om hans egne Løfter og om hans Forgængeres Agtelse for Lovene, dadlede hans Haardhed, foreholdt ham hans Pligter, advarede ham for den truende Fare, og omtalte sit eget Forhold til ham, der berettigede ham til at fore et saadant Sprog. Af dette merkelige Kvad, der gjør Digteren, der havde Mod til at fremsige det, og Kongen, der– optog det som han burde, lige megen Ære, og som kaster et saare interessant Lys paa den Tids Forhold, er endnu det meste tilbage. Det begynder saaledes:
„Jeg erfarer, at der allerede hersker Uroligheder syd i Sogn[1]. Sighvat fraraader Fyrsten at lade det komme til Kamp, skjønt vi ogsaa skulle være rede til at følge ham, om Strid ej kan undgaaes: da maa vi iføre os vore Vaaben og forsvare vor Konge“.
Efter saaledes at have fralagt sig al Tanke om at ville unddrage sig den Kamp, som han dog, medens det endnu var Tid, ønskede at forebygge, omtaler han sit Forhold til Kongens Fader:
„Jeg var hos den gavmilde Fyrste i hele hans Tid. Jeg saa Krigere falde for Sverdet. Jeg fulgte trolig din Fader, som satte megen Priis paa mit Følge, og skjenkede mig rige Gaver. Vel tyngedes jeg ej synderligt med Krigstjeneste, men smigrer mig dog med, at den Plads, jeg indtog i hans Skare, ikke var at ansee for tom. Naar der nogensinde var Fare at befrygte for din Fader af Fienders lumske Anslag, plejede jeg at sige ham, hvad jeg hørte. Jeg aabenbarede ham alt oprigtigt, om jeg end derved udsatte mig selv for Fare, thi jeg vilde ej svige min Herre. Derfor skulle heller ikke dine Raadgivere, Konge, vredes paa mig, fordi jeg taler frit ud, og siger ligefrem, at Bønderne erklære, at de nu have andre og værre Love, end du lovede dem i Ulvesund“.
Anderledes, mener han, var det med de forrige Konger, Haakon, Olaf Tryggvessøn og Olaf Haraldssøn:
„Haakon, der faldt paa Fitje, elskedes af Folket, fordi han var mild, og værnede det mod fiendtlige Angreb. Siden hans Tid holdt Folket fast ved hans, den blide Adelsteensfostres, Love, og hans Minde lever endnu blandt Bønderne. Med Rette valgte Bønderne sig begge Olafer til Konger, thi de lode baade Jarlers og andre Landsmænds Ejendomme være i Fred. Saavel Tryggves, som Haralds Søn overholdt de ypperlige Love, Undersaatterne fik af dem“.
Siden kommer han nærmere ind paa Sagen:
Sag dig i Vare, Konge, idet du holder slige Straffedomme, for de Rygter, der nu høres blandt Haulderne. Jeg advarer dig som Ven.
- ↑ Dette viser, at Begivenheden foregik nordenfor Sogn, og saaledes i Thrøndelagen. Snorre, der lader Kongen opholde sig i Hørdeland, altsaa søndenfor Sogn, da dette skede, maa have misforstaaet Sighvats Ord.
