Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/1001

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Ledingsvæſen
983


Hvert Aar holdtes der Mandtalsthing i hver Skibrede, hvor alle Bønder, endog Lendermændene ſaa vel ſom Koner, der havde ſit eget Bo, ſkulde indfinde ſig og under Ed opgive for Aarmanden, hvor mange Perſoner der fandtes paa enhvers Gaard; disſe Talangivelſer bleve da ſkorede, ſom det heder, d. e. ridſede paa Karveſtok, og efter dem beſtemtes der videre ſaavel hvad enhver Bonde havde at udrede, ſom i Krigstid, hvor mange Mand ſkulde fare ud af Skibreden. Kongen ſelv udnævnte Styremanden paa ethvert Skib, og Styremanden udnævnte igjen Beſætningen. Han ſkulde førſt opnævne løſe og ledige Perſoner, og førſt naar de ej ſtrak til, boſatte Mænd[1]. Af Sagaerne ſees, at ikke alle de tilſagte Ledingstropper indfandt ſig ſamtidigt, men derimod ſluttede ſig til Kongen, efterſom han drog langs med Landet og forbi hvert Fylke. Men heraf fulgte, at de førſt ankomne Troppers Tid ſtundom næſten kunde være til Ende, naar de ſidſte indfandt ſig, og derfor har man ſaa ofte Exempel paa, at Kongen, naar han med Ledingen var dragen nordenfra og havde ligget en kort Tid ved Lands-Enden, maatte lade Thrønderne og Haaleygerne m. fl. drage hjem. En anden Sag var det, om Ledingsfolkene ved Haab om Bytte eller af Iver for Sagen lode ſig bevæge til at blive længere end de egentlig vare pligtige. Saavel af denne Grund, fem fordi Ledingsſkibene vare ſmaa, og Ledingstropperne, hvad man let kan forſtaa, mindre krigsvante og øvede, ſamt derhos, ſom det nedenfor vil ſees, kun tarveligt bevæbnede, kunne de aldrig have udgjort Hovedſtyrken af Hæren eller Flaaden[2]. Denne beſtod derimod deels af de Skibe, ſom Kongen ſelv ejede og bemandede med ſine Hirdmænd, Gjeſter og Huuskarle, deels af dem, ſom Lendermændene ifølge deres Lenspligt maatte ſtille og bemande med deres Huuskarle. Disſe Skibe vare nemlig ſædvanligviis meget ſtore, ſmukke, og i enhver Henſeende vel udruſtede, og ſaavel Kongens, ſom Lendermændenes Folk vare vel bevæbnede, øvede i Vaaben og dertil pligtige at tjene ſaa længe ſom deres Befalingsmand fordrede. Vi have derfor i det Foregaaende haft Exempler paa, at Kongerne ſtundom, naar Ledingstiden var forbi, have ſendt alle Ledingstropperne hjem, og ført Krigen med Huus- og Lenstropperne alene[3]. Disſe forholdt ſig til Ledingstropperne aldeles ſom i vore

  1. Gulathingsloven Cap. 298, 299. Froſtathingslov VII. 7. 8.
  2. Der omtales, ſom vi have ſeet, ved flere Lejligheder udtrykkeligt, hvorledes Ledingstropperne, ſom mindre krigsvante og ſlettere udruſtede, ogſaa vare mindre at lide paa, og i Slag tidligere begyndte at vige, end Lenstropperne og de kongelige Huustropper.
  3. F. Ex. Olaf Tryggvesſøn paa Toget til Pommern, Harald Haardraade paa flere Tog til Danmark, o. ſ. v.