Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1014

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
996
Magnus Erlingsſøn.

kan ſlutte, været gjeldende, at Brødre, hvor mange de end vare, og uden Henſyn til deres Byrd, vare lige berettigede til Kongenavn og Andeel i Regjeringen efter deres Faders Død; ligeledes, at Døtre viſtnok aldrig kunde arve Tronen, men at Datterſønner vare berettigede dertil, naar Sønner, Sønneſønner eller andre Deſcendenter i den mandlige Linje ikke fandtes. Det er ej uſandſynligt, at kun Deſcendenter af lige Slægtſkabsgrad ſamtidigt kaldtes til Sukcesſion, ſaaledes at, naar en af to eller flere fælles regjerende Brødre døde før de øvrige, hans Søn da ikke ſtrax traadte i hans Sted og repræſenterede hans Linje, men maatte vente, indtil alle Farbrødrene vare døde, hvorpaa han da blev ſideordnet og lige berettiget med disſes Sønner. At Magnus Sigurdsſøn og hans Farbroder Harald Gille ſamtidigt vare Konger, ſvækker ikke denne Formodning, thi Magnus var allerede tagen til Konge før Faderens Død ved dennes Foranſtaltning, og Harald ſkulde egentlig havde været udelukket fra Regjeringen, ſom han efter Sigurds Død paa en vis Maade tilſneg ſig. Da Inges Broderſøn, Haakon Herdebred, af en enkelt Faktion ophøjedes til Konge, betragtedes han og hans Venner af Inge og dennes Tilhængere aabenbart ſom Oprørere. Da det, for at faa Deel i Regjeringen, kun udfordredes for en Kronprætendent, at han erkjendtes for en Broder af den regjerende Konge paa fædrene Side, er det ej at undres over, at han anvendte ethvert lovligt Beviismiddel, der ſtod til hans Raadighed, og da Gudsdommene paa den Tid endnu udgjorde vigtige Beviismidler M kom følgelig Jærnbyrden til at ſpille en betydelig Rolle. Uagtet der med denne unegtelig kunde ſkee, og virkelig ſkede, mange Bedragerier. — ſtrengt taget maa jo enhver ſaakaldet heldig Jernbyrd være et Bedrageri — afſtedkom den dog neppe ſaa mange Ulemper med Henſyn til Sukcesſionen, ſom det oftere har været paaſtaaet. For det Tidsrum, vi her have gjennemgaaet, er der endnu kun Tale om Harald Gille, og uagtet der var mange, ſom ſtedſe anſaa ham for en Bedrager, er det øjenſynligt, at Kong Sigurd, der dog var meeſt interesſeret i Sagen, oprigtigt erkjendte ham for ſin Broder, og ſaaledes af Omſtændigheder, der ikke udtrykkeligt meddeles, men ſom han ſelv bedre end andre kunde bedømme, maa have følt ſig overbeviiſt om at det dog havde ſin Rigtighed med hans Udſagn. Men derfor ſtod viſtnok Vejen til at anvende dette Middel paa en bedragerſk og for Riget fordærvelig Maade lige fuldt“aaben, og det var ſaaledes paa Tide, at Gudsdommene, ſom vi i det følgende ville ſee, et Par Generationer ſenere end Udgangen af nærværende Tidsrum bleve afſkaffede. De Beſtemmelſer med Henſyn til Tronfølgen, ſom indførtes paa Mødet i Bergen, gjorde forreſten Spørgsmaalet om Jernbyrdens Betydning ved Afgjørelſen af en Kronprætendents Arveret mindre