Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1019

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1001
Nevndarmænd og Lagrette.


Blandt Nevndermændene udvalgtes eller opnævntes, ſom man maa formode, ſkjønt det ej udtrykkeligt ſiges, Lagretten, ſandſynligviis beſtaaende af 3 Tylfter[1]. Den adſkiltes fra den øvrige Thingforſamling ved Veebaand eller fredlyſte Skranker (ſ. o. I. 1. S. 149) og dens Hverv ſynes udelukkende at have været at dømme, medens alle Nevndermændene tilſammen, eller, ſom det hed uden og inden Veebaandene, vedtoge Lovsforandringer og bekræftede Dommen ved Vaabentag[2]. I Froſtathingslagen, og ſandſynligviis ogſaa i de øvrige Thingforeninger, var det vedtaget at ingen Lendermand maatte opnævnes til Medlem af Lagretten uden Bøndernes Tilladelſe, aabenbart af Frygt for at hans Autoritet vilde udøve altfor ſtor Indflydelſe[3]. Nevndermændene fik en efter Thingets Varighed faa vel ſom Rejſens Længde afpasſet Godtgjørelſe i Penge, kaldet Thingfarefæ, ſaa vel ſom en beſtemt Portion Smør, Meel og Malt til deres Fortæring paa Rejſen og under Thinget. Dette maatte de Bønder, hvert Fylke for ſig, udrede under en vis Pengebod for den, der undlod denne Pligt[4]. Derimod paabød Gulathingsloven udtrykkeligt, at to Lendermænd ſkulde være tilbage i Egdafylke, to i Ryfylke, een i Søndhordland, een i Firdafylke og een paa Søndmøre, for „at forſvare Folks Huus og Hjem mod Tyve og Ransmænd“. J Nordhordland og Sogn, der laa ſaa nær ved Thingſtedet, anſaaes vel dette ikke nødvendigt. Om nogen lignende Beſtemmelſe har været til for Froſtathingslagen, vides ej.

Gulathingets Nevndermænd og Lagrette ſammentraadte efter den ældre Beſtemmelſe, ſom enten faſtſattes eller bekræftedes af St. Olaf, Thorsdag i Paaſkeugen, altſaa i Marts eller April Maaned; paa Mødet 1164 beſtemtes Dagen til Petersmesſeaften eller 28de Juni. Tiden,i hvilken Lagretten var ſamlet, altſaa Thingtiden i det Hele

    i det mindſte paa Naumdal og Nordmøre, er Froſtathingslovens I. 1, hvor „Udenfjordsmænd“, altſaa Mænd fra de nys nævnte Fylker, udtrykkeligt omtales ſom Nevndemænd.

  1. Dette maa man fornemmelig ſlutte fra Analogien i den yngre Landslov, ſaa vel ſom Egils Saga, ſ. o. I. 1. S. 1061. Det var ſandſynligviis Aarmændene eller Lendermændene, der ogſaa opnævnte Lagrettesmændene.
  2. Til en ſaadan Frygt finder man oftere Spor i Lovgivningen.
  3. Froſtathingslov Cap. 46.
  4. Bedſt findes dette udført i Gulathingsloven, der her er fuldſtændig, medens Froſtathingsloven desværre juſt paa dette Sted har en Lakune. Fra Fjordene, Sogn og Hørdaland, de Fylker der laa Gulathinget nærmeſt, ſkulde hver Nevndermand have 1 Maanedsmad Smør og Meel. Fra Ryfylke ſkulde hver have 1½ Maanedsmad. Fra de fjerneſte Fylker, Agder og Søndmøre, ſkulde hver have 2 Maanedsmader Smør og Meel. Derforuden ſkulde hver Nevndermand, uanſeet Fylkets Afſtand, have 1 Øre vejet Sølv og 1 Saald Malt. I Froſtathingsloven omtales kun Thingfarefæ.