Hvert Aar holdtes der Mandtalsthing i hver Skibrede, hvor alle Bønder, endog Lendermændene saa vel som Koner, der havde sit eget Bo, skulde indfinde sig og under Ed opgive for Aarmanden, hvor mange Personer der fandtes paa enhvers Gaard; disse Talangivelser bleve da skorede, som det heder, d. e. ridsede paa Karvestok, og efter dem bestemtes der videre saavel hvad enhver Bonde havde at udrede, som i Krigstid, hvor mange Mand skulde fare ud af Skibreden. Kongen selv udnævnte Styremanden paa ethvert Skib, og Styremanden udnævnte igjen Besætningen. Han skulde først opnævne løse og ledige Personer, og først naar de ej strak til, bosatte Mænd[1]. Af Sagaerne sees, at ikke alle de tilsagte Ledingstropper indfandt sig samtidigt, men derimod sluttede sig til Kongen, eftersom han drog langs med Landet og forbi hvert Fylke. Men heraf fulgte, at de først ankomne Troppers Tid stundom næsten kunde være til Ende, naar de sidste indfandt sig, og derfor har man saa ofte Exempel paa, at Kongen, naar han med Ledingen var dragen nordenfra og havde ligget en kort Tid ved Lands-Enden, maatte lade Thrønderne og Haaleygerne m. fl. drage hjem. En anden Sag var det, om Ledingsfolkene ved Haab om Bytte eller af Iver for Sagen lode sig bevæge til at blive længere end de egentlig vare pligtige. Saavel af denne Grund, fem fordi Ledingsskibene vare smaa, og Ledingstropperne, hvad man let kan forstaa, mindre krigsvante og øvede, samt derhos, som det nedenfor vil sees, kun tarveligt bevæbnede, kunne de aldrig have udgjort Hovedstyrken af Hæren eller Flaaden[2]. Denne bestod derimod deels af de Skibe, som Kongen selv ejede og bemandede med sine Hirdmænd, Gjester og Huuskarle, deels af dem, som Lendermændene ifølge deres Lenspligt maatte stille og bemande med deres Huuskarle. Disse Skibe vare nemlig sædvanligviis meget store, smukke, og i enhver Henseende vel udrustede, og saavel Kongens, som Lendermændenes Folk vare vel bevæbnede, øvede i Vaaben og dertil pligtige at tjene saa længe som deres Befalingsmand fordrede. Vi have derfor i det Foregaaende haft Exempler paa, at Kongerne stundom, naar Ledingstiden var forbi, have sendt alle Ledingstropperne hjem, og ført Krigen med Huus- og Lenstropperne alene[3]. Disse forholdt sig til Ledingstropperne aldeles som i vore
- ↑ Gulathingsloven Cap. 298, 299. Frostathingslov VII. 7. 8.
- ↑ Der omtales, som vi have seet, ved flere Lejligheder udtrykkeligt, hvorledes Ledingstropperne, som mindre krigsvante og slettere udrustede, ogsaa vare mindre at lide paa, og i Slag tidligere begyndte at vige, end Lenstropperne og de kongelige Huustropper.
- ↑ F. Ex. Olaf Tryggvessøn paa Toget til Pommern, Harald Haardraade paa flere Tog til Danmark, o. s. v.
