Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1005

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
987
Kongens Myndighed.

Ukrænkelighed allerede var bleven gjeldende, lægger nokſom for Dagen, hvor lidet man endnu var betænkt paa at bringe Konſekvens i Lovgivningen. Kongen var fuldkommen i Beſiddelſe af, og repræſenterede den udøvende Myndighed, eller, ſom man i hine Dage udtrykte ſig, hans Pligt var at forſvare Landet, overholde Orden, og refſe til Landrenſelſe og Fred. Saaledes laa Retten til at begynde Krig og ſlutte Fred i hans Haand[1]; det var hans Pligt, ſom han ved ſine underordnede Befuldmægtigede opfyldte, at ſkaffe Enhver Ret, d. e. at paaſe at Lovens Bud og afſagte Domme bleve opfyldte, og at Forbrydere fik deres fortjente Straf[2]. Derfor var det ogſaa, at han oppebar Sagefaldet, og naar hans Embedsmænd undlode at gjøre deres Pligt i faa Henſeende forfaldt de ſelv i Bøder til Folket[3]. Selv havde han ingen dømmende Magt; denne var i Folkets egne Hænder, og han var ſelv Folkets Dom underkaſtet. Naar Kongerne desuagtet ofte i Sagaerne optræde ſom dømmende, er det kun fordi Sagen var voldgiven deres Afgjørelſe. Da Kongen ene og alene var den exſekutive Magts Repræſentant, havde han heller ikke i ſig ſelv nogen lovgivende Myndighed, hvilken ligeledes hvilede hos Folket; det ligger dog i Sagens Natur, at Folket kun udøvede denne Myndighed ved enten til Thinge, eller paa andre ſærſkilte Møder, at ſamtykke i eller forkaſte ethvert Forſlag til Lovsforandring; men da neppe nogen anden end Kongen ſelv eller den, han dertil bemyndigede, havde Initiativet, og Thingmændene desuden, ſom det nedenfor ſkal viſes, opnævntes af Lendermændene,Aarmændene eller Sysſelmændene, blev Kongens Indflydelſe paa Lovgivningen lige fuldt ſtor, og viſt er det, at han i alle Fald fik Æren for alle Forbedringer[4]. At Kongen ligeledes behøvede Folkets Samtykke til at forhøje de beſtaaende Skatter og Bøder, eller indføre nye, forſtaar ſig af ſig ſelv[5]; derimod fulgte det paa den anden Side af den Foreſtilling, man havde om Krongodſet eller Statskasſen ſom Kongens virkelige Ejendom, at alle nye Beſtemmelſer, hvor ved Lettelſer i beſtaaende Byrder indførtes, eller hvorved Kongen overhoved gav ſlip paa Rettigheder, han hidtil havde haft, f. Ex. Arv efter den,

  1. Dette indeholdes i Retten til boð ok bann.
  2. Se herom nedenfor, hvor Aarmændenes Embedspligter og Retsſagernes Behandling nærmere omtales.
  3. Gulathingsloven Cap. 253.
  4. Retterbøderne eller Lovsforandringerne benævntes nemlig ſtedſe efter Kongerne.
  5. Ved ſlige Lejligheder heder det derfor ſtedſe, at Folket, eller, ſom Lovene ofteſt udtrykke ſig „vi“ have „jaattet“ (d. e. tilſagt, lovet) Kongen denne eller hiin Afgift. En anden Sag var det med Sven Alfivesſøns Paalæg, thi han optraadte ſom den enevældige Erobrer.