Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/877

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
851
Sighvat Skalds Bersøglis-Viser.

Lyt dog til Bøndernes.Ønsker. Hvo egger dig til at nedslagte Bøndernes Kvæg? Endog for en Konge er dette et altfor stort Tiltag indenlands. Ingen har forhen vovet at give sin Konge et saadant Raad. Dine Undersaatter ere kjede af Ran, og Mængden er forbitret. Det er betænkeligt, hvad jeg hører, at alle graahærdede Mænd agte at modsætte 179 Kongen; dette bor man dog i Tide søge at forebygge. Thingmændene stikke Hovederne sammen, og skjule Næsen i stue Kapper; overalt hersker ængstelig Taushed: dette er ej at spøge med. Alle klage eenstemmigt over, at min Herre erklærer Thegnernes Odel for sin Ejendom, de gjæve Bønder blive harmfulde. De tænkte paa at sætte Haardt mod Haardt. Jeg var med dig, unge Konge, den Høst, da du kom østenfra; da troede alle at have favnet Himlen selv, idet de saa dig i Live og du gjorde Fordring paa Riget. Men hvo egger dig nu til at bryde dine Ord, og med Strenghed at fordre Hevn? Ordholden burde altid en Konge være, og det sømmer sig ej for dig, sejrrige Fyrste, at bryde dine Løfter! Jeg ønsker inderligt, at du, Olafs ædle Søn, snart vil komme paa bedre Tanker; kun Nøleren udsætter, som Ordsproget lyder, alt til Aftenen. Alt er jo dog egentli saa godt mellem os; vi regne det ej saa nøje, vi ville gjerne baade leve og du med dig, du, der med Sverdet værger Haralds Høge-Ø[1]. Men hvis Magnus ej optager mine Ord godt, da har jeg i Sinde at drage til Hardeknut, som jeg allerede tidligere har besøgt, thi hos begges Fædre har jeg været“.

Da Sighvat havde sluttet sit Kvad, lagde Magnus hans Ord paa Hjerte, og overtænkte dem nøje. Ogsaa andre gjeve og veltænkende Mænd forenede nu deres Forestillinger med Sighvats, og mindede Kongen om, hvorledes han ved sin Tronbestigelse havde tilsagt alle Landets Mænd Fred, og lovet at holde sin Fader, Kong Olafs Love. Da Kongen havde god Forstand og gjerne lyttede til sine Venners Raad, optog han alle disse Forestillinger meget godt, og sammenkaldte et talrigt Thing, for her nærmere at handle om Sagen. Paa dette Thing, fortælles der, talte han forse noget haardt imod de Mænd, med hvem han tyktes at have noget udestaaende, og truede Bønderne endnu med strenge Straffe. Da rejste en Bonde sig, ved Navn Atle, og sagde: „min Sko trykker mig saaledes at jeg ikke kan røre mig af Stedet“; derpaa satte han sig, og sagde ikke mere. Kongen, der tilligemed sine Raadgivere merkede sig disse Ord, hævede strax Thinget den Dag, men bød, at alle atter skulde møde den næste Morgen.

  1. Saaledes kaldte Harald Gormssøn Norge, paa Grund af de Jagt-Høge, Haakon Jarl maatte betale ham i Skat, se ovenfor S. 52. Naar det her anføres, at Odd Munk citerer et Par Verslinjer af Sigvalde Jarl derom, da grunder dette sig paa en Fejltagelse af Odd selv. De Linjer, han anfører, ere nemlig netop de oven meddeelte af Sighvats Vers, og han har saaledes forvexlet Sighvat med Sigvalde.