Bestemmelsen, at een dansk Mands Vidnesbyrd skulde gjelde mere end ti Nordmænds, og som især synes at have oprørt Nordmændene, er, naar man nærmere undersøger den og sammenligner den med lignende Lovbestemmelser i andre Lande, ikke paa langt nær saa odiøs, som den lader. Det er aabenbart, at den ikke angaar andre Tilfælde, end hvor der opstod Slagsmaal mellem de danske, til Kongens Sikkerhed i Norge stationerede, Krigere, og norske Almuesmænd. Man har en aldeles tilsvarende Bestemmelse i den gamle russiske Lovbog eller Pravda, der tillægges Kong Jaroslav. „Hvis en Mand“, i heder det her, „støder til en anden eller drager ham til sig med Heftighed, da skal han bøde ham tre Grivner (tre Mark Sølv), dersom denne har to Vidner derpaa, men er den Fornærmede en Væring eller Kylving, kommer det kan an paa dennes Ed“[1]. Denne Forrettighed for Væringerne og Kylvingerne skyldes aabenbart den Omstændighed, at det nærmest var dem, der havde at værne om Kongens Sikkerhed. Den samme Forrettighed maatte den danske Konge i Norge tilstaa sine danske Stridsmænd, hvis han skulde have nogen Nytte af dem. Forrettigheden gjaldt aabenbart kun lige over for Urostiftere og Slagsbrødre, fornemmelig i Byen, og der var vist aldrig Tanke om at anvende det mod Bønderne i Almindelighed, end mindre mod Høvdingerne, ligesom den vel neppe kom andre Daner, end netop Stridsmændene, ikke Kjøbmænd og andre Rejsende til Gode, og heller ikke anvendtes ved Vidnesbyrd i Almindelighed. Og naar der tales om hele ti Nordmænds Vidnesbyrd som ugyldigt lige over for een dansk Mands, da grunder dette sig øjensynligt kun paa den ældgamle Retstalemaade: „Naar een vidner, er det som om ingen vidner, men to som om det var ti“. Men da Tilstedeværelsen af de’danske Stridsmænd, som det tydeligste Beviis paa Landets Undertvingelse, altid maatte være Folket ubehagelig; da de derfor selv ikke kunde andet end være Folket en Torn i Øjnene, og Anledning til Slagsmaal, saaledes og til Forrettighedens Anvendelse, som en Følge deraf ofte maatte opstaa; og da Forrettigheden, hvor ubetydelig den end var, dog altid var en Forrettighed, og følgelig ej alene var krænkende for Landets egne Børn, men og virkelig maatte friste de Danske til at vise Insolens, er det ej at undres over, at den, ved at omhandles blandt Folket, skildredes idet meest forhadte Lys. Da det Tilfælde kunde indtræffe, og vel oftere indtraf, at een dansk Krigers Udsagn blev taget til Følge med Tilsidesættelse af flere Nordmænds, der havde været i Slagsmaal med ham, gik det som Sagn fra Mund til Mund, og fra Slægt til Slægt, at Sven Alfivesøn havde givet en Lov, der gjorde een dansk Mands Vidnesbyrd gyldigere end ti Nordmænds[2].
Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/845
Denne siden er korrekturlest
819
Sven Alfivesøns Lovgivning.
