Olaf selv lod opføre, vilde Sagaens Angivelse have været urigtig. Men det er bekjendt, at Verdalens egentlige Fylkeskirke, og altsaa rimeligviis den, Olaf selv lod opføre, stod paa den nærliggende Kongsgaard Haug vestenfor Stiklestad[1]. Hvad der gav Anledning til at opføre Kirken paa Stiklestad, der ej laa længer borte, der ej var Kongsgaard, og først senere erhvervedes for Erkestolen, kan alene være den Interesse, Stedet havde som det, hvor Olaf led Martyrdøden. Det faldt da næsten af sig selv, at Kirkens Alter oprejstes nøjagtigt der, hvor han var falden.
Da Einar Thambarskelve strax efter Haakon Jarls Død mindede Kong Knut om det Løfte, han havde givet ham om Jarleværdigheden, svarede Kongen, som vi have seet, at han nu havde besluttet at give sin Søn Sven Kongedømmet i Norge, og allerede sendt Bud til ham desangaaende[2]. Saaledes forholdt det sig ogsaa. Det havde, som man tydeligt kan see, aldrig været Knuts Hensigt at opfinde de Løfter, han havde givet Høvdingerne i Norge. A Han vilde kun bruge dem som Redskaber til at befæste sin egen Magt og Danevældet. Naar han troede at have opnaaet dette Maal, og ej længer at trænge til deres Tjeneste, vilde han lade Norge bestyre som et Lydrige under Danmark, et Forhold, der, hvor svag end de norske Høvdingers Patriotisme og Nationalstolthed var, dog ikke kunde andet end saare deres Følelser, eftersom der var stor Forskjel paa at lyde Danekongen personligt, og at see hele Riget formeligt underkastet Danmark som Provins. Endog Haakon Jarl maa, trods sin Afhængighed af Knut, have været for meget Nordmand og haft for mange Interesser fælles med Landets Høvdinger, til at han skulde kunne have afgivet noget bekvemt Redskab for Knut til Fremskyndelsen af den Tingenes Orden, han tilsigtede; og alene denne Omstændighed er tilstrækkelig til at forklare, hvorfor Knut, som enkelte fortælle, kaldte Haakon tilbage fra Norge. Han kunde ikke længer bruge ham som Redskab, og derfor var han ham i Vejen. Han vilde have et virkeligt dansk Herredømme i,Norge., og derfor overdrog han Statholderskabet til sin Søn Sven, der fik Kongetitel, eller, da Sven endnu kun var en Dreng, egentlig til en Regjering, bestaaende af Svens Moder, den kloge og herskesyge Ælfgifu, Biskop Sigurd, og flere andre danske Herrer. Ælfgifu, eller, som vore Forfædre udtalte Navnet, Alfiva, var en Datter af Ealdormanden Ælfhelm i Northampton[3]; hun havde længe været Knuts Frille, og
