glædeligt[1]. Toget gik nu over Helsingeland og Jemteland til Throndhjem Her, hvor Magnus’s Fader for fem Aar siden mødtes af en fiendtlig Hær fik han nu den bedste Modtagelse, og alle Kong Svens Mænd eller Tilhængere flygtede til alle Kanter og søgte Skjul, saa at Magnus aldeles ingen Modstand fandt. Da han kom til Byen, blev der strax stevnet Ørething, hvor Mænd fra alle Thrøndelagens Fylker indfandt sig. Her blev Magnus højtideligt tagen til Konge over det hele Land, saa vidt og bredt som hans Fader havde behersket det. Derpaa tog han sig Hird, udnævnte Lendermænd, indsatte Aarmænd og Sysselmænd, og opbød Leding over hele Throndhjem, for at jage Sven fra Landet. Glæden og Enthusiasmen over hans Tiltrædelse var endnu ny og levende; derfor strømmede mange Krigere til ham, og med denne Hær drog han sydefter langs Kysten[2].
Da Efterretningen herom kom til Sven Alfivesøn, opholdt han sig paa Søndhordeland. Han lod strax opskære Hærør for at opbyde Folket; og de nærmest boende vovede heller ikke andet end at komme. Han lod holde Thing med dem, og sagde, at da Thrønderne havde taget sig en anden Konge, nemlig Magnus, var det hans Hensigt at drage denne imøde og kæmpe med ham, hvorfor han opfordrede Bønderne til at følge ham. Hans Tale var meget kort og vakte ikke synderligt Bifald. De danske Høvdinger søgte at raade Bod derpaa ved at holde lange og smukke Taler til hans Bedste. Men mange Bønder svarede reent ud, at de nødig vilde stride mod den hellige Olafs Søn, andre taug; kun faa erklærede sig villige til at følge med Sven. Da sagde Sven til sine Mænd: „jeg er endnu saa godt som et Barn, og kan ikke videre med at tale; dog behøver jeg her ikke at spørge om deres Vilje, der sige reent ud, saa jeg hører det, at de ej ville stride med Magnus; de som tie, samtykke med dem, og med slig Hær som denne, kan man ej fare til Kamp. Det er derfor ikke raadeligt at betro os til disse Bønder; lad os heller drage did, hvor Folket er os hengivent og trofast, for der at skaffe os Hjelp til at undertvinge dette Land“. De danske Høvdinger vare enige med ham, og sagde at Nordmændene havde forraadt ham, saa at der nu ikke var an-
- ↑ Den hele Fortælling om Magnus’s Rejse saa vel som om Sighvats Sammenstød med ham staar ingensteds bedre eller nøjagtigere end i Magnus den godes Saga hos Snorre, Cap. 1, 2, 9, 10, hvor tillige en heel Deel Vers af Sighvat, som Øjevidne, anføres. Hverken den store Magnus’s Saga, Cap. 10, eller Olaf den hell. Saga, Cap. 286 fortæller det saa nøjagtigt. Den første modsiger endog sig selv ved at lade Kalf møde Magnus i Throndhjem. Sighvats Rejse fra Rom omtales nøjagtigst hos Snorre (l. c.). Mange af de Vers, hvori han lagde sin Sorg for Dagen, anføres her. Olaf den helt. Saga, Cap. 238, er ej paa langt nær saa nøjagtig. Om hans Fare i Danmark taler Flatøbogen. (Fornm. S. V. 209).
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 236. Magnus den godes Saga, Cap. 11, hos Snorre, Cap. 3. Fagrsk., Cap. 123.
