Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/865

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
839
Kongerne Knuts og Svens Død.

det for, end at vende tilbage til Danmark, og der ved hans Broder Hardeknuts eller hans Faders Hjelp at udruste en Hær, for med den at tilbageerobre Norge. Da ogsaa Alfiva erklærede dette for det bedste, satte Sven Sejl til, og drog med sin Moder og alle de Daner, der havde været hos ham, lige over til Danmark. Hardeknut skal have taget venligt imod sin Broder, og tilbudt ham et Rige, det vil vel sige Len, hos sig indtil videre. Magnus’s Ledingsfærd blev for det første kun et Hyldingstog. Han fortsatte nemlig Rejsen lige til Lands-Enden ved Gaut-Elven, og blev overalt tagen til Konge med den største Jubel[1].

90. Krig mellem Magnus og Hardeknut. Fred i Brennøerne.


Der blev intet af Sven Alfivesøns paatænkte Tog mod Norge. Endnu samme Høst, som han var kommen tilbage til Danmark, døde Kong Knut i Shaftesbury i England[2] (12te November 1035), og faa Maaneder efter fulgte han ham selv i Graven (først i 1036)[3]. Hardeknut arvede saavel hans, som Faderens Fordringer paa Norge, og bød virkelig strax om Vaaren Leding ud, for, som han sagde, at straffe Magnus fordi han havde fat sig i Besiddelse af et af hans Arve-Riger. Men ogsaa Magnus udbød Leding, for, som det hed, at gjengjelde Danerne og Knytlingerne deres svigagtige Anslag og fiendtlige Færd mod Kong Olaf; vel og for at forekomme Hardeknut ved at bekrige ham i hans eget Hjem. Det kom ogsaa i et Par Aars Tid til Fiendtligheder imellem dem. Om disse Fiendtligheder fortælles der meget lidet. De maa have fundet Sted deels til Lands, endog i Viken, deels til Vands. Det berettes at engang, da Kongen, ledsaget af Einar og Kalf, befandt sig paa et Strejftog i Viken, saa de en væbnet Skare nærme sig, og Einar stillede, allerede i Forventning af en Kamp, Kongens Hær i Fylking, medens Kalf

  1. Magnus den godes Saga, Cap. 12, 13. Snorre, Cap. 4, 5. Fagrsk., Cap. 124, 125. Thjodrek, Cap. 21, 22.
  2. Knuts Død henføres i Chron. Sax. til II. id. Nov.; altsaa 12te November; i Magnus den godes Saga hos Snorre, Cap. 6, og Knytl. Saga, Cap. 18, til id. Nov.; altsaa den 13de; her menes, som man kan forstaa, Natten mellem 12te og 13de. Saxo, S. 536, 537, har en højst forvirret og aldeles urigtig Fortælling om Knuts Død paa et Tog til Nordmandie mod Hertugen, (der fremdeles urigtigt kaldes Richard), over hvilken han vilde tage Hevn, fordi han havde forskudt hans Syster. Han lader ham endog da senere end begge hans Sønner, Sven og Harald. I den samme Fejl gjør og Sven Aagesøn sig skyldig. Det viser hvor faa og usikre de indenlandske danske Kilder maa have været, som Saxo og Sven benytte.
  3. Fagrsk., Cap. 126, lader Sven dø den paafølgende Sommer; Magnus den godes Saga, Cap. 13, nævner kun næste Aar; Snorre (Cap. 6) derimod „den samme Vinter“. Dette er upaatvivlelig det rigtigste, som det siden vil vise sig.