Svithjod, hvor de opholdt sig om Vintren. Den følgende Sommer rejste de over til Rusland, hvor Kong Jaroslav tog vel imod dem, og hvor de for det første sloge sig til Ro[1]. Hvor der blev af Dag Ringssøn, nævnes ej. Sandsynligviis er han vendt tilbage til sit Len i Sverige[2].
Af de Skalde, der havde kæmpet i Kongens egen Nærhed, vare Thorfinn Mund og Gissur Guldbraa faldne, som-allerede berettet. Thormod Kolbrunarskald var bleven haardt saaret, saa at han ej kunde deeltage i Dagsriden, men stod dog ved Siden af sine Kammerater, der efter Kongens Fald sluttede sig til Dags Trop. Her blev han truffen af en Piil i den venstre Side. Han brød Skaftet af, gik op paa Gaarden, og kom til en Lade, hvor der var fuldt af saarede Kongsmænd, som ynkede og vaandede sig. En Mand, der havde været i Bøndernes Hær, gjorde sig lystig derover. Da han fik see, at Thormod havde en Guldring paa Armen, sagde han: „du er en Kongsmand, giv mig Guldringen, saa skal jeg skjule dig, thi ellers dræbe Bønderne dig“. „Tag kun Ringen“, sagde Thormod, „jeg har nu tabt mere“; men idet den anden rakte Haanden frem, for at tage Ringen, hug Thormod hans Haand af, og nu ynkede han sig lige saa ilde, som hine. Thormod satte sig ned i Laden, og hørte en Stund paa hvad der blev talt om; det var, som man kunde vente, om Begivenhederne i Slaget og om hvo der havde udmerket sig meest. Nogle nævnte Kong Olaf, nogle satte andre ved Siden af ham. Men Thormod kvad et Vers, hvori han erklærede, at ingen kunde maale sig med Olaf. Derfra gik han til en Skemme (fritstaaende Stue), hvor der og var en Deel saarede, hvis Saar bleve forbundne af en lægekyndig Kone. Over en Ild, som brandt paa Gulvet, havde hun en Kjedel staaende med varmt Vand, til at vaske deres Saar. Hun havde ogsaa i en Steenkjedel lavet en Grød af Løg og andre Urter, som hun gav de saarede at spise, for derved at erfare, om deres Saar naaede til Indvoldene eller ej; thi i første Tilfælde, heder det, kunde hun lugte Løgen ud gjennem Saaret. Thormod satte sig ved Døren. Der gik Folk ind og ud,
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 216. Snorre, Cap. 45. Fagrsk. Cap. 248.
- ↑ Fostbrødre Saga, Cap. 49, indeholder en Beretning om, hvorledes Dag, hvilken Bønderne vilde hindre fra at komme bort om Natten, fik det Raad af Thormod Kolbrunarskald, at gjøre store Vagtilde, for at indbilde Bønderne at de vare tilstede, men at de imidlertid skulde snige sig bort, idet de kun efterlode fire Mand ved hvert Baal, hvilke siden paa een Gang skulde slukke Ildene. Dette Raad skulde Dag have fulgt, og tillige indbudt Thormod, der var saaret, til at følge med ham efter i Sverige, hvor han skulde faa gode Dage, men Thormod skal have afslaaet Tilbudet, sigende at han efter Olafs Fald ej kunde tjene nogen anden Konge. At en saadan Samtale fandt Sted mellem Dag og Thormod synes lidet rimeligt, da der neppe engang var Tid dertil, eftersom Dag alle: rede samme Aften kom op til Sum. Men det antyder dog, at Dug efter Sagafortællerens Mening kom tilbage til sit Rige i Sverige.
