Bergens Stift, d. e. Hørdafylke, Sygnafylke og Firdafylke, omkring 1150 omtrent havde et af Folkeantal 110000 Mennesker, bliver Biskoppens aarlige Reide 2750 Ertoger eller 916 Ører, hvilket i virkelig Værdi efter de nuværende Forhold kan sættes lige faa højt som 9000 Spdlr. Komme nu hertil Indtægterne af Biskops-Godset, Fjerdeparten af Tienden og det vistnok betydelige Sagefald, og Vejtslerne eller Gegngerden ved de aarlige Visitatsrejser[1], saa sees det let, at Biskoppernes Indtægter maa have været meget betydelige i Forhold til alle andre Landsmænds, undtagen Kongernes, og at de have kunnet fore en næsten fyrstelig Levemaade, og endda var Bergens Biskopsstol den daarligste eller næst daarligste i Landet[2]. Oslos Biskopsstol, og end mere Erkestolen i Throndhjem, indbragte sikkerlig meget mere. Biskopperne manglede følgelig ikke Evne til at omgive sig med Pragt og Magtens Attributer. Kun faldt det af sig selv, at da de ikke selv vare Lensfyrster eller havde nogen verdslig Regjeringsret over Indbyggerne paa deres Gaarde, kunde de heller ikke selv uddele Forleninger, eller antage Lendermænd.
Om Kirkeforfatningen i og for sig selv er der allerede ovenfor udførligt handlet. Her er det kun Biskoppernes verdslige Stilling, vi have for Øje.
Virkelige Lensfyrster vare derimod Kongerne paa Syderøerne og Orknøernes Jarler. De førstes Afhængighed stod dog indtil Gudrøds Tid paa en temmelig usikker Fod, og nogen bestemt Vedtægt med Hensyn til de af Vasallforholdet følgende Præstationer var neppe endnu fastsat. Uagtet Orknøerne regnedes til Skatlandene, og deres Afhængighed af Norge som Vasalland var fuldkommen erkjendt, lader det dog heller ikke her til at bestemte eller regelmæssige Præstationer fandt Sted[3].
- ↑ Biskoppen skulde, naar han indviede en Fylkeskirke (paa Oplandene Tredingskirke) om Sommeren have et Følge af 30. Mand, og Skyds af 30 Heste, foruden en Taumhest (palefroi) til sig selv, samt en 3 Dages Vejtsle (i Viken en fem Dages). Gulathingsloven 9. 14, Frostathingslov II. 11, 44, Eidsiva Christenret 31, 34, 40; Vikens Cap. 10. For ringere Kirker var en mindre Ydelse bestemt.
- ↑ At Biskopsstolen i Oslo ansaaes bedre end baade den stavangerske og bergenske, sees deels af Biskop Nikolas’s Forflyttelse 1190 fra Stavanger til Oslo (Sverres Saga Cap. 111), deels af Biskop Jakobs Befordring til Oslo 1407, se de islandske Annaler ved dette Aar.
- ↑ Da Harald Maddadhssøn, som det i det følgende skal vises, i 1197 underkastede sig Kong Sverre, som ved denne Lejlighed aldeles fratog ham Hjaltland, maatte han og, som det fortælles, afstaa Halvdelen af Indtægterne af Orknø til Kongen, som fra den Tid af holdt Sysselmænd paa Øerne. Dette synes at vise, at der tidligere ingen regelmæssige Afgifter vare ydede, hvilket ogsaa stemmer med Udsagnet i Olaf den helliges Saga, Cap. 212, at Kong Harald Haarfagre frit og Torv-Einar fra at betale Skat, da han havde nok med at forsvare Landet, jvfr. ovenfor I. S. 316, Note 1.
