Hovedsagen var, at Jarlen som Vasall var afhængig af Kongen, og i det mindste efter Bogstaven, forpligtet til at understøtte ham med Krigsmagt, naar han dertil opfordredes. Anden Skat end enkelte saakaldte Gaver ved højtidelige Lejligheder, som Hyldinger, Bekræftelser i Jarldømmet, o. a. d. Og vist er det at Kongerne ikke i mindste Maade blandede sig ind i Øernes indre Bestyrelse. Jarlen herskede .i saa Henseende som souverain Fyrste.
Alle Lovforandringer, der ikke ene og alene beroede paa Kongerne selv, men krævede Folkets eller dets Lederes Samtykke, afgjordes, som vi have seet, deels paa de store Lagthing, deels paa de overordentlige Rigsmøder. Det ligger i Sagens Natur, og viser sig ogsaa af hvad der tidligere er berettet om Rigsmøderne i Throndhjem og Bergen, at Forhandlings-Emnerne paa de sidste vare statsretlige Spørgsmaal, der vedkom lige meget hver enkelt Deel af Riget. Derimod maa man antage, at de Love, der bragtes istand eller forandredes paa de ordentlige Lagthing, kun vedkom den private Ret, hvor vigtige de end i sig selv kunde være; de gjaldt i det mindste ikke videre end for den Thingforening, inden hvilken de vedtoges, og det var saa langt fra, at enhver Forandring i een Thingforening ogsaa vedtoges af den anden, at man meget mere maa betragte de store Afvigelser, der stundom finde Sted mellem de enkelte Thingforeningers ældre Lovgivninger indbyrdes, som et Tegn paa, hvor lidet man i den ene lagde Merke til, hvad der skede i den anden. Lagthingenes Organisation stemmede i det Væsentlige med Althingets paa Island. Ligesom det egentlige Thingpersonale, der vedtog Lovforandringer m. m., her bestod af Lagretten, eller Goderne med de af dem selv tilforordnede Mænd, saaledes bestod det i Norge ligeledes af Lendermændene, Aarmændene, enkelte af Biskoppen opnævnte Prester, og endelig de saakaldte Thing- eller Nevnde-Mænd, der opnævntes af Lendermændene eller Aarmændene. Om Lendermændene først skrede ind, naar Aarmændene forsømte at opnævne Thingmænd, eller om de — nævnte hver sine, Lendermændene i sine Vejtsler og Aarmændene i sine Bestyrelses-Distrikter, siges ikke; det sidste er dog det rimeligste. Forresten er det kun Gulathingsloven, som her omtaler Lendermændene; efter Frostathingsloven synes det ene at være Aarmændene, der opnævne Thingmændene. Det er saaledes langt fra, at disse udvalgtes af Folket; tvertimod betragtedes deres Opnævnelse aabenbart som en Kongen tilkommende Ret, og dennes Indflydelse paa Lovgivningen maatte derfor blive betydelig. Vi kjende
