Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1015

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
997
Biſkopperne.

vigtigt, efterſom det dog under alle Omſtændigheder blev Rigsforſamlingen, hvem den endelige Afgjørelſe forbeholdtes. Men da hine Beſtemmelſer ikke egentlig vare af længere Varighed end Magnus Erlingsſøns Regjeringstid, og det nye Syſtem, ſom derefter indførtes, lagde ganſke anderledes Vegt paa den nærmeſt mulige Nedſtammen fra den ſidſt afdøde Konge, ſamt paa at Regjeringen ikke oftere overdroges til flere Konger paa een Gang, faldt det af.ſig ſelv, at alt, hvad der kunde lette uberettigede Tronprætendenters Fremtræden, afſkaffedes.

106. Biſkopperne og deres verdslige Stilling. Lensfyrſterne.


Alle de Anliggender, ſom paa den her i det foregaaende ſkildrede Maade beſtyredes eller lededes af Kongerne, vare, ſom man lettelig kan forſtaa, alene de verdslige. Kirken og dens Anliggender dannede en egen Afdeling for ſig, der i Norge, ſom andenſteds i den romerſk-katholſke Verden under Middelalderen, var den verdslige Magt uvedkommende, undtagen naar denne i yderſte Nødstilfælde maatte laane den gejſtlige ſin Arm. Men Beſtyrelſesmaaden ſelv var ganſke i Analogi med den verdslige. Biſkopperne, og efter Domkapitlernes Indførelſe Biſkopperne i Forening med disſe, traadte her i Kongens Sted. Biſkoppen havde Sagefaldet af kirkelige Forbrydelſer. De biſkoppelige Godſer beſtyredes ogſaa af Aarmænd, der tillige udførte de kirkelige Søgsmaal, hændede Dom over dem, der havde forbrudt ſig mod Kirken, oppebare Sagefaldet[1] og opkrævede Biſkoppens øvrige Indtægter. Hvor vidt Biſkopperne allerede paa den Tid, vi her have for os, holdt Huuskarle eller eget Hof paa verdslige Høvdingers Viis, ſiges ej udtrykkeligt, med det ſynes næſten allerede at ligge i Begrebet om „tigne“ (fyrſtelige) Mænd, til hvilke Biſkopperne hørte; det ſtemmer med, hvad der ellers i Europa var det ſædvanlige, og viſt er det, at man i alle Fald ſenere finder biſkoppelige Huuskarle og Skutelſvende omtalte. Biſkoppernes Indtægter vare visſelig ſtore nok til at holde et betydeligt Følge. Gulathingsloven beſtemmer den aarlige Afgift (Reide), han ſkulde have af Biſkopsdømmets Beboere, til en Ertog for 40 Perſoner[2]. Antaget, at

  1. Dette ſees næſten paa hver Side af de ældre Chriſtenretter. Ved Eiendomsforbrydelſer deeltes dog, ſom ovenfor viiſt, det forbrudte Gods. I Stedet for „Aarmand“ bruges ofte Benævnelſen „erendreki“ (Fuldmægtig), hvilket maaſkee var en hæderligere Titel, ſom Mænd af god Familie ej undſaa ſig for at bære, medens de for ingen Priis vilde kaldes „Aarmænd“.
  2. Gulathingsloven Cap. 9, jvfr. Froſtathingsloven II 44, Eidſivalov, Chriſtenret Cap. 31, 33, 40. Vikens Chriſtenret Cap. 10.