Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1011

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
993
Haandgangne Mænd.

eller beholdt det ſtørre Perſonale. Det ſidſte er det rimeligſte, og da der nu tillige ſom ofteſt var to eller tre Konger, hver med ſin Hird, blev derved Hofſindernes Antal endnu ſtørre. Her er der dog kun Tale om de virkelige, eller, ſom de kaldtes, bordfaſte, Hirdmænd eller Huuskarle. Foruden dem gaves der, ſom nys nævnt, en Mængde, der kunde kaldes titulære Hirdmænd, nemlig ſom fik Titlen blot for Ærens Skyld, og viſtnok derved bleve Kongens Mænd, gik ham til Haande, og vare pligtige, efter ſom det faldt ſig, at underſtøtte ham eller hans Ombudsmænd, men ſom ej vare bundne til at opholde ſig ved Hoffet, eller gjøre regelmæsſig Tjeneſte. Saadanne Mænd, beder det, blive Kongens Mænd formedelſt alſkens Idrætter, nogle ere Bønder, nogle Kjøbmænd, nogle andre Slags Lægmænd[1]. Til denne Klasſe hørte følgelig ogſaa de mange Islændinger, der fik Hirdmænds-Værdighed. Men da de derved, ſom det udtrykkeligt ſiges, tillige forpligtede ſig til at ſtaa Kongens Embedsmænd bi, naar ſom helſt disſe i deres Herres Ærende kom til det Sted, hvor de opholdt m, bidrog denne Indretning ikke lidet til at forøge Kongens Magt. Der fandtes ogſaa flere ikke bordfaſte Hirdmænd, der, uden at have Lendermandstitel, dog ligeſom Lendermændene havde Vejtſler, kun mindre, det vil ſige fra til 3, 4 Merker. De fleſte af disſe vare enten Lendermænds Sønner, eller Bønder, der i Rigdom og Anſeelſe næſten kunde ſtaa ved Siden af Lendermændene[2]. De vare, heder det, ligeſom Befalingsmænd i Herederne, det vil vel lille, at de vare at betragte ſom Lendermændenes Hjelpere og ſtode under deres Befaling. I Krigstilfælde brugtes de fornemmelig ſom Skibsſtyremænd. De anvendtes ogſaa i Geſandtſkaber og i de før omtalte Sendelſer til fremmede Lande for at drive Handel med Kongens Gods.

Drabet paa en haandgangen Mand afſonedes med en overordentlig Bod af 1 Mark Guld eller 8 Mkr. Sølv. til Kongen foruden det ſædvanlige Thegngilde af 40 Mkr. Det var ikke de bordfaſte alene, der bødedes ſaaledes, men alle, ogſaa de titulære[3]. Ved Hjelp af denne ſtore Masſe haandgangne Mænd rundt om i Landet maatte det ſtaa i en kraftfuld og talentfuld Konges Magt, at erhverve langt ſtørre Indflydelſe, end Kongens ſtatsretlige Stilling egentlig medførte. Men da Lendermænds-Ariſtokratiet førſt havde faaet Overhaand, kom den Magt, der ved Forlenin-

  1. Kongeſpejlet S. 60. Kongeſpejlets Skildring tilhører vel nærmeſt Tiden omkring 1195, men at Forholdene i hele Aarhundredet, hvad disſe Sager angik, var det ſamme, ſees af mange Hentydninger i Sagaerne.
  2. Kongeſpejlet S. 60.
  3. Kongeſpejlet S. 60. Om Thegngildet, eller Boden fordi man berøvede Kongen en Thegn d. e. Underſaat, ſe o. I. 1. S. 134, Anm. 2; jvfr. nedf. S. 1008.