Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/849

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
893
Einars og Grimkells Raadslagninger.

for Biskop Sigurd eller de danske Herrer, om de havde kunnet sætte nogen anden Helgen op mod Olaf, eller havde kunnet stifte nogen større gejstlig Institution til Støtte for deres Samvittigheds-Herredømme. Et Forsøg herpaa skal Kong Knut virkelig have gjort, idet han, som det af en troværdig Forfatter berettes, paa Nidarholmen udenfor Nidaros grundede et Benediktiner-Kloster, i hvilket han, hvis det kom ret til Magt, vilde kunne have en ypperlig Planteskole for en dansksindet Gejstlighed. Men denne Stiftelse, for hvilken vel Biskop Sigurd var udseet til Forstander, kom, som man seer, ikke til nogen Fremgang, da den egentlige Oprettelse af Nidarholms eller Munkholmens Kloster først henimod 70 Aar senere fandt Sted ved Sigurd Ullstreng, en Sønnesøn af den strax før Stiklestadslaget faldne Bondehøvding Rut paa Viggen[1]. Muligt, at allerede denne har haft noget med Stiftelsen at bestille, og at hans Død har lammet dens Fremgang: men i alle Fald maa Biskop Sigurds Fordrivelse have omstyrtet det hele Foretagende. Da han var borte, sendte Thrønderne, eller egentlig, som man seer, Einar Thambarskelve i deres Navn, Bud efter i Biskop Grimkell, der havde opholdt sig paa Oplandene siden han i Svithjod skiltes fra Olaf, da denne rejste til Rusland[2]. Grimkell begav sig strax afsted, og kom til Einar[3], der modtog ham paa det venligste. „De talte“, siges der, „mellem sig om mangt og meget, især om de store Begivenheder, der havde fundet Sted i Landet; og de bleve fuldkommen enige i eet og alt“. Med andre Ord, de aftalte fuldstændigt den Fremgangsmaade, der nu skulde anvendes. Grimkell rejste derpaa ind til Been, hvor hele Almuen tog imod ham med aabne Arme. Her magte han nøje efter, hvilke Tegn det var, som skulde have foregaaet med Hensyn til Kong Olaf, og da han var bleven tilstrækkelig underrettet derom, sendte han Bud ind til Stiklestad efter Thorgils og hans Søn Grim. De indfandt sig ufortøvet, og fortalte ham alt hvad de vidste om Sagen, saa vel som hvorledes de havde baaret sig ad med Kongens Lig. Da Biskoppen tilstrækkeligt havde udspurgt dem, sendte han Bud efter Einar Thambarskelve, der strax begav sig til Byen, og i Forening med Biskoppen henvendte sig til Kongen og hans Moder med Begjæring om Tilladelse til at lade Kong Olafs Lig tage op af Jorden. Begjæringen kunde umulig være Alfiva behagelig, men da det

  1. Matthæus Paris, der selv i Midten af det 12te Aarhundrede var i Norge for at reformere Munkholmens Kloster, og derfor havde den bedste Anledning til at lære Stiftelsens Oprindelse at kjende, fortæller udtrykkeligt at Knut stiftede Klosteret paa Holmen ved Nidaros. (Math. Paris ed. Watts, S. 505, 506.) Bromton (Twysden S. 912, 913) siger ligeledes at Knut efter sin Tilbagekomst fra Rom stiftede to Benediktinerklostre, et i Norge og et i England. Om Sigurd Ullstrengs Stiftelse se Magnus Barfods Saga, Cap. 10; Thjodrek, Cap. 31.
  2. Se herom ovenfor, S. 764.
  3. Einar boede, som man maa formode, fremdeles paa Huseby i Skaun eller Børgseskougn.