som helst Landskab eller Fylke, han mistænkte, Gisler; men han maatte dog ikke beholde Gislerne længer end fem Dage, efter at den fiendtlige Flaade var ude af Sigte fra Landet. Den Bestemmelse, som gjaldt i Østergøtland og Vestergøtland, at enhver Konge ved sin Tronbestigelse skulde tage Gisler, og som vel oprindelig havde sin Rod i, at disse Landskaber betragtedes som erobrede af Sviarne, herskede saaledes ikke i Norge[1].
Efter saaledes at have seet, hvilke Kongens Indtægter og hans dermed forbundne Rettigheder vare, bliver det lettere at danne os et Begreb om hans statsretlige Stilling, eller overhoved om Norges statsretlige Forhold i det 11te og 12te Aarhundrede, saa vidt de uklare og svævende Forestillinger, som paa hiin Tid selv herskede desangaaende, gjøre det muligt. Gjennem den hele Tidsperiode gaar der en stadig Kamp mellem Kongedømmet, der fra det lidet betydende Fylke-Kongedømme søger at arbejde sig op til uindskrænket Vælde, og Slægts-Aristokratiet med Lendermændene i Spidsen. Som et Tegn paa, hvor uklare Forestillingerne vare, behøver man kun at anføre den Artikel i Frostathingsloven, som bestemte, at naar en Konge gjorde ulovlig Atfar (d. e. voldeligt Overfald paa en Mand i hans Hjem), skulde Ør opskæres, og sendes om i alle Fylker, hvorefter Indbyggerne under 3 Mks. Straf for hver skulde samle sig, angribe ham og dræbe eller forjage ham af Landet, hvortil han aldrig skulde komme tilbage. At denne Bestemmelse ligefrem er en Levning fra Fylkekonge-Tiden, og saaledes i og for sig antikveret, skjønnes ej alene deraf, at Lovgivningen paa samme Tid ved strenge Bestemmelser om Landraad netop søger at forebygge al Slags Opstand, men og af den Omstændighed, at der umiddelbart efterfølger aldeles lignende Bestemmelser med Hensyn til Jarl og Lendermænd, kun med den Forskjel, at Øren i disse Tilfælde kun skulde gaa om i fire eller to Fylker; dette viser nemlig, at hine „alle Fylker“ kun ere de 8 i Thrøndelagen[2]. Men at Bestemmelsen dog blev staaende, medens Forestillingen om Kongemagtens
- ↑ Gulathingslov Cap. 312. jvfr. Vestgøtaloven, Retl. B. Cap. 1. I Gøtaland betragtedes det, merkeligt nok, næsten som en Æressag for Landet, at Kongen ikke indfandt sig uden efter at have modtaget Gisler, thi formedelst Undladelse deraf blev, som det heder Ragnvald Knaphøvde dræbt, se ovenfor S. 672.
- ↑ Frostathingslov 50—52. I Gulathingsloven findes ingen tilsvarende Artikel; kun Bestemmelser for det Tilfælde, at Lendermand eller Aarmand gjøre Atfar hos en Bonde, Cap. 141, 213.
