Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1022

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1004
Magnus Erlingsſøn.

var indſtevnt til Fjerdingsthinget, ſkulde alle Thingmændene prøve Sagen, og hvis de vare enige, tildømme Sagſøgeren hans Fordring; denne Dom var da inappellabel, og Thingmændene eller ſaa mange af dem, ſom behøvedes, vare ſelv pligtige, i Forening med Kongens Aarmand, at fare til den Sagſøgtes Huus og ſkaffe Sagſøgeren hans tilgodehavende, tilligemed Godtgjørelſe for den Forurettelſe, han havde lidt af den anden Part, fordi denne ikke ſtrax efter Opfordring havde opfyldt ſin Pligt, ſaa vel ſom en Baug (Bod) til Kongen af ſamme Aarſag. Men kunde Thingmændene ikke enes, gik Sagen til Fylkesthinget, hvis Dom ligeledes var inappellabel, (ſandſynligviis ogſaa med Forpligtelſe for Thingmændene til at deeltage i Exekutionen), uden for ſaavidt en Fjerdedeel i det mindſte af Thingmændene ſtemte for at henviſe Sagen til Gulathinget[1]. Her dømte da Lagretten paa ſamme Maade, ſom Thingmændene ved ringere Thing, og Nevndarmændene vare ligeledes pligtige til paa Opfordring at hjelpe til Dommens Exekution[2]. Den af Lagretten afſagte Dom ſtadfæſtedes ſandſynligviis af de øvrige Nevndarmænd ved Vaabentag[3]. Omtrent paa ſamme Maade maa det have gaaet til i de øvrige Thingforeninger, med de Afvigelſer ſom den ovenfor nævnte Thing-Indretning medførte. Paa Eidſivathing var det rimeligviis Nevndarmænd fra de ſex Hovedfylker, (de tre oplandſke og de tre vikſke), der afſagde den egentlige Dom[4]. Gjennem hele denne Behandling af Retsſager til Thinge gaar det for vor ældre Proceslovgivning til Grund liggende Princip, at hvad der under ethvert Forhold var Lov og Ret, antoges almindelig bekjendt, ſaa at det alene var Faktum, hvorom Proceduren drejede ſig, og Anvendelſen af Lovens Bud paa det engang oplyſte og beviſte Faktum ikke egentlig var Dommernes Sag, men ſaa at ſige en umiddelbar Følge af Kjendelſen angaaende Faktum. Lagretten paa Thingene ſvarede ſaaledes omtrent til de Edſvorne i England, kun med den Forſkjel, at der endnu ikke behøvedes nogen lovkyndig Embedsmand til at anvende Lovens Bud paa den foreliggende Kjendsgjerning. Alene ved Lagthinget havde Lagretten, ſom ovenfor nævnt, Ret til, i Tilfælde hvor Loven tiede, at gaa videre end

  1. Dette har megen Analogi med den Skik, der paa Island kaldtes Veſang, ſ. n. S. 1012.
  2. Gulathingsloven Cap 35, jvfr. ovenf. S. 958.
  3. Herom ſ. o. I. 1. S. 148, 149, i de ældre Love findes vel intet om Vaabentag, men de yngre nævne udtrykkeligt derom (nyere Landslov 1—5) og Skikken har for alderdomsagtigt Præg til førſt ved denne Lovreviſion at kunne være indført.
  4. Froſtathinglovens Part X giver flere Beſtemmelſer for lignende Søgsmaal, men i det Hele taget ej ſaa klart ſom Gulathingsloven Cap. 35. Imidlertid er Hovedindholdet det ſamme, ſe iſær Cap. 19—24.