hjem. Det havde nys forhen tildraget sig, at en Islænding, ved Navn Thorgrim, der havde været Olafs Hirdmand, i Kalfs eget Huus havde vovet at dadle en anden Islænding, Bjarne, der i et Kvad om Kalf roste denne for hans Bedrifter ved Stiklestad. Bjarne svarede Thorgrim fornærmeligt: Thorgrim hevnede sig ved at dræbe Bjarne, og Kalf lod paa et i den Anledning afholdt Thing Thorgrim erklære fredløs, hvorpaa Bjarnes Broder strax traadte frem og fældte Thorgrim, men ogsaa umiddelbart derefter dræbtes af dennes Ven og Ledsager, den raske Kolgrim, hvilken nu Kalf lod grebe og sætte i Jærn. Da Magnus siden ved at gaa ind til Kalfs Gilde kom gjennem Husets Forstue, bad Kolgrim, som sad lænket der, ham ydmygt om at høre paa et Kvad, han havde digtet om hans Fader. Kongen, som allerede kjendte til Drabshistorien, og derfor var venligt stemt mod Kolgrim, samtykkede i hans Bøn, lod ham komme ind i Stuen, og hørte paa Kvadet. Men mod dets Slutning gav Kolgrim det en saadan Vending, at han fik sit Anliggende, og den hele Anledning til Thorgrims Drab og sin egen Nød, bragt paa Bane. Her forekom blandt andet disse Linjer:
Til Kongens Hjelp jeg trænger,
Kalf har nu Magten den halve.
Dertil sagde Kongen: „Men nu heller ikke mere end saa, Skald“; og da Kvadet var endt, skjenkede han strax Kolgrim som Kvædesløn hans Frihed; til Kalf sagde han: „jeg maa dog sande, at du ej vil være os Frænder huld og skjønt du lod Thorgrim dømme utlæg og fredløs, skal han dog nu bødes som om det ej var skeet;“ hans Søn skal tage de dræbte Brødres Gods, og Kolgrim skal være hans Formynder“. Kalf maatte, som det synes, finde sig heri; der tales i alle Fald ej om at han vovede at tage til Gjenmæle[1]. Der er for øvrigt neppe nogen Tvivl om, at Einar Thambarskelve selv gjorde alt hvad han kunde for at sværte Kalf. Naar han kunde faa ham bort, vilde den Indflydelse, han ellers maatte dele med ham, udeelt blive hans: da vilde han alene være Kongens saakaldte Fosterfader og Hovedraadgiver. At der mellem Einar og Kalf herskede gjensidig Skinsyge, ligger ej alene i Sagens Natur, men der anføres endog et udtrykkeligt Exempel derpaa. Det hændte sig nemlig ved et Gjestebud, der skal have staaet etsteds i Viken, strax efter eller før Brennø-Forliget, og hvor baade Einar og Kalf vare hos Kongen, at Kalf satte sig i Einars Sæde nærmest Kongen, medens Einar var beskjeftiget med at anvise de øvrige deres Plads. Men da Einar fandt sit Sæde optaget af Kalf, satte han sig paa dennes Axel, med de Ord: „det tilkommer den gamle Oxe at baases førend Kalven“. Og Kalf vovede ikke at gjøre nogen Modstand, men maatte flytte sig til Siden, saa at Einar kom ned mellem ham og Kongen[2].
