Denne siden er korrekturlest
57
Norges Deling.
men Underkongerne paa Oplandene af Harald Haarfagres Æt have dog for det meste raadet sig selv, thi, som det heder, „de udenlandske Høvdinger vare jevnligt borte, og ændsede kun lidet Folks Gjøren og Laden, naar de kun fik slig Skat af Landet, som de havde bestemt“[1].
- ↑ For at kunne danne sig nogen klar Forestilling om, hvorledes Norges enkelte Landskaber nu vare fordeelte mellem Haakon og Harald, maa man, da Efterretningerne paa dette Sted i Kongesagaerne ere temmelig mangelagtige, og især, da Fortællingen om at Harald Grønske allerede ved Harald Gormssøns Besøg i Norge forlenedes med Vingulmark, Vestfold og Agder, viser sig at være urigtig, holde sig til den, som det synes, aldeles paalidelige Beretning om, hvorledes Norge 35 Aar senere, efter Slaget ved Svaldr, deeltes mellem Sejrherrerne, Danekongen Sven, Sviakongen Olaf, og Erik Jarl, Haakon Jarls Søn. Det er nemlig tydeligt at se, at man ved denne Deling, saavidt muligt, har søgt at bringe den Tingenes Orden, som tidligere fandt Sted, tilbage, undtagen for saa vidt som man nu var nødt til at indrømme den svenske Konge hans Deel af Byttet. Saaledes fik Erik Jarl dengang 4 Fylker i Throndhjem tilligemed Haalogaland og Naumdalen, Firdafylke, Sogn, Hørdafylke, Rogaland og den vestlige Deel af Agder indtil Lindesnes; den svenske Konge de øvrige fire Fylker i Throndhjem, begge Mørerne og Raumsdalen, nordenfjelds, og søndenfjelds derimod det egentlige Øster-Viken mellem Svinesund og Gaut-Elven. Den danske Konge fik Resten af Viken indtil Lindesnes, og derhos, som man kan se, Oplandene, siden det heder at han forlenede Erik Jarl med Raumarike og Hedemarken. (Snorre Olaf Tryggv. Saga, Cap. 123). Ser man her hen til, at Erik Jarl just fik den Hoveddeel af Landet, der tidligere tilhørte hans Fader, dog med Undtagelse af et betydeligt Stykke, der afgik til Sviakongen, og at Sven ligeledes fik det fornemste Stykke af det Søndenfjeldske, hvilket Harald Gormssøn Ved den tidligere Deling havde forbeholdt sig selv, saa bliver det indlysende, at hiin tidligere Deling er bleven lagt til Grund for den senere, saaledes at Erik fik Haakons, Sven Haralds Part, men at de begge hver have afgivet et Stykke til den svenske Konge. Bestræbelsen efter at tilvejebringe den tidligere Tingenes Orden spores ogsaa deri, at Sven Danekonge af sin egen Part forlenede Erik med Raumarike, som han tidligere havde haft under dansk Lenshøjhed (se Snorre Olaf Tr. Saga, Cap. 20) og med Hedemarken, rimeligviis som Æqvivalent for Vingulmark, hvilke Harald Gormssøn (hvis ellers ikke „Hedemarken“ paa hiint Sted er en Skrivfejl istedetfor „Vingulmark“, hvad der er sandsynligst) havde givet ham tilligemed Raumarike. Men her bliver det af stor Betydning, at der, hvor der tales om Svens Andeel af Norge, siges at han fik Viken, „som han tilforn havde haft“. Altsaa havde Sven tidligere besiddet Viken, og da naturligviis i dens hele Udstrækning eller i vidtløftigst Betydning, lige fra Gautelven til Lindesnes, siden netop den østlige Deel, eller det egentlige Viken, ved den senere Deling afgaves til Sviakongen. Da det nu næsten kan paavises, at Sven ej har varet i Besiddelse af Viken umiddelbart før Olaf Tryggvessøns Thronbestigelse, og neppe efter at Haakon Jarl havde løsrevet sig fra Danekongens Herredømme, maa hans tidligere Besiddelse af Viken følgelig henføres til de første Aar efter Harald Graafelds Død, og han er da enten bleven forlenet med Viken strax ved Kongens Ophold i Tunsberg, eller kort efter. Og med Viken have rimeligviis ogsaa Oplandene fulgt. Men da Sven for det meste laa ude paa Vikingetog, kan man ej have følt synderligt
