Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/102

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
84
Magnus den gode.

get havde faaet. Hans Hoved blev ſiden afhugget og bragt i Triumf til Conſtantinopel[1].

Vi have nu gjennemgaaet de Begivenheder inden det græſke Kejſerdømmes Grændſer, hvori Harald Sigurdsſøn maa antages at have taget mere eller mindre virkſom Deel. Det er allerede ovenfor nævnt, at den Fremſtilling heraf, ſom vore egne Sagaer give, er lidet nøjagtig, efterſom den betragter alle de Tog, hvori han deeltog, ſom Epiſoder af Toget til Sicilien under Gyrge eller Georg Maniakes, og derfor endog tildeels opregner dem i en urigtig Orden. Hertil kommer ogſaa, at de, paa Sagaviis, og ſaaledes ſom det ej mindre er Tilfældet hos Nordmannernes Sagaſkrivere Dudo og Galfred, lade deres Helt ſpille en mere indgribende og fremragende Rolle end tilbørligt. De Vers, ſom hiſt og her anføres af ſamtidige Skaldes Kvad, indeholde derimod, ſom man tydeligt kan ſee, aldeles ſandfærdige og paalidelige Beretninger, og havde man nu haft hine Kvad fuldſtændigt, vilde man deri fundet de ſikreſte Hovedmomenter for Beſkrivelſen af Haralds Krigerbane i Levanten. Men nu ere Verſene ſelv aabenbart deels urigtigt fortolkede af Sagaſkriverne, deels løsrevne af deres rette Orden og vilkaarligt omkaſtede, forat kunne pasſe med deres Fremſtilling og Ordning af Begivenhederne. At denne, ſaadan ſom vi kjende den, ingenlunde er den rette, eller den ſom man antage at Halldor Snorresſøn har fortalt paa Island og Harald ſelv godkjendt, men at den derimod er bleven ſenere bearbejdet efter udenlandſke Krøniker, hvis Angivelſer ikke engang have været rigtige, indlyſer deraf, at den, hvad Tidsangivelſer og Antydninger af de til den byzantinſke Kejſerhiſtorie hørende Fakta angaar, paa det nøjeſte ſlutter ſig til og øjenſynligt viſer ſig at være paavirket af den Fremſtilling, der forefindes i en omkring 1170 eller 1180 af Biſkop Romuald i Salerno udarbejdet Krønike[2]. Denne Krønike lader Kejſer Romanos Argyro dø allerede 1031, og efterfølges af Michael, hvilken den, ligeſom vore Sager, kalder Katalaktus; den lader Michael Katallaktes dø 1039 og efterfølges af en „Michael Etherarchis“[3], hvilken den igjen, gjørende tvende Michaeler af een, lader dø 1040 og efterfølges af en „Michael Arcontopanthiu“[4], der endnu ſamme Aar dør

  1. Kedrenos, S. 75, jvfr. Lupus, Guil. Appulus og Anon. Bar. l. c.
  2. Optagen i Muratoris Scr. rer. Ital. VII. B. Vi ville hermed ikke paaſtaa, at Romuald ej kan have udſkrevet en ældre Kilde, og at det netop ſkulde være Romualds Text, ikke denne ældre Kilde, vore Sagaſkrivere have benyttet. Vi mene kun, at den Text, der findes hos Romuald, lige meget, om forfattet af ham eller en anden, har været benyttet af Saga-Kompilatoren.
  3. Dette Tilnavn ſkal vel betyde „Hæteriarch“.
  4. Dette er aabenbart en Reminiſcens af Michael Paphlagos Titel Archon tu Puntheu, før han blev Kejſer, ſe ovenfor S. 62.