Saaledes endte det merkelige, og i Norges Aarbøger stedse mindeværdige, Slag paa Stiklestad. Alt, hvad der i Norge endnu var tilbage af Hang til Hedendom, al Forkjærlighed for det raaere og utøjlede Vikinge-Liv, for den Selvraadighed, som herskede under Fylkeskongerne og Danevældet, gjorde ved Stiklestad sin sidste Kraftanstrengelse mod den nyere Tingenes Orden, mod Christendom, Civilisation, Nationalselvstændighed og ordnet Statsforfatning. Tilsyneladende kronedes ogsaa denne Kraftanstrengelse med Held, thi Olaf faldt, Bønderne triumferede, og Danevældet oprettedes fuldstændigere end nogensinde forhen. Men desuagtet var Kampen ved Stiklestad ødelæggende for det Princip, hvis Tilhængere sejrede, medens den befæstede det, hvis ridderlige Forfegter fandt Døden. Det er aabenbart, at Bønderne den hele Tid, under Forberedelserne til Kampen, og under selve Slaget, vare sig klart bevidste, at de ej gjorde nogen god Gjerning. De vidste alt for vel at danske Udsendingers Stikpenge og tillokkende Løfter, i Forbindelse med Høvdingernes egen Herskesyge og Hevngjerrighed, her havde mere gjort sig gjeldende end nogen dybt følt Trang hos Folket selv. Dette kunde ikke andet end fylde deres Sind med Uro, hvortil vi ogsaa i enkelte meddeelte Træk finde lydelige Spor, og de modtagne Stikpenge, saa uværdige for frisindede Bønder at befatte sig med, kunde ikke andet end tynge paa deres Samvittighed. Kommer nu hertil de særegne Omstændigheder ved dette Slag, at Frænder og Venner kæmpede mod hinanden indbyrdes[1], at Olafs Tapperhed ej kunde andet end vække hans Modstanderes Beundring, at Høvdingerne nødvendigviis maatte føle sig uhyggeligt stemte ved at staa fiendtligt Ansigt til Ansigt lige over for deres forrige venlige og personligt agtede Herre, hvis bebrejdende Ord neppe undlode at gaa dem til Hjertet, og endelig, hvad der under de Tiders Overtro maa have virket utroligt paa de allerede ængstelige og af Samvittighedsnag foruroligede Gemytter, at Solen formørkedes, som om Gud selv ved det meest umiskjendelige Tegn lagde sin Vrede for Dagen: da er det ikke at undres over, om allerede Fleerheden af de fra Slaget tilbagevendende Bønder følte sig tilmode som Mordere, om de vare gjennemtrængte af Forestillingen om at den dræbte Konge var en hellig Mand, og om de efter hans Død i deres Hjerter tilsvore ham og hans Indretninger en større og inderligere Lydighed og Hengivenhed, end det nogensinde i hans Levetid lykkedes ham at frem-
- ↑ Den legend. Saga, Cap. 95, og Fostbrødra Saga fortælle udtrykkeligt om en Fader og hans Søn, der begge laa dødeligt saarede paa Valpladsen, hiin paa Kongens, denne paa Bøndernes Side.
ristiske Fortælling om Grøden af Løg o. s. v., udelades i den lege-nd. Saga. Overhoved synes det, som om der har været to indbyrdes noget forskjellige Sagn om Thormod, af hvilke den hist. Saga har fulgt det rimeligste, den legendariske det usandsynligste men tillige meest underholdende.
