Statsforfatningen var imidlertid bleven aldeles forandret; Bønderne vare atter, som paa Harald Haarfagres Tid, fornedrede fra Odelsmænd til Lejlændinger; enhver følte Trykket af det fremmede Herredømme, og, maa» skee for første Gang, havde Nationen følt det krænkende i at savne sin Selvstændighed. Det var, kan man sige, nødvendigt for Nordmændene at føle dette og gjennemgaa denne Ydmygelse, for at de kunde helbredes fra deres tidligere Ustadighed, og Fylkes-Aristokraterne for deres Uvillighed til at lyde indenlandske Konger. Og Misfornøjelsen var saa meget større, som man følte sig skuffet i de Forhaabninger, Knuts glimrende Løfter havde vakt. Da Lovene kundgjordes, efter hvad man maa antage paa et almindeligt Thing i Throndhjem, maaskee endog paa det samme, hvor Sven hyldedes, hørtes endog lydelig Knurren. De, som ej havde været med i Striden mod Olaf, sagde til Indthrønderne: „See der den Tak og Løn, Knytlingerne give eder fordi I hjalp dem til at stride med Kong Olaf og fælde ham. Man lovede eder Fred og Forbedring i eders Ret; nu have I blot Trældom og Tvang, og dertil Skjændsel og Foragt, som Forrædere“. Men, heder det, det var ikke godt at tale imod, og ingen vovede at sætte sig op mod Kong Sven, især af den Grund, at faa mange havde overladt Kong Knut sine Sønner og nærmeste Frænder som Gisler, og fordi der ej var nogen Høvding til at stille sig i Spidsen. De erkjendte, at de havde baaret sig galt ad, men nu var det for silde.
Da Kong Sven selv endnu var et Barn, eller saa godt som et Barn, tillagde man ej ham„ men hans Moder Alfiva Skylden for alt hvad man klagede over. Det er dog tydeligt nok, at Foranstaltningerne egentlig have gaaet ud fra Kong Knut selv, thi Alfiva eller hendes danske Raadgivere vovede neppe at gjøre saa store Forandringer paa egen Haand. Knut troede vel paa denne Maade bedst at kunne kvæle al Oprørsaand i Norge, og tilvejebringe en fuldkommen Sammensmeltning af Danmark og Norge til et eneste Rige. Men Alfiva og hendes Raadgivere have maaskee gaaet voldsommere frem end nødvendigt, og af de faa Træk, der fortælles om hende, og af det Tilnavn, man gav hende, hin titte, d. e. den mægtige, sees nok-
fuldstændig Umulighed. Hvor er det tænkeligt, at den danske Regjering, om den end var nok saa overmodig, skulde kunne have vovet at ville erklære enhver Nordmands, altsaa endog en Einar Thambarskelves eller Kalf Arnessøns Vidnesbyrd for mindre end en Tiendedeel gyldigt i Sammenligning med hvilkensomhelst Danes? Det havde været at give Tegn til aabenbart Oprør, og det laa ikke engang i Tidens, end mindre i de germaniske Folks iland. Sagaen, der fremstiller det Hele fra et norskt nationalt Standpunkt, og saaledes aabenbart afspejler den Indignation, som i den almindelige Folketale gav sig Luft, har derfor ogsaa, som slig Folketale plejer, grebet og fastholdt den meest forhadte Side ved Sagen, og egentlig omtalt en blot Mulighed som fuldkommen Virkelighed.
