Skytjen, toge Liget ud og skjulte det ude i-Hagen. Men fremdeles ængstede de sig for, at den faldne Konges Fiender skulde faa fat paa Liget og mishandle det, thi de havde hørt Bønderne tale ein, at hvis de fandt Liget, da skulde de enten brænde det eller sænke det ned i Søen. Det var dem derfor heel magtpaaliggende, at faa skjult det paa et Sted, hvor det kunde ligge mere sikkert. Til den Ende sloge de en Kiste sammen saa sterkt og omhyggeligt som muligt, og lagde Liget deri; de gjorde ligeledes en anden, fyldte den med Halm og Steen, saa at den fik den tilbørlige Tyngde, og tillukkede den godt. Da alle Levninger af Bondehæren vare borte fra Stiklestad, gjorde de et Rofartøj istand, bragte, ledsagede af 7 eller 8 paalidelige Frænder eller Venner, Kisten, hvori Liget var, hemmeligt ombord, os satte den under Tiljerne, men stillede den anden Kiste ovenpaa, saa at alle kunde see den. Derpaa roede de med begge Kister ud efter Fjorden til Nidaros, hvor de kom i Mørkningen og lagde til nede ved Kongsbryggen. Her sendte Thorgils Bud op i Byen til Biskop Sigurd, at de vare komne med Olafs Lig. Biskoppen sendte strax nogle Folk ud til Thorgils, for at modtage Liget og sænke det i Søen. De toge en Baad, roede hen til Thorgils’s Fartøj, forlangte Liget, fik den med Halm og Steen fyldte Kiste, og sænkede den i Vandet ude paa Fjorden, uden at undersøge dens Indhold. Da Biskoppen saaledes var fort .bag Lyset, og ingen Fare længer truede fra ham, roede Thorgils – det var nu ganske mørkt – videre op efter Elven, indtil han kom forbi Byen, der da neppe strakte sig halv saa langt op mod Syd, som nu. Her lagde han til bedet Sted, kaldet Saurlid, hvor han lod Liget bringe i Land, og ind i en øde Skemme eller Bygning, der stod for sig selv ovenfor de andre Huse. De øvrige bleve her med Liget, medens Thorgils gik ned i Byen, for at opsøge enkelte af de der boende Mænd, om hvem han vidste at de havde været Kongens Venner, og spørge dem, om nogen af dem vilde modtage hans Lig. Men ingen vovede at betalte lig dermed. Han vendte derfor tilbage, og lod Liget endnu bringe længer op langs med Elven, indtil de kom til en Sandmel, længst oppe, hvor Elven gjør en Vending. Her nedgrove de Liget, og magede det saaledes, at ingen kunde see noget Spor af Gravningen. Med dette Arbejde bleve de færdige endnu for Dag, begave sig derpaa tilbage til Baaden, og roede ud af Elven, og hjem til Verdalen[1].
Olafs unge Halvbroder, Harald Sigurdssøn, var bleven haardt saaret, men Ragnvald Brusessøn tog sig af ham, og fik ham om Natten efter Slaget bragt ind til en Bonde, der hemmelig beholdt ham hos sig og lod ham helbrede. Derpaa sendte Bonden sin egen Søn med ham i al Hemmelighed over Fjeld og Ødemarker til Jemteland, hvor Ragnvald imidlertid havde oppebiet ham. Ragnvald og Harald fortsatte nu Rejsen i Fællesskab til
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 222. Snorre, Cap. 251.
