Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1023

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1005
Krav og Beviis. Mededsmænd.

den egentlige Prøvelſe af Faktum, men ogſaa efter Billighedshenſyn at afſige en virkelig Dom.

Det ligger forreſten i hine ældre Retsinſtitutioners Natur, og beſtyrkes ved den islandſke Lovgivnings Analogi, at det ej var abſolut nødvendigt, at bringe en Sag aller førſt ind for det ringeſte Thing; man kunde viſtnok ogſaa bringe den ſtrax ind for et højere, eller Lagthinget, men det faldt af ſig ſelv, at det var belejligſt at indſtevne den for det Thing, man havde nærmeſt ved Haanden og til enhver Tid kunde ſammenkalde[1]. Enkelte vigtigere Sager, eller ſom verſerede mellem højere Perſoner, maatte, ſom vi have ſeet, ſtrax indbringes for højere Thing[2]. Søgsmaalet ved en reen og klar Gjeldsſag begyndte ſædvanligt med at Debitor med tilbørligt Varſel ſtevnedes til at være hjemme i ſit Andvege eller Højſæde og høre Krav; vægrede han ſig da ved at betale, ſtevnedes han med mindſt fem Dages (en Femts), i det højeſte fem Femters Varſel til Thinget[3]. Til Sikkerhed for ſin Fordring kunde Sagſøgeren paalægge ham at ſtille Tak (d. e. Borgen), en Fordring, hvorfor han ej kunde undſlaa ſig[4]. Et andet Sikkerhedsmiddel var Lovfeſte d. e. Forbud mod Aavirke i omtviſtet Jord, hvilken ogſaa ſkulde forfølges ved Femteſtevne eller fem Dages Varſel[5]. Værnethinget var Sagvolderens. Som Hjemſted anſaaes for ikke boſatte Folk det Sted, hvor man ſidſt havde tilbragt Juleaften[6].

Retsbeviſerne beſtode i virkelige Vidner, eller i Parters Ed, eller Gudsdomme. Parts-Eden var i de fleſte Tilfælde ej indrettet ſom den nu brugelige men efter den for den hele germaniſke Folkeſtamme fælles vel bekjendte Maade, at den ſværgende opſtillede et et viſt Antal Mededsmænd (conjuratores, consacramentales), der aflagde Ed paa, at de kjendte ham ſom en Mand, hvis Udſagn man havde al Grund til at anſee paalideligt. Det kom nu an paa, om det fuldſtændige Antal Mededsmænd kunde erholdes, eller om deres Med-Ed anſaaes tilfredsſtillende. Fornemmelig havde, ſom man let kan forſtaa, disſe ſammenſatte Eder deres Plads ved Forbrydelſer, hvorfor en Part ſigtedes. Mededsmændenes Antal rettede ſig efter Sagens Vigtighed. Kun i de ubetyde-

  1. Til ſaadanne umiddelbare Stevninger til højere Thing ſigtes maaſkee i ældre Gulathingslov Cap. 102.
  2. Se ovenfor om Søgsmaalet mod Sigurd Ranesſøn., S. 648, 649.
  3. Varſelet var i Froſtathingsloven fra 5 Dage (Femt) indtil 2 Maaneder, X. 1; i Gulathinget 15 Dage (3 Femter) i det længſte.
  4. Gulathingsloven 102, Froſtathingslov X. 26. 31. Bjarkøret 98.
  5. Froſtathingslov XIII. 26.
  6. Gulathingslov. Cap. 35.