Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/101

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
83
Maniakes’s Opſtand. Nordmannerne i Bari.

Imidlertid havde Zoe, der ej kunde leve uden Egteſkab, tilbagekaldt fra Landflygtighed den anſeede Conſtantin Monomachos, udnævnt ham til Auguſtus, og egtet ham (11te Juni), hvorpaa han ſtrax kronedes af Patriarchen til Kejſer. Mellem Conſtantin og Georg Maniakes herſkede der Uvenſkab fra tidligere Dage. Dette forøgedes ogſaa derved, at Romanos Skleros, en Broder af Conſtantins højt elſkede Frille Skleræna, og ſom derfor nu med eet var ſtegen til de højeſte Værdigheder, benyttede ſig af Maniakes’s Fraværelſe til at hevne gamle Fornærmelſer, berøvede ham meget af hans Ejendom, forførte hans Huſtru, og fik Monomachos overtalt til at afſætte ham fra hans Befalingspoſt. Paa denne vilde dog Maniakes ikke med det Gode give Slip, og Monomach lod derfor aabne Underhandlinger med Argyro og Nordmannerne, der nu belejrede Trani (Auguſt 1042). Argyro, der foretrak den rolige Beſiddelſe af Bari under Kejſerens Beſkyttelſe og Naade for en uſikker Uafhængighed, laante Kejſerens Foreſtillinger et villigt Øre, og fik Nordmannerne overtalte til at ophæve Belejringen, imod Løftet om en betydelig Pengeſum. Denne overbragtes ogſaa virkelig af den til Maniakes’s Efterfølger udnævnte Pardos; men Maniakes lod Pardes opſnappe og gruſomt dræbe, tog ſelv Pengene, og gjorde nu, ſtolende paa disſe Rigdomme, aabenbar Opſtand, idet han iførte ſig den kejſerlige Dragt og antog Kejſertitel. Han uddeelte med rund Haand Gaver blandt Krigerne, og begav ſig endog til Bari, for at overtale Argyro og Nordmannerne til at gjøre fælles Sag med ham. Dette lykkedes dog ej, og en ny betydelig Pengeſum, der ankom fra Conſtantinopel, og denne Gang rigtigt modtoges af Argyro, bidrog meget til at ſikre ham Nordmannernes Hengivenhed (Oktober). Forbitret drog Maniakes til Floden Tarv, hvor han opſlog ſin Lejr, men Nordmannerne forfulgte ham, og han vovede ej at oppebie dem, men flygtede til Tarent, ladende ſin Lejr i Stikken. Nordmannerne plyndrede den og droge videre til Tarent, ſom de belejrede, uden dog at kunne indtage den ſterkt befeſtede Stad. Imidlertid fandt Maniakes det dog raadeligſt at gaa til Otranto; men da han ogſaa her truedes af Argyro og den nys ankomne græſke Befalingsmand Theodorokanos, ſatte han med ſine Krigere over til Epiros[1]. Han maa dog her have faaet betydeligt Tilløb, da vi erfare at Kejſeren, heel forſkrækket, ſendte ham et Brev, hvori han tilbød ham og hans Tilhængere Amneſti og ſtore Udmerkelſer, hvis han kun vilde nedlægge Vaabnene. Men Maniakes vilde intet herom bore, og Kejſeren maatte derfor ſende en Hær imod ham. Det kom til et Slag, hvori Maniakes ſejrede, og allerede blev han af alle ſine Mænd lykønſket ſom vis paa Kejſertronen, da han ſtyrtede ned af Heſten, og opgav Aanden formedelſt et Landſeſtik, han i Sla-

  1. Dette ſkede i eller ſtrax efter Febr. 1013, ſe Lupus Protoſ.,Muratori V. 43.