der ej efterlod Arving i 5te Led, intet Samtykke af Folket behøvede, da han her kun bortgav af sit eget[1].
Dr her omhandlede Regjeringssysler udøvede Kongen fornemmelig ved Lendermændene og Aarmændene. Men foruden den store Forskjel, som herskede mellem en Lendermand og en Aarmand med Hensyn til Byrd og Anseelse, vare og deres Embeder selv, om man kan bruge dette Udtryk for Lendermændenes Vedkommende, aldeles grundforskjellige. Lendermanden var egentlig ingen Embedsmand, men en Vasall. Han havde modtaget kongeligt Gods til Len[2], og hans væsentligste Forpligtelse var, ved de Huuskarle, han holdt, som overhoved ved sin Anseelse og Indflydelse, at understøtte Kongen saavel i Krig, ved at fremmøde med sin Troppe-Kontingent, som i Fred, ved at rense Landet for Ugjerningsmænd, og staa Aarmændene bi ved Oppebærelsen af de kongelige Indtægter, og Udførelsen af de fældte Domme[3]. Lendermændene befattede sig ikke selv med Skatteindkrævning, uden for saa vidt de vare forlenede med alle de kongelige Indtægter eller en Deel deraf; derimod vare de selv skattepligtige af deres Ejendomsgaarde og for deres Personer. De vare fornemmelig Krigshøvdinger, der ej havde med den civile Administration at gjøre. — Aarmændene derimod vare ene og alene Civil-Embedsmænd. De bestyrede de kongelige Gaarde, som ej vare bortforlene-de til Lendermændene eller Jarlen, oppebare i et Distrikt, der sandsynligviis har været nøje betegnet, alle de kongelige Indtægter, besørgede Vejtslerne, vare i Kongens Navn forpligtede til at hænde Dom over Forbrydere og see dem afstraffede, saa vel som at besørge Domme, afsagte mellem private Personer, opfyldte. Med Krigsvæsenet havde de ikke andet at bestille end at holde Mandtal, paasee at Udredslerne skede ordentligt, at Ledingsskibene vare i forsvarlig Stand, o. s. v., samt oppebære
- ↑ Saaledes heder det om Ophævelsen af de nys nævnte Paalæg, at Kongerne gave disse „Retterbøder“; ligeledes heder det at Sigurd, Eystein og Olaf „gave“ den 14de Arv, d. e. gave Slip paa Kronens Rettighed at tage en Arv, naar der efter Arveladeren ikke vare nærmere Frænder end uegte Farbrødre og Brodersønner m. fl, Frostathingsloven VIII. 15.
- ↑ Se herom ogsaa ovenfor, I. 1. S. 716.
- ↑ Hvorledes Lendermændene paa Grund af deres Stilling vare forpligtede til at værne om Landet, er i det Foregaaende meget ofte vist ved Exempler, navnlig under Fejden med Sigurd Slembedjakn, da Lendermændene i Viken udviklede saa megen Virksomhed, og ligeledes da Venderne angrebe Kongehelle, hvor de nærmeste Lendermænd strax fremmødte. Af Beretningen om Sveinke Steinarssøn sees, hvorledes han som Lendermand holdt Orden i Landet.
