Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1003

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
985
Ledingsvæſen.

Nat; men for hver Fjord, den kom til, ſendtes en Træ-Øe ind i de indre Egne fra Gaard til Gaard, ſom ſædvanlig Budſtikke. Fra ethvert Huus, hvortil den kom, ſkulde Thegn og Træl inden fem Dage indfinde ſig til Skibet paa egen Bekoſtning. Hvis det kom til Kamp, og en Træl nedlagde en Fiende, fik han til Belønning ſin Frihed[1]. For at Alle tilbørligt ſkulde kunne bidrage til Landets Forſvar, var det foreſkrevet, at hver fri og voxen Mand i det mindſte ſkulde have Sverd eller Bredøxe med Skaft, Spyd med Skaft, og et rødt Skjold med tre Rader Jernbeſlag og jernnaglet Haandtag. Andre Forſvarsvaaben fordredes ej, og denne, for de Tider tarvelige, Bevæbning tilligemed en Bue, og to Tylfter Pile for boer Tofte var viſtnok ogſaa den, hvormed Ledingstropperne vare udruſtede, naar de gjorde Tjeneſte[2].

Kongens allerede omtalte Ret til Bud og Bann (Krigs-Opbud og Forbud mod Skibsfart eller Udførſel af visſe Harer) vedkom iſær Krigsforholdene, og opføres derfor i Loven under Ledings-Bolken[3], men den ſidſt nævnte Ret udøvedes dog ogſaa, ſom vi allerede have ſeet Exempel paa, ved andre Lejligheder, og maatte, anvendt i et eget Øjemed, kunne ſkaffe Kongen ſtore Fordele[4]. En Beſtemmelſe, ſom vel fornemmelig ſigtede til Overholdelſe af Landefreden, men ſom dog ogſaa vidner om den beſtemte Henſigt at modarbejde Vikinge-Væſenet, og ſom derfor rimeligviis førſt er bleven til i Midten af det 12te Aarhundrede, er Indſkrænkningen af Privatmænds Frihed til at bygge Langſkibe. Naar en Mand i et Hered byggede et Langſkib, ſkulde nærmeſte Aarmand eller Lendermand ſtrax fare til og ſpørge ham om Beſtemmelſen dermed; vilde han ej angive denne, ſkulde han affordre ham en betydelig Kaution, og vægrede han ſig ved at ſtille denne, ſkulde Aarmanden eller Lendermanden, eller, hvis disſe undlode det, Bønderne ſelv forhugge Skibet og tage Sejlet bort[5]. For at ſikre ſig Indbyggernes Lydighed mod et forventet fiendtligt Angreb havde Kongen ogſaa Ret til at affordre hvilket

  1. Gulathingsloven Cap. 312. Froſtathingslov.
  2. Gulathingsloven Cap. 309, Froſtathingslov II. 13, 15.
  3. Gulathingsloven 295, 313, Froſtathingslov VII. 27.
  4. F. Ex. Kong Olaf den helliges Forbud mod Kornudførfel fra det ſydlige Norge til det nordlige, ſe ovf. I. 2. S. 615, Harald Haardraades Embargo paa Skibene i Nidaros til Fordeel for Halldor Snorresſøn, ſe ovenfor S. 235, og Erling Skakkes Embargo paa Skibene i Bergens Havn, for at Haakon Herdebred kunde blive overrumplet, ſe ovenfor S. 914.
  5. Gulathingslov Cap. 314. Naar Bønderne undlode at gjøre deres Pligt i dette Stykke, forfaldt de i en Bod til Kongen, kaldet Toftegjeld, af 1 Mark for hver Styrehamle.