Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/879

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
853
Knytlingernes Love ophævede i Langesund.

bleve ophævede omkring 1106, saaledes som det sidenefter skal vises. Paa Haalogaland blev ikke engang da Landslods-Afgiften ophævet for dem, der deeltoge i Vaagens Fiske[1]. Men efter hvad man af Bøndernes Klager og Sighvats Vers kan skjønne, var det især den forhadte, og af Magnus saa uskaansomt anvendte Ret til at inddrage Bøndernes Odels-Gaarde, som man ønskede ophævet, og hvis Ophævelse endog var en nødvendig Følge af at Odelsretten blev dem tilbagegiven. Og at en saadan Ophævelse virkelig fandt Sted, seer man deraf at den gamle Frostathingslov udtrykkeligt bestemmer, at den, der dræber anden Mand, har forbrudt alt hvad han ejer, undtagen sin Jord[2]. Man regnede det vel heller ikke saa nøje med Enkelthederne, især under humane Konger, naar kun Grundlaget for Statsforfatningen var det, man ønskede. At de inddragne Gaarde bleve tilbagegivne de retmæssige Ejere eller Arvinger, for saa vidt de ej, som Kalf, havde forladt Landet, synes at kunne-sluttes deraf, at Sigurd, Rut Lodinssøns Søn, senere optræder som Ejer af Viggen[3]. „Og nu“, siges der, „blev man gjensidigt enig om sine Love, og Magnus lod den Lovbog skrive, der endnu i Slutningen af det 12te Aarhundrede havdes i Throndhjem, og var bekjendt undre Navnet „Graagaas“. Det er første Gang, skreven Lov omtales i Norden. Denne Lovbog, der nu forlængst er tabt, maa altsaa, som man seer, have indeholdt Frostathingsloven, saadan som den var med de Modifikationer, hvorom Magnus og de forhen omtalte vise Mænd vare blevne enige. Og siden, tilføjes der, blev Magnus vennesæl og aastsæl for hele Landets Folk, saa at han for den Sags Skyld kaldtes Magnus den gode[4].

92. Einar Thambarskelves Forhold. Orknøiske Anliggender.


Det er forunderligt nok, at Einar Thambarskelves Navn ikke en eneste Gang omtales ved alle disse merkelige Forhandlinger. Som Kongens Fosterfader og fornemste Raadgiver maatte han dog have haft en afgjørende Stemme derved. Man maa derfor antage, at han enten paa den Tid har været borte paa en Rejse, hvorom Sagaerne intet tale, eller, hvad der er

  1. Se Frostathingsloven, XVI. 2. Af XVI. 3 sees det, at Fritagelsen for Julegaver af Sigurd og hans Brødre ogsaa udstraktes til Naumdølafylke.
  2. Frostathingsloven, IV. 1. En anden Bestemmelse, som derimod blev staaende i Lovgivningen, indført paa sit Sted, var den om Udredselen af en Mand for hver 7de Næse.
  3. Nemlig hvor han greb til Vaaben mod Steigar-Thore, se Magn. Barf. Saga, Cap. 4. Snorre, Cap. 5.
  4. Magnus den godes Saga, Cap. 22. Snorre, Cap. 17. Olaf den hell. Saga, Cap. 244. Navnet „Graagaas“, der brugtes om flere slige Haandskrifter, sigter vel nærmest til Pennen, hvormed den var skreven, ligesom en anden Lovbog i Throndhjem kaldes „Guldfjederen“.