinge[2]. Et ufravigeligt Princip var, at ſaavel Mededsmændene ſom Domsmændene ſkulde være den ſagſøgtes Ligemænd. Hvis nogen nævnte en Lendermand eller mægtigere Mand end ſin Modpart i Dom, var hans Søgsmaal derved forſpildt. Derfor maatte ſom vi have ſeet heller ikke Lendermænd opnævnes eller ſidde i Lagretten uden Bøndernes Tilladelſe.

Gudsdomme eller Guds-Skirſler[3] brugtes ſom Beviis aldrig i andre Sager end gejſtlige, hvortil man ogſaa, ſom ſædvanligt efter den kanoniſke Ret, regnede Egteſkabsſager, Lejermaalsſager og Slægtſkavsſager. Dertil kom, hvad der viſtnok kunde betragtes ſom en human Indretning, men hvad der dog maatte give Gejſtligheden en utilbørlig og højſt vilkaarlig Indflydelſe, at naar Nogen, ſom det hed, havde med Overmagt (d. e. en overmægtig Angiver eller Beſkylder) at gjøre, og formedelſt denne hindredes fra at beviſe ſin Uſkyld paa ſædvanlig Maade efter Loven, ſkulde Erkebiſkoppen, og udenfor Throndhjems Biſkopsdømme, rimeligviis vedkommende Biſkop, enten ſøge at ſkaffe ham den Ret, hvorfra han fortrængtes, eller og ſtede ham til Gudsſkirſl[4]. Den ſædvanlige Ordal for Mænd var Jernbyrden, der, ſom ovenfor nævnt, beſtod i enten at bære gloende Jern i den blotte Haand, eller gaa et viſt Antal Skridt paa gloende Jern med blotte Fødder[5]. For Kvinden beſtod Prøven efter Regelen i Kjedeltag, d. e. i at tage en Ring, Steen e. a. d. op fra Bunden af en armsdyb, med kogende Vand fyldt Kjedel[6]. Prøverne aflagdes paa Landet i Fylkeskirken, i Byerne i visſe dertil beſtemte Kirker, under Preſternes Tilſyn og i Vidners Overvær[7]. Man forberedede

    Sagen lige til Lagretten, d. e. Gulathinget, tabte de Dommere, hvis Mening underkjendtes, ej alene Veddegodſet, men maatte ogſaa bøde hver 3 Ører til Kongen for „Misdømme“. Den ſamme Bod var viſtnok ogſaa de tabende Dommere i Froſtathingsloven underkaſtede.

  1. Gulathingsloven Cap. 136, Froſtathingslov IV. 8, Bjarkøret 151, 24.
  2. Gulathingsloven 36, Froſtathingslov X. 19—24.
  3. Om disſe ſe ovenfor S. 996. og i den hedenſke Tid ovenfor I. 1. S. 179.
  4. Froſtathingslov II. 45.
  5. Jvfr. ovenfor S. 700.
  6. Froſtathingslov III. 15. V. 29. Eidſiva-Chriſtenret 42, Graagaas, Feſtarthaatt 33, 45, 55.
  7. Froſtathingslov I. 45. I Nidaros ſkulde Gudsdommen ſandſynligviis prøves i Peterskirken, den ſamme, hvor Ederne ſkulde aflægges. Bjarkøret 24.