Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1003

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
985
Ledingsvæsen.

Nat; men for hver Fjord, den kom til, sendtes en Træ-Øe ind i de indre Egne fra Gaard til Gaard, som sædvanlig Budstikke. Fra ethvert Huus, hvortil den kom, skulde Thegn og Træl inden fem Dage indfinde sig til Skibet paa egen Bekostning. Hvis det kom til Kamp, og en Træl nedlagde en Fiende, fik han til Belønning sin Frihed[1]. For at Alle tilbørligt skulde kunne bidrage til Landets Forsvar, var det foreskrevet, at hver fri og voxen Mand i det mindste skulde have Sverd eller Bredøxe med Skaft, Spyd med Skaft, og et rødt Skjold med tre Rader Jernbeslag og jernnaglet Haandtag. Andre Forsvarsvaaben fordredes ej, og denne, for de Tider tarvelige, Bevæbning tilligemed en Bue, og to Tylfter Pile for boer Tofte var vistnok ogsaa den, hvormed Ledingstropperne vare udrustede, naar de gjorde Tjeneste[2].

Kongens allerede omtalte Ret til Bud og Bann (Krigs-Opbud og Forbud mod Skibsfart eller Udførsel af visse Harer) vedkom især Krigsforholdene, og opføres derfor i Loven under Ledings-Bolken[3], men den sidst nævnte Ret udøvedes dog ogsaa, som vi allerede have seet Exempel paa, ved andre Lejligheder, og maatte, anvendt i et eget Øjemed, kunne skaffe Kongen store Fordele[4]. En Bestemmelse, som vel fornemmelig sigtede til Overholdelse af Landefreden, men som dog ogsaa vidner om den bestemte Hensigt at modarbejde Vikinge-Væsenet, og som derfor rimeligviis først er bleven til i Midten af det 12te Aarhundrede, er Indskrænkningen af Privatmænds Frihed til at bygge Langskibe. Naar en Mand i et Hered byggede et Langskib, skulde nærmeste Aarmand eller Lendermand strax fare til og spørge ham om Bestemmelsen dermed; vilde han ej angive denne, skulde han affordre ham en betydelig Kaution, og vægrede han sig ved at stille denne, skulde Aarmanden eller Lendermanden, eller, hvis disse undlode det, Bønderne selv forhugge Skibet og tage Sejlet bort[5]. For at sikre sig Indbyggernes Lydighed mod et forventet fiendtligt Angreb havde Kongen ogsaa Ret til at affordre hvilket

  1. Gulathingsloven Cap. 312. Frostathingslov.
  2. Gulathingsloven Cap. 309, Frostathingslov II. 13, 15.
  3. Gulathingsloven 295, 313, Frostathingslov VII. 27.
  4. F. Ex. Kong Olaf den helliges Forbud mod Kornudførfel fra det sydlige Norge til det nordlige, se ovf. I. 2. S. 615, Harald Haardraades Embargo paa Skibene i Nidaros til Fordeel for Halldor Snorressøn, se ovenfor S. 235, og Erling Skakkes Embargo paa Skibene i Bergens Havn, for at Haakon Herdebred kunde blive overrumplet, se ovenfor S. 914.
  5. Gulathingslov Cap. 314. Naar Bønderne undlode at gjøre deres Pligt i dette Stykke, forfaldt de i en Bod til Kongen, kaldet Toftegjeld, af 1 Mark for hver Styrehamle.