end deres Løfter nu vare, dog havde været hans Faders afsagte Fiender. De ønskede helst at tale nærmere derom med de norske Høvdinger selv, og lode dem derfor anmode om at indfinde sig ved Hoffet, hvortil fuldstændig Grid eller Lejde blev dem tilsagt. De kom, ledsagede af Ragnvald, og nu fastsatte Dronning Ingegerd som den eneste Betingelse, under hvilken de kunde saa Magnus med sig, at de tolv fornemste Mænd iblandt dem, altsaa først og fremst Einar og Kalf, svore Magnus Troskabsed, og Einar og Kalf derhos udtrykkeligt forpligtede sig til at staa ved Magnus’s Side og værne om ham, som hans Raadgivere og Fosterfædre. Denne Ed blev aflagt, og de øvrige tilstedeværende Nordmænd gik Magnus til Haande, hvorimod han ogsaa tilsagde dem Trygd og fuldkomment Forlig, og aflagde Ed derpaa. Efter at dette var afgjort, opholdt Høvdingerne sig endnu en Stund hos Jaroslav for nærmere at aftale det fornødne, men efter Julen tiltraadte de Rejsen, først, som det synes, til Aldegjeborg, og derfra om Vaaren (1035) over til Svithjod, hvor de stevnede op til Sigtuna. Der var Kong Olafs Enke, Dronning Aastrid, som siden Olafs Flugt havde opholdt sig i Sverige. Uagtet hun kun var Magnus’s Stifmoder, tog hun dog kjærligt imod ham, og lod strax sammenkalde et talrigt Thing paa Hangre[1], for at opfordre Sviarne til at staa ham bi. Paa dette Thing talte hun med Iver og Varme hans Sag, og erklærede at hun selv vilde følge med ham og ikke spare noget, hvad der stod i hendes Magt, for at skaffe hans Foretagende Fremgang;“ nu kom det kun an paa, at ogsaa Sviarne vilde staa ham bi: de, der understøttede ham, skulde altid kunne regne paa hendes Taknemmelighed og Venskab. I Førstningen røbede Sviarne liden Lyst til at indlade sig paa Sagen, da det uheldige Udfald af det sidste Tog fra Sverige til Norge med Kong Olaf afskrækkede dem, men ved sine Overtalelser bragte hiin det dog dertil, at en heel Deel tog Tjeneste hos ham, og fulgte med. Han havde saaledes en ikke ubetydelig Hær. Blandt dem, der i Svithjod sluttede sig til Magnus, var ogsaa Sighvat Skald. Hiin havde, som oven berettet, Sommeren 1030 tiltraadt en Pilegrimsrejse til Rein; paa Tilbagevejen om Hoften hørte han Olafs Fald, og græmmede sig dybt. Med Fare for at blive kjendt og dræbt af Kong Knuts Mænd havde han rejst gjennem Danmark; med et Fragtskib tog han til Nidaros, hvor Kong Sven indved ham til sig, men uden at Sighvat vilde modtage Indbydelsen, da han ej kunde bære over sit Hjerte at holde Venskab med sin Herres Fiende. Han vendte tilbage til sin Gaard og til sine Børn, men fandt sig dog heller ikke godt i at være hjemme, og havde ingen Ro paa sig, førend han over Jemteland og Helsingeland var rejst til Dronning Aastrid. Hos hende opholdt han sig nu, idet han idelig hos Holmgardsfarerne spurgte sig for, hvorledes Magnus levede. Hans Møde med denne var derfor heel
- ↑ Stedet, der maa have været tæt ved Sigtuna, kjendes nu ikke.
