Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1016

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
998
Magnus Erlingsſøn.

Bergens Stift, d. e. Hørdafylke, Sygnafylke og Firdafylke, omkring 1150 omtrent havde et af Folkeantal 110000 Menneſker, bliver Biſkoppens aarlige Reide 2750 Ertoger eller 916 Ører, hvilket i virkelig Værdi efter de nuværende Forhold kan ſættes lige faa højt ſom 9000 Spdlr. Komme nu hertil Indtægterne af Biſkops-Godſet, Fjerdeparten af Tienden og det viſtnok betydelige Sagefald, og Vejtſlerne eller Gegngerden ved de aarlige Viſitatsrejſer[1], ſaa ſees det let, at Biſkoppernes Indtægter maa have været meget betydelige i Forhold til alle andre Landsmænds, undtagen Kongernes, og at de have kunnet fore en næſten fyrſtelig Levemaade, og endda var Bergens Biſkopsſtol den daarligſte eller næſt daarligſte i Landet[2]. Oslos Biſkopsſtol, og end mere Erkeſtolen i Throndhjem, indbragte ſikkerlig meget mere. Biſkopperne manglede følgelig ikke Evne til at omgive ſig med Pragt og Magtens Attributer. Kun faldt det af ſig ſelv, at da de ikke ſelv vare Lensfyrſter eller havde nogen verdslig Regjeringsret over Indbyggerne paa deres Gaarde, kunde de heller ikke ſelv uddele Forleninger, eller antage Lendermænd.

Om Kirkeforfatningen i og for ſig ſelv er der allerede ovenfor udførligt handlet. Her er det kun Biſkoppernes verdslige Stilling, vi have for Øje.

Virkelige Lensfyrſter vare derimod Kongerne paa Syderøerne og Orknøernes Jarler. De førſtes Afhængighed ſtod dog indtil Gudrøds Tid paa en temmelig uſikker Fod, og nogen beſtemt Vedtægt med Henſyn til de af Vaſallforholdet følgende Præſtationer var neppe endnu faſtſat. Uagtet Orknøerne regnedes til Skatlandene, og deres Afhængighed af Norge ſom Vaſalland var fuldkommen erkjendt, lader det dog heller ikke her til at beſtemte eller regelmæsſige Præſtationer fandt Sted[3].

  1. Biſkoppen ſkulde, naar han indviede en Fylkeskirke (paa Oplandene Tredingskirke) om Sommeren have et Følge af 30. Mand, og Skyds af 30 Heſte, foruden en Taumheſt (palefroi) til ſig ſelv, ſamt en 3 Dages Vejtſle (i Viken en fem Dages). Gulathingsloven 9. 14, Froſtathingslov II. 11, 44, Eidſiva Chriſtenret 31, 34, 40; Vikens Cap. 10. For ringere Kirker var en mindre Ydelſe beſtemt.
  2. At Biſkopsſtolen i Oslo anſaaes bedre end baade den ſtavangerſke og bergenſke, ſees deels af Biſkop Nikolas’s Forflyttelſe 1190 fra Stavanger til Oslo (Sverres Saga Cap. 111), deels af Biſkop Jakobs Befordring til Oslo 1407, ſe de islandſke Annaler ved dette Aar.
  3. Da Harald Maddadhsſøn, ſom det i det følgende ſkal viſes, i 1197 underkaſtede ſig Kong Sverre, ſom ved denne Lejlighed aldeles fratog ham Hjaltland, maatte han og, ſom det fortælles, afſtaa Halvdelen af Indtægterne af Orknø til Kongen, ſom fra den Tid af holdt Sysſelmænd paa Øerne. Dette ſynes at viſe, at der tidligere ingen regelmæsſige Afgifter vare ydede, hvilket ogſaa ſtemmer med Udſagnet i Olaf den helliges Saga, Cap. 212, at Kong Harald Haarfagre frit og Torv-Einar fra at betale Skat, da han havde nok med at forſvare Landet, jvfr. ovenfor I. S. 316, Note 1.