Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1024

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1006
Magnus Erlingsſøn.

ligſte Sager nøjedes man med Partens Ed alene, den ſaakaldte Eensed. Efter ſom den ſteg i Betydning, eller den Gjenſtand, hvorom der tviſtedes, i Pengeværdi, eller Forbrydelſen var ſtor til, fordredes to Mededsmænd, hvorved den ſagſøgte ſvor ſelv tredie, eller Lyritar-Ed; fem Mededsmænd, hvorved han ſvor ſelv ſjette eller Settared, og elleve Mededsmænd, hvorved han ſvor ſelv tolvte eller Tylftared. Saaledes f. Ex. fordredes Settar-Ed og Tylftar-Ed ved de fleſte ſtore Forbrydelſer, hiin ved ſtørre Tyveri, Ildspaaſættelſe, Ukvemsord o. ſ. v. og overhoved ved Misgjerninger, hvorfor en Bod af 3 Mk. Sølv eller mere var faſtſat; denne for Lands— og Højforræderi, Snigmord, Trygdbrud og Ubodemaal[1]. Undertiden, men ſjelden, og kun i Pengeſager, omtales to Mands Ed; endnu ſjeldnere ſyv Mands Ed eller Grimu-Ed. Een, ſaa lod Regelen, ſkal negte for een Øre (een Øres Værd), to for tvende Ører, tre for trende, og fremdeles. Lyritar-Ed, om end Beløbet er ſtørre[2]. Denne ſynes at have været, den højeſte Ed, der fordredes i Pengeſager; og den aflagdes i ſaadanne ikke til Thinge, men for en deels af Sagſøgeren, deels af den ſagſøgte efter visſe Regler ſammenſat ſaakaldet Dom, beſtaaende af 12 Mænd, der afgjorde, hvor vidt der var Anledning til at fordre Partsed, og hvor ſtor denne ſkulde være[3]. Naar den derpaa i

  1. Gulathingslov Cap. 132—135. Froſtathingslov XIV. 1—16.
  2. Saaledes Froſtathingslov V. 42. Bjarkøret 154, Gulathingslov Cap. 37 ſiger derimod: „Lyritared“ indtil Beløbet „hyndisk“ d. e. overſtiger 60 Ører (thi vore Forfædre have maaſkee i ſin Tid, ſom Anglerne, ſat hund foran alle Tiere, højere end 60, eller ſom Goterne, ladet dem ende paa hund); „da fordobles Lyritareden“ ɔ: bruges Settared.
  3. Gulathingslov 37, Froſtathingslov 11—18. Dommen beſtod af 6 Mænd paa hver Side, medens dog, ſom det ſynes, 12 paa hver Side oprindelig opnævntes, af hvilke hver Part havde Ret til at forkaſte det halve Antal, hvilket kaldtes at rydde Dommen. I Froſtathingsloven kunde man to Gange prøve ſaadanne Domme, og endelig fremmøde med begge Dommes Perſonale, altſaa 12 paa hver Side, til den ſaakaldte Trediedom. Hvis en af Dommerne var urigtigt udnævnt, eller forlod ſin Plads for alt var tilende, havde hans Part tabt ſin Sag. Ved denne Trediedom ſkulde Sagſøgerens Domsmænd tilbyde den anden Parts Veddemaal, 2 Mkr. for hver Mand, hvilket ſtrax ſkulde indbetales og deponeres, indtil Sagen kom paa Thinget. Modtog den anden Parts Domsmænd ej Veddemaalet, forſtod det ſig af ſig ſelv, at Parten tabte; men gik Sagen til Things, fik den vindende Parts Dommere de deponerede Penge. Denne Fremgangsmaade kaldtes veðjan, og Dommen veðjanardómr, Froſtathingsloven X. 13, 14. I Gulathingsloven omtales veðjanardómr kun i Odelsløsningsſager (Cap. 211) men da disſe ellers i eet og alt behandledes ſom Gjeldsſager, maa man antage at dette Slags Dom, ligeledes anvendtes ved Gjeldsſager i Almindelighed. Dog var Vedde-Dommen i Gulathingslagen, ikke en tredie Dom, men kun en „anden Dom“, med ikke flere end ſer Mand paa hver Side. Gik