Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1004

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
986
Magnus Erlingsſøn.

ſom helſt Landſkab eller Fylke, han mistænkte, Giſler; men han maatte dog ikke beholde Giſlerne længer end fem Dage, efter at den fiendtlige Flaade var ude af Sigte fra Landet. Den Beſtemmelſe, ſom gjaldt i Øſtergøtland og Veſtergøtland, at enhver Konge ved ſin Tronbeſtigelſe ſkulde tage Giſler, og ſom vel oprindelig havde ſin Rod i, at disſe Landſkaber betragtedes ſom erobrede af Sviarne, herſkede ſaaledes ikke i Norge[1].

104. Statsretlige Forhold. Adminiſtration.


Efter ſaaledes at have ſeet, hvilke Kongens Indtægter og hans dermed forbundne Rettigheder vare, bliver det lettere at danne os et Begreb om hans ſtatsretlige Stilling, eller overhoved om Norges ſtatsretlige Forhold i det 11te og 12te Aarhundrede, ſaa vidt de uklare og ſvævende Foreſtillinger, ſom paa hiin Tid ſelv herſkede desangaaende, gjøre det muligt. Gjennem den hele Tidsperiode gaar der en ſtadig Kamp mellem Kongedømmet, der fra det lidet betydende Fylke-Kongedømme ſøger at arbejde ſig op til uindſkrænket Vælde, og Slægts-Ariſtokratiet med Lendermændene i Spidſen. Som et Tegn paa, hvor uklare Foreſtillingerne vare, behøver man kun at anføre den Artikel i Froſtathingsloven, ſom beſtemte, at naar en Konge gjorde ulovlig Atfar (d. e. voldeligt Overfald paa en Mand i hans Hjem), ſkulde Ør opſkæres, og ſendes om i alle Fylker, hvorefter Indbyggerne under 3 Mks. Straf for hver ſkulde ſamle ſig, angribe ham og dræbe eller forjage ham af Landet, hvortil han aldrig ſkulde komme tilbage. At denne Beſtemmelſe ligefrem er en Levning fra Fylkekonge-Tiden, og ſaaledes i og for ſig antikveret, ſkjønnes ej alene deraf, at Lovgivningen paa ſamme Tid ved ſtrenge Beſtemmelſer om Landraad netop ſøger at forebygge al Slags Opſtand, men og af den Omſtændighed, at der umiddelbart efterfølger aldeles lignende Beſtemmelſer med Henſyn til Jarl og Lendermænd, kun med den Forſkjel, at Øren i disſe Tilfælde kun ſkulde gaa om i fire eller to Fylker; dette viſer nemlig, at hine „alle Fylker“ kun ere de 8 i Thrøndelagen[2]. Men at Beſtemmelſen dog blev ſtaaende, medens Foreſtillingen om Kongemagtens

  1. Gulathingslov Cap. 312. jvfr. Veſtgøtaloven, Retl. B. Cap. 1. I Gøtaland betragtedes det, merkeligt nok, næſten ſom en Æresſag for Landet, at Kongen ikke indfandt ſig uden efter at have modtaget Giſler, thi formedelſt Undladelſe deraf blev, ſom det heder Ragnvald Knaphøvde dræbt, ſe ovenfor S. 672.
  2. Froſtathingslov 50—52. I Gulathingsloven findes ingen tilſvarende Artikel; kun Beſtemmelſer for det Tilfælde, at Lendermand eller Aarmand gjøre Atfar hos en Bonde, Cap. 141, 213.