Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/862

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
836
Knut den mægtige.


I Løbet af Vintren, efter at Kong Sven var borte, havde Einar, Kalf og de øvrige Høvdinger i Throndhjem, mange Sammenkomster i Byen, for videre at raadslaa med hinanden. Lejligheden til at afkaste Aaget var nu bekvemmere end nogensinde, thi Knut laa syg i England, og ventede hvert Øjeblik at blive angreben af Hertug Robert, saa at han umuligt kunde skjenke de norske Anliggender nogen Opmerksomhed. Thrønderne besluttede derfor at sende et Gesandtskab til Rusland, for at tilbyde Magnus Kongedømmet i Norge. Til dette udvalgtes de meest anseede Høvdinger, først og fremst Einar Thambarskelve og Kalf Arnessøn. Tillige nævnes en Høvding ved Navn Sven Bryggefot, og Ragnvald Brusessøn[1], hvilken sidste dog allerede var kommen til Rusland med Harald Sigurdssøn, saa at det er urigtigt at betragte ham som Gesandt, om han end ved Gesandternes Ankomst sluttede sig til dem. De toge Vejen over Jemteland og Helsingeland til Svithjod, og derfra til Søs til Aldegjeborg, hvor de ankom om Høsten og traf Ragnhild[2]. Derfra sendte de Mænd op til Kong Jaroslav, som maaskee just da opholdt sig i Novgorod, hvor han indsatte sin Søn Vladimir til Statholder[3], med den Hilsen, at de tilbøde Magnus, Kong Olaf den helliges Søn, at følge dem til Norge, forat hjelpe ham til at erhverve dette hans Fædrenerige tilbage. Da Budskabet kom, overlagde Jaroslav derom med Dronning Ingegerd og sine Høvdinger. Saavel han, som Dronningen, havde i Førstningen mange Betænkeligheder ved at overgive den unge Kongesøn til Mænd, der, hvor gode

    I Karl Vesæles Thaatt er det Sven, der ved Knuts Mode med Kalf siger til ham: „seer du hiin guldbeslagne Tre ved Skibsbordet, skaf mig en saadan fra England, hvortil Karl svarer: „jeg tænker at du snart skal faa Øxer nok, om de end ej alle ere af Guld“.

  1. Sven Bryggefot nævnes ogsaa som Gesandt i den større Magnus den godes Saga, Cap. 10, der fremdeles staar i Sammenhæng med Karl Vesæles Historie; saavel han som Ragnvald nævnes i Ágrip, Cap. 287 og hos Thjodrek, Cap. 21. Det er vel ellers et Spørgsmaal, om Sven Bryggefot nævnes med Rette. Thi en Lendermand af dette Navn i Viken nævnes paa Magnus Barfods Sit, 60 Aar senere.
  2. Beretningen om disse Forhandlinger staar bedst, og, som det synes, troværdigst, i Olaf den hell. Saga, Cap. Snorre, Cap. 264, 265. Orkn. Saga, Cap. 46. Mindre nøjagtigt findes den i Magnus den godes Saga, Cap. 10. Hertil slutter sig aabenbart Thjodrek, Cap. 21, og Ágrip, Cap. 28. Fagrsk., Cap. 121, synes selvstændig, men stemmer dog nærmest med de sidst nævnte. I Fagrsk. nævnes baade Kalf og Einar som Magnus’s Fosterfædre, i Magnus den godes Saga kun Einar, i Olaf den helt. Saga kun Kalf. Det sandsynligste er, hvad Fagrskinna siger, at de begge paatoge sig Hvervet. I alle Fald kaldte Magnus og Einar hinanden gjensidigt fóstri. Magnus den godes Saga, Cap. 9, eller rettere Karl Vesæles Thaatt lade Kalf sværge at han ej saarede Olaf.
  3. Nestors russ. Annaler ved 1034–36. Maaskee var det ved denne Lejlighed at Vladimir helbrededes ved St. Olafs Haar, se ovf. S. 826.