Om det end ikke var udtrykkeligt betinget, at Magnus ved sin Regjerings-Tiltrædelse skulde ophæve alle de haarde Lovbestemmelser og Paabud, som under Knytlingernes Herredømme vare blevne indførte, saa forstodes dette dog af sig selv, og det er højst sandsynligt, at han allerede gav et almindeligt Løfte derom, da han i Rusland tilsagde sin Faders forrige Fiender fuldkommen Amnesti: et Løfte, som man ogsaa visselig maa formede gjentaget paa Ørethinget, da han hyldedes til Konge. Men umiddelbart derefter drog han i Leding mod Danerne, og, da han, efter hvad der nys er viist, maaskee i mere end et Par Aar var beskjeftiget med denne Krig, blev der i al denne Tid neppe foretaget synderligt ved Sagen, især da Kalf Arnessøn, der i hans Fraværelse bestyrede Thrøndelagen, maatte finde sig bedst tjent ved at have saa meget at sige, som muligt, og Thrønderne, der fornemmelig havde lidt ved den danske Undertrykkelse, allerede maatte føle sig lettede ved at Danerne vare borte. Der tales ogsaa om, at Magnus i Ulvesund[1] (ved Vaagsøen i Firdafylke) gav Bønderne Tilsagn om at .overholde de af hans Fader givne Love; og dette maa da efter al Rimelighed have fundet Sted, da han drog sydefter mod Sven, og da det saaledes var ham og hans Raadgivere magtpaaliggende at vinde saa treenige Tilhængere og faa saa megen Understøttelse som muligt. Men da han kom tilbage fra Krigen, og imidlertid havde naaet Ynglingsalderen, faa at han ej længer betragtedes som umyndig, og desuden,tidligt udviklede en for sin Alder usædvanlig baade legemlig og aandelig Modenhed, forandrede Omstændighederne sig. Under hans lange Ophold i det sydlige Norge havde alle hans Faders ivrige Venner og troe Tilhængere, som især hørte hjemme i hine Egne, haft Tid nok til at samle sig om ham, og det er ej at undres over, at han i dem søgte sit kjæreste Selskab, og især lyttede til deres Stemme. De havde altid meget at sige paa Thrønderne, og de øvrige Mænd, der havde fort Vaaben mod Kong Olaf. De lode Kongen endog høre, at han neppe kunde være bekjendt at have slige Mænd ved sit Bord, blandt sine Fortrolige, ja endog blandt sine Raadgivere i Regjeringssager, som f. Ex. Kalf Arnessøn, der havde været med at fælde hans Fader ved Stiklestad. Kongen laante til disse Taler et villigt Øre, som venteligt var, og blev derfor meget indtagen mod Thrønderne, og især mod Kalf, hvis store Magt og Myndighed allerede var ham en Torn i Øjnene[2]. Et Beviis herpaa fik man ved et Gilde, hvilket Kalf, der under Krigen deels havde været hos Kongen, deels ogsaa bestyret Thrøndelagen, holdt for ham strax efter hans Tilbagekomst til Thrond-
Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/871
Denne siden er korrekturlest
845
Magnus’s Løfter overholdes slet.
91. Kongens Haardhed, og paafølgende kloge Eftergivenhed.
