Anførerne opeggede nu sine Skarer, og Kalf opfordrede udtrykkeligt– enhver, som havde nogen særegen Hevn at tilfredsstille mod Kongen, til at tage Plads under Hovedbanneret, hvor de vilde komme til at staa lige over for Kongen selv. Han bad dem at mindes al den Harm og Skade, de havde lidt, og sagde, at ligesom der aldrig var bedre Lejlighed end nu til at hevne sig, kunde de heller ikke vente sig nogen Skaansel af deres Fiender, om disse sejrede: der var altsaa intet andet for, end at kæmpe paa det tapreste og til det yderste. Hans Tale besvaredes med høje Bifaldsraab, og over hele Hæren hørtes gjensidige Opmuntringer og Opeggelser. Derpaa fortsattes Marschen opad Dalen[1].
Olaf og den Deel af Hæren, der ledsagede ham, kom ikke længere end henimod Stiklestad, førend de i det Fjerne saa Bøndernes Skarer nærme sig fra forskjellige Kanter, saa at der ligesom mylrede Folk frem fra enhver Sti. En Fortrop paa 30 Mand, der havde været ude at spejde længer oppe i Dalen, kom endog uforvarende saa tæt ind paa den kongelige Hær, at man gjensidigt kunde kjende hinanden. Kongen gjenkjendte derfor strax dens Anfører, Lendermanden Rut af Viggen, en Søn af den før omtalte Lodin[2], og ved strax sine Gjester at angribe og fælde ham. Han sagde ogsaa spøgende til de islandske Skalde: „Efter hvad jeg har hørt, pleje Huusbønderne paa Island at give sine Huuskarle en Slagtesaud om Høsten: nu vil jeg give eder en Rut (Veder) at slagte“. Og de lode sig ikke sige dette to Gange, men ilede strax efter Gjesterne mod Rut, der blev dræbt med hele sin Trop[3]. Da Dag endnu ikke var kommen med sin
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 207, Snorre, Cap. 233.
- ↑ Se ovenfor S. 524. Lodin kaldes og Lodin Viggjaskalle, se Magnus Barfods Saga, Cap. 4, Snorre, Cap. 5, hvor der dog urigtigt staar at han var Fader til Sigurd Ullstreng, der levede paa Magnus Barfods Tid, c. 1100. Den legendariske Saga, Cap. 85, fortæller derimod rigtigere, at Sigurd var en Søn af Rut.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 195, Snorre, Cap. 221. Den legendariske Saga, Cap. 85 anfører denne Beretning ved Slutningen af den første Fremstilling af Olafs Tog (Cap. 80–85), og lader her Rut blive dræbt med 120 Mand, ligesom den og lader Kongen særskilt henvende sig til Gissur svarte med hiint Udsagn. Ogsaa tales der urigtigt om at Kongen og hans Mænd saa Ruts Skib. Siden (Cap. 86–89), fortælles Toget paany, men med andre Enkeltheder, og derfor nævnes Rut her atter (Cap. 89), som en af Anførerne. Endelig, i Cap. 90, nævnes atter Gissur svarte og Udsagnet om den Skik at dræbe en Slagtesaud. Det sættes her i Forbindelse med Fortællingen om, hvorledes Gissur i Slaget selv dræbte to Mænd, hvilket sidste i sig selv vistnok er rigtigt, da ogsaa den historiske Saga omtaler det og dertil anfører et Vers af Gissurs
