skjulte sig i en Busk, for, som han sagde, uhindret at kunne binde Sverdet ved Haanden og siden kæmpe desto drabeligere, – hvilket ogsaa Einar erklærede rimeligt –, da det viste sig at de, der nærmede sig, vare fredelige Mænd, der kom for at tilbyde deres Tjeneste. Man kan maaskee slutte heraf, at Østre-Viken ikke strax, men først efter nogen Kamp underkastede sig Magnus[1]. For Resten, heder det, gjorde Kongerne hinanden gjensidigt megen Skade med Herjetog og Manddrab. Men derfor bleve ogsaa tilsidst saavel Nordmændene som Danerne kede af Krigen, og Høvdingerne indbyrdes aabnede Underhandlinger med hverandre om at slutte Fred[2]. Dertil maatte Hardeknut være saa meget mere tilbøjelig, som Begivenhederne i England krævede hans største Opmerksomhed. Efter Bestemmelsen og det Tilsagn, Knut havde givet Emma, da han egtede hende, skulde Hardeknut, hans eneste egte fødde Søn, arve Englands Trone. Men strax efter Knuts Død erklærede de fleste Danehøvdinger i England saa vel som Thinglidsmændene i London sig for hans Søn med Alfiva, Harald Harefod, der, som vi have seet, af Mange endog ansaaes for at være understukken; en Deel af den angliske Befolkning erklærede sig for Edvard, Ædhelreds Søn, og uagtet den sydlige Deel af Landet paa et Witena-Møde tilkjendtes Hardeknut, for hvem ogsaa hans Moder kraftigt virkede, lykkedes det dog Harald at tilrive sig Herredømmet over det hele Rige[3]. Under disse Omstændigheder maatte det være Hardeknut selv magtpaaliggende at faa sluttet Fred med Magnus saa snart som muligt, for strax at kunne drage til England og vinde Riget tilbage fra den forhadte, maaskee endog foregivne, Halvbroder. Og saaledes fik de Underhandlinger, de danske og norske Høvdinger paa egen Haand havde aabnet, det forønskede Udfald. Fordi begge Konger, heder det, vare unge og barnslige (Hardeknut var dog allerede henved 20 Aar gammel), førte de mæggtige Mænd, som dertil i hvert Land vare udvalgte, den egentlige Styrelse for dem, og det kom dertil, at der aftaltes et Forligsmøde mellem Kongerne. Mødet kom ogsaa virkelig i Stand. Det holdtes paa Brennøerne i Gaut-Elvens Udløb (1038). Der sluttedes her en Fred mellem begge Konger, der skulde vedvare saa længe de begge levede. Derhos indgik de edeligt Broderskab og Arvepagt med hinanden, saaledes at hvis een af dem døde sønneløs, skulde den overlevende arve hans Rige efter ham. Forliget blev besvoret af 12 Mænd paa hver Side, de ypperste i begge Riger; blandt dem altsaa efter al Sandsynlighed Einar og Kalf paa norsk, og maaskee Harald Jarl paa dansk Side[4].
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 15.
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 14, hos Snorre, Cap. 7.
- ↑ Chron. Sax. ved 1035, jvfr. Villjam af Malmsbury II. 12, og de øvrige engelske Chronister.
- ↑ Snorre, Magnus den godes Saga, Cap. 7. Fagrsk., Cap. 127, 128. Magnus den godes Saga i Flatøbogen m. m., Cap. 14. Ágrip, Cap. 30. Thjod-
