Og da Thinget var sat, siges der, viste Kongen sig blid mod alle. Han stod op og talte mildere end Dagen forud, og man fandt at Gud havde forandret hans Sind, saa at han nu i Stedet for sin forrige Haardhed viste Mildhed og Eftergivenhed. Han fornyede nu højtideligt sit Løfte om at lade alle nyde Fred, og forbedre Lovgivningen[1]. Herom overlagde han med de forstandigste Mænd, og Resultatet deraf var, at de fleste eller i alle Fald de meest forhadte af Knytlingernes Love bleve tilbagekaldte. Denne højtidelige Tilbagekaldelse skede i Langø-Sund i Nærheden af Averøen paa Nordmøre[2]. Man veed imidlertid ikke nøjagtigt, hvilke Love tilbagekaldtes af Magnus, og hvilke endnu bleve staaende indtil senere Konger afskaffede dem. Hvad man fornemmelig maa ansee for at være tilbagekaldt allerede af Magnus selv, er det af de danske Magthavere som Grundvold for Statsforfatningen indførte Feudalvæsen, saaledes at Bønderne visselig fik deres Odel tilbage. Men flere af Paalæggene vedbleve, og det, merkeligt nok, netop i Thrøndelagen, endnu i over 60 Aar. Medens alle Paalæggene for Gulathingets Vedkommende ophævedes, deels af Magnus, deels ogsaa senere af hans Frænde Haakon Thoresfostre[3], vedbleve dog i Throndhjem de fleste af Svens Lovbestemmelser til Magnus Barfods Sønners Tid, da de
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 22, Snorre, Cap. 16, 17, Olaf den helliges Saga, Cap. 244, Fagrskinna, Cap. 132, Ágrip, Cap. 29.
- ↑ Ældre Gulathings Lov, Cap. 148.
- ↑ I den ældre Gulathingslov, Cap. 148, opregnes nemlig de Retterbøder eller Retsforbedringer, som deels Magnus den gode gav i Langesund, deels Haakon Thoresfostre, uden at der nævnes, hvilke der ere at tilskrive hiin eller denne. Her anføres: Ophævelse af Julegaver, Bestemmelse om at enhver ejer det Gods der findes i hans Jord, at enhver kan frit bruge sit Skib, at ingen Mand, der svarer Leding, har at betale Landøre, at enhver, som farer af Landet, kan frit komme tilbage, naar han ej har været blandt Kongens Fiender, at utlæg Mands Arv tilfalder næste Arving. Derimod seer man af Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 58, at Bestemmelsen om jordgravet Gods ej i hans Tid var hævet for Throndhjems Vedkommende, og af Magnus Barfods Saga, Cap. 1, at Haakon Thoresfostre allerførst ophævede Landøre-Paalægget og Julegaverne i Throndhjem, samt siden paa Oplandene, ligesom han gav andre Retterbøder, hvis Indhold ej nævnes. Fremdeles siger den legend. Saga, Cap. 77, og Ágrip, Cap. 24, at Sven Alfivesøns trykkende Paabud vedbleve indtil Sigurd Jorsalafare eftergav de fleste; Ágrip, Cap. 45, at Sigurd og hans Brødre afskaffede de haarde og trykkende Paalæg, hvormed Folket tidligere havde været bebyrdet, og ligesaa Morkinskinna i Sigurds Saga, Cap. 1. Endelig opregner Frostathingsloven. XVI. 1–4, omstændeligt Sigurds og hans Brødres Retterbøder, blandt hvilke ej alene Skibslejer, utlæg Mands Arv, fri Flytningsret, jordgravet Gods og Ophævelse af Hoveriet nævnes, men ogsaa Julegaverne og Landørerne, der allerede vare ophævede af Haakon Thoresfostre. Her maa man altsaa antage, at Magnus Barfod, der var en Fiende af Haakon Thoresfostre, efter hans Død ophævede de af ham givne Retterbøder, med hvis Tilstaaelse det udtrykkeligt siges at han var saare misfornøjet, ligesom det og berettes, at han efter Steigar-Thores Opstand „straffede Thrønderne haardt“.
