mod de mægtige Kongefrænder, thi omtrent ti til femten Aar senere finde vi Einar Fluga i Besiddelse af Finnefærden, altsaa af den fornemste Syssel paa Haalogaland.
Efter Kalfs Flugt lagde Magnus sin Harme mod Bønderne, især dem i Throndhjem, aabenbart for Dagen. „Han blev haard mod dem“, siges der, „fornemmelig mod Thrønderne“. Han inddrog som sin Ejendom baade Viggen, der havde tilhørt Rut, Kvistad, der havde tilhørt Thorgeir, og Kaffe Gaard Egg med alt hans efterladte Gods, saa vel som mange andre store Ejendomme, der havde tilhørt de Bønder, der paa Stiklestad vare faldne i Oprørshæren: et tydeligt Beviis paa, at de af Kong Sven eller ved Kong Knuts Foranstaltning givne Love, hvorved Odelen ophævedes og Feudalforfatningen indførtes, endnu ikke vare blevne tilbagekaldte. Mange af Kong Olafs forrige Modstandere bleve ogsaa haardt straffede. Nogle bleve forjagede af Landet, andre maatte gjøre store Udtællinger, for Nogle lod han Kvæget nedslagte. Over alt dette begyndte der, som venteligt var, at opstaa megen Knurren. Man undredes over, hvad Magnus tænkte paa, siden han brød de Love, Haakon den gode havde givet. Han burde dog, meente man, erindre, at Nordmændene ej vare vante til at taale Uret, og at Thrønderne ofte havde gjort Opstand for mindre Aarsager end de nærværende. Faer han saaledes frem, vilde det neppe gaa ham bedre end hans Fader og andre Høvdinger, hvilke man havde dræbt, fordi man ej taalte deres Haardhed og ulovlige Færd. Det saa farligt nok ud, thi i Sogn havde Bønderne allerede samlet sig i en Oprørshær, og Thrønderne, over hvem Haardheden især gik sid, holdt et Møde, hvor de enedes om at de, der ellers dannede den fornemste Deel af Norges Befolkning, nu ingenlunde vilde finde sig i at have det værst af alle, eller at blive saa godt som Trælle for Kongens Thegner. Ved dette Møde vare flere af Kongens Venner tilstede. De bleve meget ængstelige til Møde ved at bore Bøndernes Beslutning, og bleve alle enige om, at man jo før jo heller burde advare Kongen og raade ham til at give efter, saa meget mere som han derved kun opfyldte et givet Løfte. Køln af dem traadte sammen for at overlægge om, hvorledes dette bedst kunde skee. Men da det var en mislig Sag at tale de advarende Ord til den unge heftige Konge, der allerede beredte sig til at gjøre et Tog mod Bønderne i Sogn, vilde i Førstningen ingen af dem paatage sig dette Hverv. Endelig kastede de Lod om, hvo der skulde føre Ordet. Lodden traf Sighvat Skald, og heldigere kunde den ej have truffet, da Sighvat deels som Olafs gamle Ven stod i megen Anseelse hos Magnus, deels som Skald havde lettere for at fremføre Advarslen paa en mindre haard og stødende Maade. Han digtede nu de saakaldte Bersøglis- (d. e. Fritalenheds-) Viser[1], nemlig en heel Flokk eller et mindre Kvad, hvor han mindede Magnus
- ↑ Nemlig af berr d. e. bar, ligefrem, og segja, at sige.
