Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/835

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
809
Thormod Kolbrunarskalds Fald.

beskjeftigede med at sysle om de saarede. En af dem betragtede Thormod og sagde: „hvorfor er du saa bleg? er du saaret?“ Han svarede i Vers: „Visselig er jeg ikke red, men der er kun faa, som bryde sig om mine Saar, som jeg fik i Dags-Riden af danske Vaaben“. Altsaa har der enten været danske Stridsmænd i Bonde-Hæren, fornemmelig maaskee i den venstre Fløj, hvor Rygerne stode, eller Thormod har halvt spottende kaldt Bøndernes Vaaben danske, fordi de kæmpede til Fordeel for Danekongen. Thormod stod siden op og gik hen til Ilden. Konen bad ham hente noget Ved, der laa udenfor Døren. Han gik ud, tog et Fange Ved og kastede det paa Gulvet. Da betragtede hun hiint nærmere, studsede over hans Bleghed, og spurgte, hvad der sejlede ham. Han kvad et Vers, hvori han omtalte, at han var truffen af en Piil nær ved Hjertet. Hun forlangte at see alle hans Saar. Da hun saa dem, følte hun paa dem og merkede, at der i det, han havde paa Siden, sad et Jærn. Hun vilde nu give ham at spise af hiin Grød, men han skød Skeen fra sig idet han sagde: „jeg har ikke Græssot“. Derpaa vilde hun drage Jærnet ud med en Tang, men Saaret var saa ophovnet, at hun ej kunde faa Tag i det. Da sagde Thormod: „skær omkring Jærnet, saa at man kan komme godt til det, og giv mig saa Tangen, og lad mig rykke det ud“. Hun gjorde saa. Thormod gav hende nu Guldringen, og bad hende gjøre med den hvad hun vilde. „Den er kommen fra en god Mand“, sagde han, „thi Kong Olaf gav mig den i Morges“. Derpaa tog han Tangen og rykkede Jærnet ud. Der var Agnorer paa, og ved dem hang røde og hvide Trevler. Da han saa det, sagde han: „Kongen har sødt os godt, thi jeg er fed om Hjerterødderne“. Med disse Ord sank han tilbage og var død[1].

  1. Olaf den hell. Saga, Cap. 218. Snorre, Cap. 246, 247. Fostbrødra Saga, Cap. 49, 50. Saavel denne, som især den leg. Olafssaga, Cap. 95–97, beretter endnu flere Træk af Thormods sidste Øjeblik; det skulde næsten synes som om den gamle Sagnfortæller har behaget sig i at udmale Fortællingen efter egen Fantasi, thi meget af hvad der saaledes tilføjes synes overdrevet og lidet rimeligt. Derhos afviger det ogsaa i andre Henseender fra det ovenfor efter den hist. Saga meddeelte. Det heder at Thormod ej vilde beskytte sig i Kampen, men dog ikke fik store Saar, hvorover han selv undredes; at han endog laante en Mand sit Skjold, og at han da endelig ved at løbe over en Skidgard fik en Piil i den venstre Side, hvorved han udbrød: „ingen Mand drog sin Bue i en heldigere Stund“. At han blev saaret i Dagsriden, siges ikke. Der meddeles og nogle andre Samtaler paa Valpladsen, hvortil han var Vidne; og hvad der senere foregik, da han hug Haanden af Bonden, o. s. v., fortælles temmelig forvirret og indviklet, især i den legend. Saga. Der lægges vant et Vers i Munden, hvori han næst Kongen roser Haralds, Rings og Dags Tapperhed; men den blotte Omstændighed, at Ring her nævnes som deeltagende i Slaget, synes at vise, at Verset er underskudt og uegte; det udelades og i den hist. Saga. (Thjodrek, Cap. 18, nævner rigtignok ogsaa Dag, men det synes kun at være ved en Misforstaaelse.) Den underlige og for de Tiders Lægekunst charakte-