Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1012

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
994
Magnus Erlingsſøn.

gerne var bleven Vejtſlemændene til Deel, dem ſelv mere tilgode end Kongen, fra hvem den havde ſit Udſpring.

Hvorledes alle disſe Forhold ordnedes, naar flere Konger herſkede paa een Gang, ſiges ingenſteds udtrykkeligt, men man maa ſlutte ſig dertil af enkelte Angivelſer, ſom forekomme hiſt og her. Ved ſlige Fællesregjeringer var det, ſom man tydeligt kan ſee, den oprindelige Mening, at Regjeringen ſelv lige fuldt ſkulde være een, og Landet ſelv ikke deles, men kun at visſe Kongsgaarde anſloge til Underhold for hver af Medkongerne[1]. Om man nu ved denne Fordeling af Krongodſet ſøgte ſaa vidt muligt at lade enhver Konge faa ſin Part ſamlet paa eet Sted, eller hver af dem havde Gaarde, der laa adſpredte over hele Riget, ſiges ikke udtrykkeligt, dog ſynes det næſten, ſom om det hyppigere forekommende Udtryk at Riget „ſluttedes mellem Brødrene“ forudſætter det fortie. At Regjeringen ſelv ikke deeltes, ſeer man deraf, at f. Ex. Kong Eyſtein, der dog ſkulde have faaet den nordligere Deel af Landet, i den tidligere Deel a.f ſin Regjering hyppigt opholdt ſig ſyd i Viken, medens derimod Sigurd Jorſalafare oftere opholdt ſig i Throndhjem. Dog behøver man neppe derfor at antage, at ogſaa enhvers Deel af Krongodſet har været ſpredt, thi naar en Konge opholdt ſig udenfor den Deel af Landet, hvor hans Gaarde laa, har.han vel, hvad der ogſaa tildeels antydes, taget ſin Reſidens i Byerne[2], der ifølge Sagens Natur ej kunde være Delingen underkaſtede. En anden Sag var det, at enhver Konge nødvendigviis maa have haft meeſt at ſige, og ſaaledes i Virkeligheden været den fornemſte Herſker, i den Deel af Landet, hvor hans Godſer vare beliggende. Fuldſtændig Eenhed og Fællesſkab i Regjeringen opnaaedes kun, naar de to eller flere Medkonger tillige havde fælles Hird. Men, dette indtraf, ſaa vidt man kan ſee, kun i en eneſte kort Periode under Kongerne Inge Haraldsſøns og Sigurd Munds Mindreaarighed[3]. Siden, .heder det, toge de hver ſin Hird, og dette var det ſædvanlige under Fællesregjeringerne. Saaledes havde Kongerne hver ſine Hirdmænd, ja endog Lendermænd[4]. Naar

  1. Se ovenfor S. 120.
  2. Naar Eyſtein, ſom det ovenfor er omtalt, ſtundom opholdt ſig i Viken (f. Ex. i Vintren 1113—14), nævnes udtrykkeligt Sarpsborg.
  3. Se ovenfor S. 801.
  4. Se ovenfor S. 647, hvor Vidkunn Jonsſøn ſelv angiver ſig ſom Sigurd Jorſalafares Lendermand, og derfor, om det i paakommende Tilfælde behøvedes, pligtig at underſtøtte ham endog mod Kong Eyſtein ſelv. At Vidkunn for øvrigt var bleven Sigurds, ikke Eyſteins Lendermand, uagtet det ſynes rimeligt at Lendermændene nordenfjelds ſtode under Eyſtein, kan forklares deraf, at Vidkunn allerede paa Orknø, ſtrax efter Magnus Barfods Fald, uden al Tvivl har gaaet Sigurd til Haande.