tilbagelagt sin Sø-Rejse. Krigsmændene vende sig atter til Blot, og selv fremmes den tapre Høvding ved Æsernes Hjelp. Nu gror Jorden som før, og den gavmilde Fyrste lader sine glade Mænd opbygge Gudernes Helligdomme“. Haakon var denne Art af Religiøsitet ej blot og bar Politik. Af hans senere Færd sees det tydeligt, at han virkelig, maaske i højere Grad end mange af hans Omgivelser, troede paa Æsernes Tilværelse og Magt, og at denne hans Tro maaske endog hovedsageligen bestemte hans Handlemaade i mange vigtige Anliggender[1].
Haakon var paa denne Tid i sin kraftigste Ungdomsalder, henved 28 Aar gammel[2]. Han beskrives som ualmindeligt smuk og beleven i sin Adfærd, af middelmaadig Højde, med fagert Haar og Skjeg, og vel øvet i al Slags Legemsfærdighed. Han var, siges der ogsaa, veltalende, dybraadende, farlig for sine Uvenner baade ved aabenbare og lønlige Anslag, glemte ikke let Fornærmelser, men var gavmild paa Gods[3]. En saadan Mand maatte under saa gunstige Omstændigheder, som dem, hvorunder han befandt sig, med Lethed kunne tilrive sig Magten.
Gunnhilds Sønner undlode imidlertid ikke at gjøre et Forsøg paa at skaffe sig deres forrige Herredømme tilbage. Efterat de havde tilbragt een Vinter paa Orknø, og i denne Tid sandsynligviis søgt at udruste sig saa godt som muligt, kom Ragnfred til Landet med en ikke ubetydelig Flaade, og begyndte at herje paa Søndmøre, hvor Indbyggerne gik ham til Haande, mere drevne af Nødvendigheden, end fordi de just yndede ham. Haakon, som om Vinteren havde opholdt sig i Throndhjem, lod strax Hærør opskære, og samlede en temmelig stor Hær, med hvilken han drog ud til Søndmøre og mødte Ragnfred, der siges ikke hvor, dog, som man af Beskrivelsen af Slaget kan se, i et trangt Sund, hvor der gik en sterk Strøm ind mod Land. Man stred Stavn mod Stavn, og Kampen blev hidsig, men da Jarlens i Hast sammenbragte Skibe ej vare saa højbordede, som Ragnfreds, havde denne afgjort Overhaand. Jarlen benyttede sig derfor af Strømmen til at lade sine Skibe efterhaanden drive ind mod Kysten, tildeels lod han dem ogsaa skaade mod Land. Da de naaede Grunden, gik han og alle hans Folk op, droge Skibene i Land, og opstillede sig i Slagorden paa Fjæren, idet Jarlen udæskede Ragnfred til ogsaa at gaa i Land og prøve en ny Kamp. Ragnfred var dog klog nok til ej at indlade sig derpaa, men lod det kun blive ved at lægge sig udenfor og beskyde Haakons Folk en
