fagre, idet al Grundejendom eller Odel forudsattes at tilhøre Kongen, og de hidtil frie Odelsejere kun bleve kongelige Vasaller, der skyldte ham den samme Lenspligt, som de haandgangne Mænd skyldte deres Herre. Derfor maatte Drab paa en Med-Undersaat, eller Med-Vasall betragtes som Feloni og have Lenets Forbrydelse, hvad enten der var stort eller lidet, til Følge. Derfor kunde Kongen forbyde enhver af sine Undersaatter at forlade Landet uden hans Tilladelse, thi denne Tilladelse maatte haandgangne Mænd altid have, naar de vilde rejse ud af Landet. Af samme Aarsag maatte alle og enhver, der drog ud at fiske, betale Landslod, thi den hele Kyst, og følgelig al Fiskegrund udenfor den, skulde betragtes som Kongens Ejendom. Af samme Aarsag ansaaes vel ogsaa Kongen berettiget til at paalægge hvert Skib, der forlod Landet, en Afgift, thi anderledes er ikke Bestemmelsen om hiint Rum til Kongens Raadighed at forstaa. Der er endnu en Bestemmelse, som Sagaerne ikke anføre, men som man dog kan see har været blandt Svens, nemlig at alt Gods, der opgroves af Jorden, skulde tilhøre Kongen. I vore gamle Love, hvor for øvrigt de fleste ovenfor opregnede Bestemmelser omtales som ophævede af senere Konger, heder det nemlig, at enhver ejer det Gods, der findes i hans Jord[1]; den Lov, som herved ophævedes, maa saaledes have hjemlet Kongen alt det Gods, som fandtes nedgravet i Jorden, og hvis rette Ejermand ej kunde paavises; og dette var ligeledes en naturlig Følge deraf at Kongen betragtedes som den eneste Odelsmand eller Grundejer i Landet[2]. I Bestemmelsen om, at Bønderne skulde opføre Kongens Bygninger, gjenkjende vi de danske Hoveri-Forpligtelser; da alle Bønder i Norge nu vare blevne Kongens Bønder, ansaaes Kongen ogsaa berettiget til at paalægge dem denne Byrde[3]. Julegaverne, i det mindste
- ↑ I den ældre Gulathings Lov, Cap. 148 staar: „Det Gods skal enhver have, som man) finder i sin Jord, skjønt en anden opgraver det“; og i Frostathings Lov XVI. i: „Jordgravet Gods ejer den som finder det, men Landsdrotten Landnam af den, der grov uden hans Tilladelse“. Ved at sammenholde begge disse Lovsteder sees det, at „finder“ her ej tages i den bogstavelige Betydning af „selv at opdage“; Meningen med at Ejeren „finder“, er kun, at Godset „findes i hans Ejendom“; thi den egentlige, bogstavelige Finder er jo Opgraveren. Kun for det Tilfælde at denne grov med Ejerens Samtykke, tilfaldt Godset ham; ellers maatte han betale Landnam og endda give Slip paa det Fundne.
- ↑ Hvorledes Bestemmelsen omtrent lød, sees af Harald Sigurdssøns Saga Cap. 59, hvor Harald siger: „det er Lov i Landet, at Kongen kan tilegne sig det Gods, der findes i Jorden“; hvortil Einar Thambarskelve svarer: „ja vist, naar man ej veed hvo der har ejet det, men ikke i nærværende Tilfælde, hvor min Søns og hans Moders Arveret dertil kan bevises“.
- ↑ Derfor heder det og særdeles oplysende hos den danske Chronist Sven Aagessøn, hvor han omtaler Opførelsen af Danevirke ved Dronning Thores Foran-
