Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1021

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Forſkjellige
Thing. 1003

kunde komme til Endſkab, indſtevntes til Lagthingene for at faa endelig Afgjørelſe. Af lavere Thing gaves der i Gulathingslagen Fjerdingsthing, for hver Fjerding eller Fjerdedeel af et Fylke, og Fylkesthing[1]; i Thrøndelagen, hvor Fylkerne vare ſaa ſmaa, Fylkesthing, to Fylkers-Thing og fire Fylkers-Thing[2]; i Eidſævislagen Tredings- eller Halve-Thing, efter ſom Fylkerne vare deelte i Tredinger eller Halver, Fylkes-Thing, og tre Fylkers-Thing[3]. De ringeſte Thing (Fjerdingsthingene i Gulathingslagen, Fylkesthingene i Froſtathingslagen, og Tredings- eller Halve-Thingene i Eidſævis-Lagen) holdtes ikke paa beſtemte Tider, men efter ſom enhver fandt det nødvendigt, eller indtrufne Omſtændigheder fordrede de[4]. Thinget ſammenkaldtes da ved almindelig Budſtikke, eller, naar Manddrab havde fundet Sted, ved en Piil, hvorfor dette Slags Thing kaldtes Ørvarthing. Da det dog vilde foraarſage alt for meget Bryderi og Hinder i de daglige Forretninger for de Bønder, ſom ikke havde deſto ſtørre Folke-hjelp, om de hvert Øjeblik ſkulde være tvungne til at ſuge Thing i private Sager, var det beſtemt, at alle ſaakaldte Eenvirker (de ſom ej havde Arbejdere i deres Tjeneſte) kunde ſidde hjemme, undtagen ved Manddrabsthing, Konge-Thing og Mandtals-Thing; men de øvrige Bønder maatte rinder en vis Bod (Thingvite) indfinde ſig[5]. Naar nu f. Ex. en reen og klar Gjeldsſag, hvortil Vidner havdes, i Gulathingslagen

  1. At „Fjerdinger“ i det mindſte i Gulathingslagen var eenstydigt med „Hereder“ ſkulde man kunne ſlutte af den gamle Beſtemmelſe af Harald Haarfagre (ſ. o. I. S. 468), at der ſkulde være een Jarl i hvert Fylke, og at denne ſkulde have 4 Herſer (d. e. Hereds-Forſtandere) under ſig; imidlertid ſeer man dog af Gulathingslovens Cap. 12, at Herederne vare Underafdelinger af Fjerdingerne. Egentlige Heredsthing fandtes altſaa ej.
  2. Froſtathingsloven X. 30. I Stedet for Fylkesthingene ſynes i de Fylker, der laa udenfor det egentlige Thrøndelagen, Halvething eller Halvfylkesthing, at have været holdte, ſe Froſtathingslov XIV. 7. At dette i det mindſte var Tilfældet i Haalogaland og Naumdal, ſees deraf at begge disſe Fylker vare deelte i „Halver“ eller Halvfylker (ſe Aſlak Bolts Jordebog), hvorfor endnu den øvre Deel af Naumdal .kaldes Overhalven (efri hálfa). Men i Stedet for Firefylkersthing ſom Thing af anden Grad traadte da vel ogſaa, ſkjønt det ingenſteds nævnes, Fylkesthing. Hertil ſigtes dog maaſkee i Froſtathingsloven X. 30, hvor det heder, at naar et Fylke er deelt (skipat í sundr), ſkal det med Sagerne forholdes ſom med alle Fylkesmændenes (d. e. de egentlige Fylkesmænd eller Thrønders).
  3. Supplement til „Norges gl. Love“, II. S. 523. „Fylkesthing“ kaldes her ogſaa „ályktarþing“„ d. e. Slutnings- eller „endeligt Thing“, maaſkee fordi det her var ſjeldnere, at Sagerne gik videre.
  4. „Enhver raader for Thing, ſom tykkes at behøve Thing“, heder det i Gulathingsloven Cap. 131, og i Cap. 25: „Den ſom behøver Thing ſkal kjende (d. e. tilſige) Thing“.
  5. Gulathingslov Cap. 35.