Død forekomme alle og enhver, og desto mere maatte han staa for dem som Troels-Martyr og Helgen. Derfor er det ej at undres over, at der allerede i Løbet af Vintren blev Tale om, at Olaf var en hellig Mand, og om de mange Jertegn, hvorved dette lagdes for Dagen. Man begyndte at gjøre Løfter til ham og paakalde ham i Sygdomstilfeelde, eller for at faa Lykke paa forestaaende Rejser, o. a. d.; og mange troede ogsaa virkelig at spore gode Følger af disse Løfter[1].
Det maatte være øjensynligt for enhver statsklog Mand, at Troen paa Olafs Hellighed, behørigt næret og understøttet, var det virksomste Middel til at give Oppositionen mod Knytlingevældet Eenhed og Styrke, og bringe den til at vove et bestemt kraftigt Skridt, for at afkaste Aaget. Hvad Fromhed og en øm Samvittighed havde begyndt, fuldendte saaledes i denne Henseende Høvdingerne, idet de grebe hiin Helgentro, og understøttede den paa det ivrigste. Vi ville hermed ikke sige, at ikke ogsaa disse eller i det mindste nogle af dem troede paa Olafs Hellighed. Men om de end troede derpaa, er det dog ikke derfor sagt, at de havde gjort saa meget Væsen deraf, som de virkelig gjorde, hvis ikke politiske Hensigter havde bestemt dem. Fra det danske Parti, ja endog fra Biskoppen selv, fremsattes ogsaa de ivrigste og meest haardnakkede Benegtelser derimod: Beviis nok paa, hvor farlig de danske Regjeringsherrer ansaa den, og hvor vigtig en Rolle Politiken spillede i denne Sag. Den blandt de norske Høvdinger, der først optraadte som en aabenbar Bekjender af Olafs Helligdom, var Einar Thanrbarskelve[2]. Han var, som vi ovenfor nævnte, kommen hjem til sine Gaarde efter at Krigen var endt, og gjorde sig nu ikke lidet til af, at han ej havde været blandt Kong Olafs Modstandere. Knut havde givet ham saa store Forleninger, at de næsten knade siges at passe for en Jarl; men Einar nøjedes ej med Jarle-Magten, han vilde ogsaa have Jarle-Navnet, som Knut havde lovet ham, og da han ikke fik det, betragtede han sig som skuffet og slet behandlet. Fra nu af lader det til, at han ivrigt har bearbejdet Opinionen til bedste for Olafs Minde og til Skade for de danske Magthavere. Om Sommeren efter, siges der, blev der megen Tale om Kong Olafs Helligdom, og nu lod Meningen langt anderledes om ham. Mange af dem, der havde været hans afsagte Fiender, og ikke i nogen Henseende havde villet anerkjende hans Fortjenester, sandede nu at han var hellig. De, der især havde opegget Gemytterne til Had mod Kongen, bleve nu lagte for Had og ilde omtalte. Sviir en af dem betegnedes især den danske Biskop Sigurd, der blev saa forhadt, at han ikke længer vovede at opholde sig i Norge, men drog til Kong Knut i England. Det havde været et Held
