Afdeling, men hvert Øjeblik ventedes, og da Højden ved Stiklestad var en fordeelagtigere Stilling at indtage med Hæren, end de lavere Strækninger længer nede, lod Kongen gjøre Holdt her, bed sine Mænd at stige af Hestene, og ordne sig i Fylking paa den forhen aftalte Maade, hvorved han dog, siden Dag endnu ikke var kommen, gjorde den Forandring, at Oplændingerne indtil videre opstilledes paa højre Fløj, hvilken ellers Dag skulde have indtaget. Han havde allerede tidligere belavet sine Folk paa at deres Fylking maatte blive lang og tynd, for at den nogenledes kunde udvikle en Front, der svarer til Bøndernes, og derved sikres mod at omgaaes, Men end tyndere blev den nu, da Dags Trop, der udgjorde ikke mindre end 1440 Mand, ej var tilstede[1]. Olaf vilde ikke at hans Halvbroder Harald skulde være med i Slaget, da han endnu kun var saa godt som et Barn, men Harald paastod at ville være med, og sagde at om han end ikke havde Kræfter til at holde Sverdet, kunde han lade det binde fast til sin Arm, thi ingen, meente han, havde oprigtigere Vilje end han til at give Bønderne deres Bekomst. Og Kongen maatte tilsidst føje ham[2]. Da nu Haralds Flok udgjorde 720
- ↑ Til den lange Udstrækning af Kongens Front sigtes der vel, naar den legendariske Saga Cap. 90 fortæller, at ligesom Bønderne havde 24 Merket, men 120 Mand under hvert, havde Kongen ogsaa 24, men kun med 40 under hvert.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 195, Snorre, Cap. 22l. Her tilføjes og et Vers, som Harald efter Folks Sigende skulde have kvædet, omtrent af følgende Indhold: „Jeg skal nok vise at jeg tør forsvare den Arm (Fløj) hvori jeg staar, vi skulle farve Skjoldene rode; den unge, kæmpekjære Kriger skal ej vige tilbage for Spydene, hvor Huggene falde og Mændene kæmpe“. Men i den legendariske Saga, Cap. 90, lægges dette Vers i Munden paa Thormod, hvorved ogsaa Sagaen baade her, og senere i Cap. 91, kommer til at lade Kongen stille Thormod og de øvrige (islandske) Kæmper paa den anden Fløj, medens den derimod lader ham stille Harald hos Bjørn Stallare, altsaa i sin egen Nærhed. Dette er aabenbart urigtigt, deels fordi Thormod, som allerede 35 Aar gammel, ikke med noget særegent Eftertryk kunde kalde sig den „unge“ Kriger, deels fordi baade den historiske Saga og Fostbrødra Saga fornemmelig udhæve, at Thormod og de øvrige Skalde dannede en Skjoldborg om Kongen, ligesom og den legendariske Saga selv senere lader Thormod „lege løst“ d. e. fegte paa sin egen Haand i Striden, og nævner Gissur, Thormods Kammerat, som en af Kongens Sidemand. Altsaa maa man antage at Forvexlingen af Thormod og Harald med Hensyn til Verset ogsaa har bevirket deres Forvexling med Hensyn til Stillingen, og at den historiske Saga har Ret.
Fosterfader Hovgarda-Rev, hvori det berøres. Man maa derfor antage, at Gissurs Navn egentlig hører hjemme paa det sidste Sted, og at den legendariske Saga uretteligt har nævnt ham særskilt paa det første. Thi at han for øvrigt, tilligemed de øvrige Islændinger, deeltog i Ruts Drab, synes utvivlsomt. Flatøbogen (Fornm. S. V. 203) taler ogsaa vidtløftigere om at Gissur dræbte to Mænd i Slaget, men nævner intet om Slagtesauden, kun om den Skik paa Island at foresætte Arbejdsmænd et vist Verk. Og dette tør maaskee være den rette Form af Sagnet.
