Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1017

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
999
Thingvæſen og Rettergang.

Hovedſagen var, at Jarlen ſom Vaſall var afhængig af Kongen, og i det mindſte efter Bogſtaven, forpligtet til at underſtøtte ham med Krigsmagt, naar han dertil opfordredes. Anden Skat end enkelte ſaakaldte Gaver ved højtidelige Lejligheder, ſom Hyldinger, Bekræftelſer i Jarldømmet, o. a. d. Og viſt er det at Kongerne ikke i mindſte Maade blandede ſig ind i Øernes indre Beſtyrelſe. Jarlen herſkede .i ſaa Henſeende ſom ſouverain Fyrſte.

107. Thingvæſen og Rettergang.


Alle Lovforandringer, der ikke ene og alene beroede paa Kongerne ſelv, men krævede Folkets eller dets Lederes Samtykke, afgjordes, ſom vi have ſeet, deels paa de ſtore Lagthing, deels paa de overordentlige Rigsmøder. Det ligger i Sagens Natur, og viſer ſig ogſaa af hvad der tidligere er berettet om Rigsmøderne i Throndhjem og Bergen, at Forhandlings-Emnerne paa de ſidſte vare ſtatsretlige Spørgsmaal, der vedkom lige meget hver enkelt Deel af Riget. Derimod maa man antage, at de Love, der bragtes iſtand eller forandredes paa de ordentlige Lagthing, kun vedkom den private Ret, hvor vigtige de end i ſig ſelv kunde være; de gjaldt i det mindſte ikke videre end for den Thingforening, inden hvilken de vedtoges, og det var ſaa langt fra, at enhver Forandring i een Thingforening ogſaa vedtoges af den anden, at man meget mere maa betragte de ſtore Afvigelſer, der ſtundom finde Sted mellem de enkelte Thingforeningers ældre Lovgivninger indbyrdes, ſom et Tegn paa, hvor lidet man i den ene lagde Merke til, hvad der ſkede i den anden. Lagthingenes Organiſation ſtemmede i det Væſentlige med Althingets paa Island. Ligeſom det egentlige Thingperſonale, der vedtog Lovforandringer m. m., her beſtod af Lagretten, eller Goderne med de af dem ſelv tilforordnede Mænd, ſaaledes beſtod det i Norge ligeledes af Lendermændene, Aarmændene, enkelte af Biſkoppen opnævnte Preſter, og endelig de ſaakaldte Thing- eller Nevnde-Mænd, der opnævntes af Lendermændene eller Aarmændene. Om Lendermændene førſt ſkrede ind, naar Aarmændene forſømte at opnævne Thingmænd, eller om de — nævnte hver ſine, Lendermændene i ſine Vejtſler og Aarmændene i ſine Beſtyrelſes-Diſtrikter, ſiges ikke; det ſidſte er dog det rimeligſte. Forreſten er det kun Gulathingsloven, ſom her omtaler Lendermændene; efter Froſtathingsloven ſynes det ene at være Aarmændene, der opnævne Thingmændene. Det er ſaaledes langt fra, at disſe udvalgtes af Folket; tvertimod betragtedes deres Opnævnelſe aabenbart ſom en Kongen tilkommende Ret, og dennes Indflydelſe paa Lovgivningen maatte derfor blive betydelig. Vi kjende