Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1006

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
988
Magnus Erlingsſøn.

der ej efterlod Arving i 5te Led, intet Samtykke af Folket behøvede, da han her kun bortgav af ſit eget[1].

Dr her omhandlede Regjeringsſyſler udøvede Kongen fornemmelig ved Lendermændene og Aarmændene. Men foruden den ſtore Forſkjel, ſom herſkede mellem en Lendermand og en Aarmand med Henſyn til Byrd og Anſeelſe, vare og deres Embeder ſelv, om man kan bruge dette Udtryk for Lendermændenes Vedkommende, aldeles grundforſkjellige. Lendermanden var egentlig ingen Embedsmand, men en Vaſall. Han havde modtaget kongeligt Gods til Len[2], og hans væſentligſte Forpligtelſe var, ved de Huuskarle, han holdt, ſom overhoved ved ſin Anſeelſe og Indflydelſe, at underſtøtte Kongen ſaavel i Krig, ved at fremmøde med ſin Troppe-Kontingent, ſom i Fred, ved at renſe Landet for Ugjerningsmænd, og ſtaa Aarmændene bi ved Oppebærelſen af de kongelige Indtægter, og Udførelſen af de fældte Domme[3]. Lendermændene befattede ſig ikke ſelv med Skatteindkrævning, uden for ſaa vidt de vare forlenede med alle de kongelige Indtægter eller en Deel deraf; derimod vare de ſelv ſkattepligtige af deres Ejendomsgaarde og for deres Perſoner. De vare fornemmelig Krigshøvdinger, der ej havde med den civile Adminiſtration at gjøre. — Aarmændene derimod vare ene og alene Civil-Embedsmænd. De beſtyrede de kongelige Gaarde, ſom ej vare bortforlene-de til Lendermændene eller Jarlen, oppebare i et Diſtrikt, der ſandſynligviis har været nøje betegnet, alle de kongelige Indtægter, beſørgede Vejtſlerne, vare i Kongens Navn forpligtede til at hænde Dom over Forbrydere og ſee dem afſtraffede, ſaa vel ſom at beſørge Domme, afſagte mellem private Perſoner, opfyldte. Med Krigsvæſenet havde de ikke andet at beſtille end at holde Mandtal, paaſee at Udredſlerne ſkede ordentligt, at Ledingsſkibene vare i forſvarlig Stand, o. ſ. v., ſamt oppebære

  1. Saaledes heder det om Ophævelſen af de nys nævnte Paalæg, at Kongerne gave disſe „Retterbøder“; ligeledes heder det at Sigurd, Eyſtein og Olaf „gave“ den 14de Arv, d. e. gave Slip paa Kronens Rettighed at tage en Arv, naar der efter Arveladeren ikke vare nærmere Frænder end uegte Farbrødre og Broderſønner m. fl, Froſtathingsloven VIII. 15.
  2. Se herom ogſaa ovenfor, I. 1. S. 716.
  3. Hvorledes Lendermændene paa Grund af deres Stilling vare forpligtede til at værne om Landet, er i det Foregaaende meget ofte viſt ved Exempler, navnlig under Fejden med Sigurd Slembedjakn, da Lendermændene i Viken udviklede ſaa megen Virkſomhed, og ligeledes da Venderne angrebe Kongehelle, hvor de nærmeſte Lendermænd ſtrax fremmødte. Af Beretningen om Sveinke Steinarsſøn ſees, hvorledes han ſom Lendermand holdt Orden i Landet.