Græsgangs-Afgiften, vare kun at betragte som Kjendelser fordi man benyttede de kongelige Marker til Agerland, og de kongelige Skove og Fjeldmarker til Græsning for Kvæget. Og Udvidelsen af Landøre-Afgiften stod i den nærmeste Forbindelse med Forbudet mod Afrejse fra Landet uden Tilladelse. . Det var i Grunden en Fornyelse af Harald Haarfagres Landøre-Paabud og Indskrænkningen i Udvandrings-Retten; og det er endog et Spørgsmaal, om ikke egentlig alle de her nærmere omtalte Bestemmelser kun vare Fornyelser af ældre Bestemmelser fra Harald Haarfagres Tid, ligesom den ved dem antydede Tingenes Orden var en Fornyelse af hvad vore Sagaer tillægge Harald Haarfagre, idet de sige at han tilegnede sig al Odel i Landet[1]. At i det mindste een Bestemmelse, den om Udredelsen af en Mand for hvert 7de Individ over fem Aar, hverken i sig selv kan have været saa haard, eller maaskee endog oprindeligt er udgaaet fra Daneregimentet, maa man slutte deraf, at den ej nævnes blandt dem, der senere bleve ophævede, men endog gjentages som gjeldende i den ældre Gulathingslov, og det rinder den tilsyneladende skærpede Form, at ikke Femaars- men Treaars-Alder-en fastsættes som den, der medførte Optagelse i Mandtallet; dog kun saaledes, at det angivne Forholdstal alene tilkjendegiver den yderste Grændse, hvortil man skulde gaa. Man skulde heraf virkelig formode, at Bestemmelsen allerede har været optagen i det mindste i Haakon den godes Lov[2].
- ↑ Se herom ovenfor, 1ste B. S. 466, 468, 571.
- ↑ Se ældre Gulathings Lov, Cap. 297: „Ved fuld Almenning skal der udredes en Mand for hver syvende Næse“, sammenholdt med Cap. 296: „Enhver skal regne i Mandtallet med sig alle de Børn, som have oplevet tre Julenætter“. Dog tilføjes det i Cap. 297: „Men om vi have bedre Mandtal, da skulle alle nyde det; og af dette Mandtal skulle vi udrede saa mange Skibe af hvert Fylke som vi ere blevne enige om med vor Konge“. Da der nu tillige findes en Bestemmelse om, hvor mange Skibe der skulde udredes af hvert Fylke, og tillige hvor store disse Skibe skulde være (f. Ex. Tyvesesser, Tredivesesser o. s. v.), hvorved ogsaa Besætningens Størrelse paa en vis Maade var bestemt, er Meningen af hiint Cap. aabenbart den, at, om det var nødvendigt for Tilvejebringelsen af den foreskrevne Besætning, at der for hvert 7de treaarsgammøtt Individ stilledes een Mand, maatte det skee, men var Befolkningen større, slap man med en lempeligere Proportion; og at Forholdet 7 : 1 saaledes kun antydes som Maximum.
staltning (Cap. 3): „her fik alle Befaling til med egne Hænder at opføre en vældig Muur, som snarest muligt skulde rejses … Ingen kunde unddrage sig Arbejdet; Unge, Gamle, Halvvoxne, kort Alle, der enten ikke var spade Børn eller udlevede Smage, maatte tage Haand i med. Ingen turde heller undslaa sig for at adlyde, thi alle og enhver, baade Rige og Fattige, vare forpligtede til at gjøre Hoveri ved hendes Tigre og Landgaarde (ut omnes divites et pauperes ejus agris et prædiis culturam tamquam coloni impenderent). Thi hele Statsindretningen paa de Tider var saadan, at Landsherren besad al Rigets Jord med Ejendom“. Jvfr. Knytl. S. Cap. 28.
