Mand, og den i Sverige samlede, der skulde danne venstre Fløj, omtrent 960, kan den Skare, Olaf ordnede om sig, saaledes kun have beløbet sig til 480, eller henimod 500, af hvilke det halve Antal bestod af de Nordmænd, der allerede havde fulgt ham fra Rusland, den anden Halvdeel af dem, der havde sluttet sig til ham “i Thrøndelagen. Han skal have opstillet dem saaledes at Finn stod paa hans venstre Side med 240, og –Ragnvald Brusessøn paa hans højre med 120[1]; selv har han altsaa beholdt noget over et Hundrede (120) om sig, eller rettere foran sit Merke, hvoriblandt Skaldene, og derforuden Gauta-Thore og Afrafaste med deres Skare. Til dem sluttede sig kort før Slaget ogsaa en tredie, nemlig Arnljot Gelline, der havde frelst Thorodd Snorressøn i Jemteland, og sendt Kongen sin Hilsen med ham. Just som Kongen var kommen til Stiklestad, og flere Mænd der fra Egnen indfandt sig hos ham, kom ogsaa Arnljot, og vakte den største Opsigt ved sin Højde, da ingen naaede ham længere end til Axlen, ved sin Skjønhed, sit fagre Haar, og sine ypperlige Vaaben, thi han havde en prægtig Hjelm, Ringbrynje, et rødt Skjold, et stadseligt Sverd ved Siden og et stort, guldbeslaget, og forsvarligt tykt Spyd i Haanden. Han traadte frem for Kongen og spurgte om han vilde modtage hans Tjeneste. Kongen vilde først vide hans Navn og Herkomst. Arnljot underrettede ham herom, sagde at han havde sin Slægt i Jemteland og Helsingeland, og navngav sig som den, der havde hjulpet hans Skatkrævere i Jemteland, og sendt en Sølvdisk tilbage med dem til Tegn paa at han vilde være Kongens Ven. Kongen spurgte nu ham, som de øvrige, om hvad Tro han havde. Arnljot svarede at han hidtil havde troet paa sin Kraft og Styrke, og fundet sig vel tjent dermed, men at han nu heller vilde tro paa Kongen. Kongen svarede: „vil du tro paa mig, da skaldet tro paa den Lære, jeg udbreder, nemlig at Jesus Christus har skabt Himlen og Jorden og alle Mennesker, og at alle gode og rettroende skulle komme til ham efter Døden“. Arnljot svarede: „jeg har nok hørt tale om Hvidechrist, men veed intet om hvad han bestiller eller hvad han raader for. Dog skal jeg gjerne tro paa alt hvad du siger, og overlader mig ganske til din Forsorg“. Da blev Arnljot døbt; Kongen lærte ham, heder det, hvad han fandt at være det allernødvendigste af Troen, og stillede ham i Spidsen af Fylkingen foran sit Merke ved Siden af Gauta-Thore, Afrafaste og deres Skare[2].
- ↑ Dette fortælles kun i den legendariske Saga, Cap. 91, og saa forvirret, at man ej ret kan see, om Meningen er, at Ragnvald og Finn stode i hver sin Fløj, eller om de kun stode paa hver sin Side af Kongen. Men at dette dog er Meningen, sluttes af hvad der ellers vidner om Finns umiddelbare Nærhed ved Kongen.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 201, Snorre, Cap. 227. Tildragelsen berøres ganske korteligt i den legendariske Saga, Cap. 88.
