Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1013

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
995
Tronfølgen.

nu Kongerne indbyrdes kom i Strid med hinanden, var Landet ogſaa i Virkeligheden deelt mellem de ſtridende Parter. Slig Fællesregjering frembød dog altfor rig Anledning for Ariſtokratiet til at udvide ſin Magt paa Kongens Bekoſtning, til at nogen Magnat ſkulde modſætte ſig den. Vi have Sagaernes udtrykkelige Vidnesbyrd om, at endog Bønderne netop følte ſig ſærdeles tilfreds i Fællesregjeringernes ſenere Periode[1]. Førſt da man havde faaet Borgerkrig i egentlig Forſtand, og andre Begreber om Kongemagtens Betydning havde begyndt at fæſte Rødder, fik man Øjnene ret aabne for Fællesregjeringens Fordærvelighed[2].

105. Sukcesſionen. Tronprætendenters Berettigelſe.


Uagtet Lovene opſtillede en beſtemt Arvegang med Henſyn til al Privat-Ejendom, og navnlig gjorde ſtor Forſkjel mellem egte og uegte Fødſel, ſees det dog at man lige fra de ældſte Tider har gjort Undtagelſe herfra med Henſyn til Konge-Arven eller Thron-Sukcesſionen, eller at denne ingenſinde er kommen under den private Arvegangs Kategori. Navnlig ſynes for Kongedømmet alt Spørgsmaal om den Egteføddes Fortrin for den Uegte at være bortfaldt, viſtnok, ſom man kan ſkjønne, af den Grund, at man ved at nære Betænkeligheder mod at ophøje en Konges uegte Søn paa Tronen kunde komme i det Tilfælde, ingen Tronfølger at faa. De fleſte Tronfølgere ſiden St. Olafs Tid vare Frilleſønner. Magnus den gode fødtes af Alfhild, medens hans Fader Olaf levede i Egteſkab med Aſtrid. Olaf Kyrres Moder Thora var vel gift med Harald Haardraade, men Dronning Elliſiv, med hvem han var lovlig gift, levede endnu. Magnus Barfod var Frilleſøn; ingen af hans Sønner vare egtefødde; af Harald Gilles Sønner var kun Inge egtefød, og dog ſtilledes de andre Brødre fuldkommen ved Siden af ham, om ej i virkelig Anſeelſe, ſaa dog i ſtatsretlig Betydning. Den Regel har, ſom man

  1. Se ovenfor S. 918. Det er der viiſt, at Aarſagen til, at Norge forholdsviis led faa lidet ved Tronkrigene i Fællesregjeringernes Tid, kom deraf, at Krigen ſelv egentlig ikke berørte Folket i Almindelighed, kun de krigførende Fyrſter og deres nærmeſte Tilhængere. Det ſamme var Tilfældet i England under de tilſyneladende endnu blodigere Krige mellem den røde og hvide Roſe i det 16de Aarhundrede. Dette bevidnes udtrykkeligt af den ſamtidige Comines: Entre toutes les seigneuries du monde, dont j’ai connaissance, où la chose publique est mieux traitée et où règne moins de violence sur le peuple, etoù il n’y a nuls édifices abattus ni démolis pour guerre, c’est Angleterre, et tombe le sort et le malheur sur ceux qui font la guerre.
  2. Dette ſees nokſom af Ræſonnementet i Kongeſpejlet (S. 75) der netop maa antages forfattet i den næſte Generation efter Sigurd, Inges og Eyſteins Tid, men af en ældre Mand, der ogſaa havde levet i denne.