Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1019

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
1001
Nevndarmænd og Lagrette.


Blandt Nevndermændene udvalgtes eller opnævntes, som man maa formode, skjønt det ej udtrykkeligt siges, Lagretten, sandsynligviis bestaaende af 3 Tylfter[1]. Den adskiltes fra den øvrige Thingforsamling ved Veebaand eller fredlyste Skranker (s. o. I. 1. S. 149) og dens Hverv synes udelukkende at have været at dømme, medens alle Nevndermændene tilsammen, eller, som det hed uden og inden Veebaandene, vedtoge Lovsforandringer og bekræftede Dommen ved Vaabentag[2]. I Frostathingslagen, og sandsynligviis ogsaa i de øvrige Thingforeninger, var det vedtaget at ingen Lendermand maatte opnævnes til Medlem af Lagretten uden Bøndernes Tilladelse, aabenbart af Frygt for at hans Autoritet vilde udøve altfor stor Indflydelse[3]. Nevndermændene fik en efter Thingets Varighed faa vel som Rejsens Længde afpasset Godtgjørelse i Penge, kaldet Thingfarefæ, saa vel som en bestemt Portion Smør, Meel og Malt til deres Fortæring paa Rejsen og under Thinget. Dette maatte de Bønder, hvert Fylke for sig, udrede under en vis Pengebod for den, der undlod denne Pligt[4]. Derimod paabød Gulathingsloven udtrykkeligt, at to Lendermænd skulde være tilbage i Egdafylke, to i Ryfylke, een i Søndhordland, een i Firdafylke og een paa Søndmøre, for „at forsvare Folks Huus og Hjem mod Tyve og Ransmænd“. J Nordhordland og Sogn, der laa saa nær ved Thingstedet, ansaaes vel dette ikke nødvendigt. Om nogen lignende Bestemmelse har været til for Frostathingslagen, vides ej.

Gulathingets Nevndermænd og Lagrette sammentraadte efter den ældre Bestemmelse, som enten fastsattes eller bekræftedes af St. Olaf, Thorsdag i Paaskeugen, altsaa i Marts eller April Maaned; paa Mødet 1164 bestemtes Dagen til Petersmesseaften eller 28de Juni. Tiden,i hvilken Lagretten var samlet, altsaa Thingtiden i det Hele

    i det mindste paa Naumdal og Nordmøre, er Frostathingslovens I. 1, hvor „Udenfjordsmænd“, altsaa Mænd fra de nys nævnte Fylker, udtrykkeligt omtales som Nevndemænd.

  1. Dette maa man fornemmelig slutte fra Analogien i den yngre Landslov, saa vel som Egils Saga, s. o. I. 1. S. 1061. Det var sandsynligviis Aarmændene eller Lendermændene, der ogsaa opnævnte Lagrettesmændene.
  2. Til en saadan Frygt finder man oftere Spor i Lovgivningen.
  3. Frostathingslov Cap. 46.
  4. Bedst findes dette udført i Gulathingsloven, der her er fuldstændig, medens Frostathingsloven desværre just paa dette Sted har en Lakune. Fra Fjordene, Sogn og Hørdaland, de Fylker der laa Gulathinget nærmest, skulde hver Nevndermand have 1 Maanedsmad Smør og Meel. Fra Ryfylke skulde hver have 1½ Maanedsmad. Fra de fjerneste Fylker, Agder og Søndmøre, skulde hver have 2 Maanedsmader Smør og Meel. Derforuden skulde hver Nevndermand, uanseet Fylkets Afstand, have 1 Øre vejet Sølv og 1 Saald Malt. I Frostathingsloven omtales kun Thingfarefæ.