gerne var bleven Vejtslemændene til Deel, dem selv mere tilgode end Kongen, fra hvem den havde sit Udspring.
Hvorledes alle disse Forhold ordnedes, naar flere Konger herskede paa een Gang, siges ingensteds udtrykkeligt, men man maa slutte sig dertil af enkelte Angivelser, som forekomme hist og her. Ved slige Fællesregjeringer var det, som man tydeligt kan see, den oprindelige Mening, at Regjeringen selv lige fuldt skulde være een, og Landet selv ikke deles, men kun at visse Kongsgaarde ansloge til Underhold for hver af Medkongerne[1]. Om man nu ved denne Fordeling af Krongodset søgte saa vidt muligt at lade enhver Konge faa sin Part samlet paa eet Sted, eller hver af dem havde Gaarde, der laa adspredte over hele Riget, siges ikke udtrykkeligt, dog synes det næsten, som om det hyppigere forekommende Udtryk at Riget „sluttedes mellem Brødrene“ forudsætter det fortie. At Regjeringen selv ikke deeltes, seer man deraf, at f. Ex. Kong Eystein, der dog skulde have faaet den nordligere Deel af Landet, i den tidligere Deel a.f sin Regjering hyppigt opholdt sig syd i Viken, medens derimod Sigurd Jorsalafare oftere opholdt sig i Throndhjem. Dog behøver man neppe derfor at antage, at ogsaa enhvers Deel af Krongodset har været spredt, thi naar en Konge opholdt sig udenfor den Deel af Landet, hvor hans Gaarde laa, har.han vel, hvad der ogsaa tildeels antydes, taget sin Residens i Byerne[2], der ifølge Sagens Natur ej kunde være Delingen underkastede. En anden Sag var det, at enhver Konge nødvendigviis maa have haft meest at sige, og saaledes i Virkeligheden været den fornemste Hersker, i den Deel af Landet, hvor hans Godser vare beliggende. Fuldstændig Eenhed og Fællesskab i Regjeringen opnaaedes kun, naar de to eller flere Medkonger tillige havde fælles Hird. Men, dette indtraf, saa vidt man kan see, kun i en eneste kort Periode under Kongerne Inge Haraldssøns og Sigurd Munds Mindreaarighed[3]. Siden, .heder det, toge de hver sin Hird, og dette var det sædvanlige under Fællesregjeringerne. Saaledes havde Kongerne hver sine Hirdmænd, ja endog Lendermænd[4]. Naar
- ↑ Se ovenfor S. 120.
- ↑ Naar Eystein, som det ovenfor er omtalt, stundom opholdt sig i Viken (f. Ex. i Vintren 1113—14), nævnes udtrykkeligt Sarpsborg.
- ↑ Se ovenfor S. 801.
- ↑ Se ovenfor S. 647, hvor Vidkunn Jonssøn selv angiver sig som Sigurd Jorsalafares Lendermand, og derfor, om det i paakommende Tilfælde behøvedes, pligtig at understøtte ham endog mod Kong Eystein selv. At Vidkunn for øvrigt var bleven Sigurds, ikke Eysteins Lendermand, uagtet det synes rimeligt at Lendermændene nordenfjelds stode under Eystein, kan forklares deraf, at Vidkunn allerede paa Orknø, strax efter Magnus Barfods Fald, uden al Tvivl har gaaet Sigurd til Haande.
