Imidlertid havde Zoe, der ej kunde leve uden Egteskab, tilbagekaldt fra Landflygtighed den anseede Constantin Monomachos, udnævnt ham til Augustus, og egtet ham (11te Juni), hvorpaa han strax kronedes af Patriarchen til Kejser. Mellem Constantin og Georg Maniakes herskede der Uvenskab fra tidligere Dage. Dette forøgedes ogsaa derved, at Romanos Skleros, en Broder af Constantins højt elskede Frille Skleræna, og som derfor nu med eet var stegen til de højeste Værdigheder, benyttede sig af Maniakes’s Fraværelse til at hevne gamle Fornærmelser, berøvede ham meget af hans Ejendom, forførte hans Hustru, og fik Monomachos overtalt til at afsætte ham fra hans Befalingspost. Paa denne vilde dog Maniakes ikke med det Gode give Slip, og Monomach lod derfor aabne Underhandlinger med Argyro og Nordmannerne, der nu belejrede Trani (August 1042). Argyro, der foretrak den rolige Besiddelse af Bari under Kejserens Beskyttelse og Naade for en usikker Uafhængighed, laante Kejserens Forestillinger et villigt Øre, og fik Nordmannerne overtalte til at ophæve Belejringen, imod Løftet om en betydelig Pengesum. Denne overbragtes ogsaa virkelig af den til Maniakes’s Efterfølger udnævnte Pardos; men Maniakes lod Pardes opsnappe og grusomt dræbe, tog selv Pengene, og gjorde nu, stolende paa disse Rigdomme, aabenbar Opstand, idet han iførte sig den kejserlige Dragt og antog Kejsertitel. Han uddeelte med rund Haand Gaver blandt Krigerne, og begav sig endog til Bari, for at overtale Argyro og Nordmannerne til at gjøre fælles Sag med ham. Dette lykkedes dog ej, og en ny betydelig Pengesum, der ankom fra Constantinopel, og denne Gang rigtigt modtoges af Argyro, bidrog meget til at sikre ham Nordmannernes Hengivenhed (Oktober). Forbitret drog Maniakes til Floden Tarv, hvor han opslog sin Lejr, men Nordmannerne forfulgte ham, og han vovede ej at oppebie dem, men flygtede til Tarent, ladende sin Lejr i Stikken. Nordmannerne plyndrede den og droge videre til Tarent, som de belejrede, uden dog at kunne indtage den sterkt befestede Stad. Imidlertid fandt Maniakes det dog raadeligst at gaa til Otranto; men da han ogsaa her truedes af Argyro og den nys ankomne græske Befalingsmand Theodorokanos, satte han med sine Krigere over til Epiros[1]. Han maa dog her have faaet betydeligt Tilløb, da vi erfare at Kejseren, heel forskrækket, sendte ham et Brev, hvori han tilbød ham og hans Tilhængere Amnesti og store Udmerkelser, hvis han kun vilde nedlægge Vaabnene. Men Maniakes vilde intet herom bore, og Kejseren maatte derfor sende en Hær imod ham. Det kom til et Slag, hvori Maniakes sejrede, og allerede blev han af alle sine Mænd lykønsket som vis paa Kejsertronen, da han styrtede ned af Hesten, og opgav Aanden formedelst et Landsestik, han i Sla-
- ↑ Dette skede i eller strax efter Febr. 1013, se Lupus Protos.,Muratori V. 43.
