Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1008

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
990
Magnus Erlingsſøn.

arbejdede ſig op til, have vi i det foregaaende ſeet. Det laa i Sagens Natur, at de, ſom ej alene havde Ret, men endog var forpligtede til at holde bevæbnede, vel øvede Huustropper, derved erhvervede et Vælde, ſom naar de indbyrdes holdt ſammen — og det maatte Fællesſkab i Interesſer ſnart lære dem — lettelig kunde overfløje Kongemagten; ej at tale om den Anſeelſe, deres fornemme Byrd og Familieforbindelſer ſkaffede dem. Det kunde viſtnok ved førſte Øjekaſt ſynes, ſom om Kongen havde et dobbelt Baand paa dem til at holde dem i tilbørlig Afhængighed, deels derved at Forleningerne ikke nødvendigviis vare arvelige, deels ogſaa derved, at de i Regelen ikke gjaldt længer end til Forlenerens Død, ſaa at Indehaveren paany maatte tage dem til Len af den følgende Konge, der altſaa ſtrengt taget havde det i ſin Magt at negte Fornyelſen[1]. Men det er let at forſtaa, hvorledes Opinionen, og den Glands, der ſtraalede om Lendermands-Ætterne, næſten gjorde det uundgaaeligt, at Sønnen efterfulgte Faderen i hans Værdighed, hvilket ogſaa i Loven forudſættes ſom det ſædvanlige; hvortil kom, at Sønnen i alle Fald havde Faderens Huuskarle til ſin Raadighed. Og med Henſyn til Lenenes Fornyelſe ved Kongeſkifte have vi i Sveinke Steinarsſøns Optræden allerede ſeet et Exempel paa, hvor vanſkeligt det var, endog for mægtigere og kraftigere Konger, at faa Bugt med en gjenſtridig, af Bønderne yndet og af talrige Huustropper underſtøttet, Lendermand. Og ved de paa Rigsmødet i Bergen vedtagne Beſtemmelſer, der ſaa godt ſom ganſke lagde Tronens Beſættelſe i de verdslige og gejſtlige Magnaters Haand, maatte det ſidſte Tag, Kongen havde paa Lendermændene, aldeles glippe, og Riget virkelig ſtaa paa Nippet til at blive en oligarchiſk Republik, med en Skyggekonge i Spidſen, ligeſom Polen i ſenere Tider, og følgelig lige ſaa hjemſøgt af Anarchiet og dettes opløſende Følger, ſom det nys nævnte Rige. Det var derfor paa høj Tid, at der optraadte en Kronprætendent, der, uden at ſkylde Ariſtokratiet ſin Ophøjelſe, værnede om Kongedømmet, ſtyrkede og uddannede det monarchiſke Element, og derved gav Landet et nyt Sammenhold.

De ſamme Embedspligter, ſom Aarmanden havde paa Landet, udøvede den ſaakaldte Gjaldkere i Byerne. Men da Gjaldkeren ikke havde nogen Kongsgaard at foreſtaa, eller udøvede Syſler, der anſaaes nærmeſt at tilhøre Trælle eller Frigivne, var hans Stilling langt mere anſeet, end

    at der kun var een Jarl i Riget. Da Haakon Herdebred udnævnte Sigurd af ment til Jarl, kom denne derved netop til at indtage Jarlernes oprindelige Stilling. Jfr. de ældre ſvenſke Love.

  1. Se ovenfor S. 652, jvfr. 790.