Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1021

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Forskjellige
Thing. 1003

kunde komme til Endskab, indstevntes til Lagthingene for at faa endelig Afgjørelse. Af lavere Thing gaves der i Gulathingslagen Fjerdingsthing, for hver Fjerding eller Fjerdedeel af et Fylke, og Fylkesthing[1]; i Thrøndelagen, hvor Fylkerne vare saa smaa, Fylkesthing, to Fylkers-Thing og fire Fylkers-Thing[2]; i Eidsævislagen Tredings- eller Halve-Thing, efter som Fylkerne vare deelte i Tredinger eller Halver, Fylkes-Thing, og tre Fylkers-Thing[3]. De ringeste Thing (Fjerdingsthingene i Gulathingslagen, Fylkesthingene i Frostathingslagen, og Tredings- eller Halve-Thingene i Eidsævis-Lagen) holdtes ikke paa bestemte Tider, men efter som enhver fandt det nødvendigt, eller indtrufne Omstændigheder fordrede de[4]. Thinget sammenkaldtes da ved almindelig Budstikke, eller, naar Manddrab havde fundet Sted, ved en Piil, hvorfor dette Slags Thing kaldtes Ørvarthing. Da det dog vilde foraarsage alt for meget Bryderi og Hinder i de daglige Forretninger for de Bønder, som ikke havde desto større Folke-hjelp, om de hvert Øjeblik skulde være tvungne til at suge Thing i private Sager, var det bestemt, at alle saakaldte Eenvirker (de som ej havde Arbejdere i deres Tjeneste) kunde sidde hjemme, undtagen ved Manddrabsthing, Konge-Thing og Mandtals-Thing; men de øvrige Bønder maatte rinder en vis Bod (Thingvite) indfinde sig[5]. Naar nu f. Ex. en reen og klar Gjeldssag, hvortil Vidner havdes, i Gulathingslagen

  1. At „Fjerdinger“ i det mindste i Gulathingslagen var eenstydigt med „Hereder“ skulde man kunne slutte af den gamle Bestemmelse af Harald Haarfagre (s. o. I. S. 468), at der skulde være een Jarl i hvert Fylke, og at denne skulde have 4 Herser (d. e. Hereds-Forstandere) under sig; imidlertid seer man dog af Gulathingslovens Cap. 12, at Herederne vare Underafdelinger af Fjerdingerne. Egentlige Heredsthing fandtes altsaa ej.
  2. Frostathingsloven X. 30. I Stedet for Fylkesthingene synes i de Fylker, der laa udenfor det egentlige Thrøndelagen, Halvething eller Halvfylkesthing, at have været holdte, se Frostathingslov XIV. 7. At dette i det mindste var Tilfældet i Haalogaland og Naumdal, sees deraf at begge disse Fylker vare deelte i „Halver“ eller Halvfylker (se Aslak Bolts Jordebog), hvorfor endnu den øvre Deel af Naumdal .kaldes Overhalven (efri hálfa). Men i Stedet for Firefylkersthing som Thing af anden Grad traadte da vel ogsaa, skjønt det ingensteds nævnes, Fylkesthing. Hertil sigtes dog maaskee i Frostathingsloven X. 30, hvor det heder, at naar et Fylke er deelt (skipat í sundr), skal det med Sagerne forholdes som med alle Fylkesmændenes (d. e. de egentlige Fylkesmænd eller Thrønders).
  3. Supplement til „Norges gl. Love“, II. S. 523. „Fylkesthing“ kaldes her ogsaa „ályktarþing“„ d. e. Slutnings- eller „endeligt Thing“, maaskee fordi det her var sjeldnere, at Sagerne gik videre.
  4. „Enhver raader for Thing, som tykkes at behøve Thing“, heder det i Gulathingsloven Cap. 131, og i Cap. 25: „Den som behøver Thing skal kjende (d. e. tilsige) Thing“.
  5. Gulathingslov Cap. 35.